77 personer mistede livet, da nordmanden Anders Behring Breivik den 22. juli for syv år siden først detonerede en bombe i Oslo og efterfølgende tog til øen Utøya, hvor han skød og dræbte primært unge mennesker, der var på sommerlejr.
De tragiske begivenheder danner nu rammen om filmen ’22. juli Utøya’, der har premiere i dag.
Det er ikke nogen let opgave at lave en film om en tragedie, der stadig ligger så frisk i vores erindring, men ifølge filmens norske instruktør, Erik Poppe, har det været vigtigt allerede nu at fortælle historien om, hvad der skete d. 22. juli.
- Jeg føler, at vi i Norge er begyndt at miste lidt kontakt med selve angrebet, og hvad der skete den dag. Vi vil hellere diskutere genopbygningen af Oslo centrum og placeringen af mindesmærker end at snakke om det, der reelt skete den dag, siger Erik Poppe.
Han mener, at der hersker en stor uvidenhed om, hvad der skete den skæbnesvangre dag for syv år siden.
- Det chok der kollektivt ramte os den 22. juli, er noget, vi har bearbejdet og brugt rigtig lang tid på at komme os over. Der er skrevet mange artikler og bøger om Utøya, men jeg føler stadig ikke, at det, der skete, er beskrevet godt nok.
Overlevende har været en del af filmen
For instruktøren Erik Poppe har det været vigtigt at filmens fortælling er både respektfuld overfor de pårørende og troværdig overfor virkelighedens begivenheder. Derfor har Poppe under arbejdet med filmen allieret sig med en række af de unge, der selv var tilstede på Utøya og overlevede angrebet.
De unge er kommet med input til filmen og har også overværet optagelserne.
- Når jeg taler med dem, bliver jeg hele tiden mindet om den kamp, som de hver dag i de sidste syv år har måtte kæmpe for at finde tilbage til livet. Jeg har ikke ord for, hvor meget jeg respekterer de overlevende og de unge, der har været en del af arbejdet med filmen, siger Erik Poppe.
Erik Poppe havde et helt særligt møde med en kvinde, som mistede sin datter på Utøya. Artiklen fortsætter under videoen.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5aec1a8d6187a40ee8a20b29
Begivenhederne d. 22 juli er stadig i frisk erindring hos mange nordmænd, og derfor har det også været hårdt for Erik Poppe at lave en film, som går så tæt på de tragiske begivenheder.
Derfor valgte han at tilknytte en række psykologer til projektet, som kunne hjælpe og støtte både skuespillere og holdet bag filmen i den svære proces.
- Det har været en anstrengende og belastende rejse at dykke ned i den her tragedie. Jeg mærkede hurtigt, hvor krævende det var for folk at arbejde med det her materiale, så psykologerne har været en stor hjælp. De har kunne tage vare på både skuespillerne og holdet bag under hele forløbet, siger Erik Poppe.
Vigtigt at stille spørgsmål og skabe debat
Siden filmprojektet blev lanceret er Erik Poppe blevet mødt af kritik fra folk, der mener, at det for tidligt at bringe tragedien op på det store lærred.
Instruktøren mener dog, at det er vigtigt at genfortælle historien om Utøya allerede nu.
- Ingen af os ville ønske, at den her film blev lavet. Ingen ville ønske, at det her var sket, og at vi havde den her historie at fortælle. Men når det først ér sket, så er det også vores opgave at forsøge at forstå, hvad der skete – også selvom det ikke er længe siden – og stille de vigtige spørgsmål. Hvad kan vi gøre for at undgå det igen?, siger Erik Poppe.
- Efter angrebet samledes vi på gader og pladser i Norge. Vi talte om, at dette aldrig måtte ske igen og hvad vi kunne gøre, for at forhindre et lignende angreb i fremtiden.
- Vi har taget opgør med gerningsmanden og han har fået en straf, men jeg føler endnu ikke, at vi endnu har taget et opgør med de holdninger, der lå bag hans handlinger. Derfor er det vigtigt igen at fortælle historien om Utøya og skabe debat, slutter han.
Filmen '22. juli Utøya' har premiere 3. maj. Erik Poppe har valgt ikke at udgive en trailer for filmen i respekt for de pårørende og overlevende.