Ingen Oscar til svenske The Square med Claes Bang

Den svenske film 'The Square' med Claes Bang i hovedrollen blev slået på målstregen af den chilenske 'En fantastisk kvinde'.

'Vi er helt afslappede og cool :-)' skrev Claes Bang inde fra salen, kort før vinderen af bedste udenlandske film blev læst op.

Den har vundet et hav af priser, blandt andet Guldpalmen, men det blev ikke til en Oscar for bedste udenlandske film til den svenske spillefilm 'The Square' ved årets prisfest i Los Angeles.

Filmens hovedrolle som museumsdirektøren Christian spilles af den danske skuespiller Claes Bang, der blandt andet er blevet tildelt European Film Awards for rollen. Desuden medvirker Christopher Læssø, samt den amerikanske skuespiller Elisabeth Moss og engelske Dominic West.

Claes Bang i 'The Square'. (© Scanbox)

Småforvirret museumsdirektør

'The Square', der er instrueret af svenske Ruben Östlund, handler om den småforvirrede museumsdirektør Christian, der står for at skulle arrangere en stort anlagt udstilling, men har svært ved at samle sig om opgaven.

I dagene op til udstillingens åbning kommer han ud for flere groteske situationer, der får ham til at stille spørgsmål til sit eget moralske kompas.

Årets vinder af bedste udenlandske film 'En fantastisk kvinde' vandt også årets Sølvbjørn på Berlinalen. Filmen er instrueret af Sebastián Lelio, der tidligere har stået bag det anmelderroste komediedrama 'Gloria'.

Det blev heller ikke til nogen Oscar-pris til den dansk-syriske dokumentarfilm 'De sidste mænd i Aleppo'. Oscaren i dokumentarfilmskategorien gik i stedet til filmen 'Icarus'.

I år er det 90. gang, at de prestigefyldte Oscar-statuetter blev uddelt.