Tiderne kalder på indendørsaktiviteter, og hvad er mere passende end at dykke ned i alle de fantastiske serier, der bare ligger og venter på streamingtjenesterne?
Bevares, man behøver ikke at sumpe helt ned i sofaen hver aften, og det er vigtigt at holde sig fysisk aktiv, men tænk engang, hvor heldige vi er at leve i en tid, hvor alverdens film og serier blot er ét tryk på fjernbetjeningen væk.
Selv bliver jeg bombarderet på de sociale medier af folk, der desperate leder efter et overblik, der kan hjælpe dem med at finde ud af, hvad de skal se i disse karantænetider.
For selvom streamingtjenester som Netflix og HBO er tæt på bundløse, kan følelsen af at have set det hele eller ikke at kunne skelne skidt fra kanel ofte være til stede.
Derfor kommer her en streaming-guide til fem af de mest interessante, spritnye og aldeles forskellige serieoplevelser, du med fordel kan kaste dig over det næste stykke tid.
'Devs'
Alex Garland, manden bag denne fascinerende thriller-serier, er langsomt ved at blive en af vor tids vigtigste stemmer inden for science fiction. Og det på trods af at han startede karrieren som succesfuld forfatter med bogen 'The Beach', der toppede hitlister verden over i slutningen af 1990’erne.
Efterfølgende skrev han nogle af Danny Boyles bedre film, '28 Days Later' og 'Sunshine', for selv at springe ud som filminstruktør med filmene 'Ex Machina' og 'Annihilation' – som bare skal ses, hvis man er science fiction-nørd.
Det er et vanvittigt imponerende CV, som den kun 49-årige Alex Garland på kort tid har banket op, så jeg har høje forventninger, når tidens sci-fi-konge beslutter sig for at skrive og instruere en otte-afsnit lang serie.
Og Devs skuffer ikke!
Serien handler om softwareudvikleren Lily Chan, der arbejder for det store tech-firma Amaya, hvori hendes kæreste, den lige så nørdede udvikler Sergei, også arbejder. Sergei er endda blevet forfremmet til den mystiske udviklingsafdeling Devs, hvor cutting edge-teknologi bliver født. Ingen ved, hvad der bliver lavet i Devs, og da Sergei efter den første dag på jobbet ikke vender hjem, beslutter Lily sig for at finde ud af, hvad der er sket med ham.
Devs er ikke blot medrivende på et historiemæssigt niveau, det er vitterligt den mest æstetiske serieoplevelse, jeg har haft i lang, lang tid. Det underliggende og faretruende synth-score og de smukke, men skræmmende billeder i og omkring teknologiens højborg, får det til at løbe koldt ned ad ryggen. Desuden ser vi en ny superstjerne i Sonoya Mizuno, der er intet mindre end fortryllende god i hovedrollen som Lily.
'Devs' kan streames på HBO Nordic.
'Bloodride'
Kan du huske de glade 80'ere og 90'ere, hvor gyser-antologier såsom 'Tales From The Crypt' og 'Are You Afraid of the Dark' tog skabelonen fra 'The Twilight Zone' og skruede op for både body horror og kitch-stemning? Well, i 2020 er Norge simpelthen kommet med på den vogn med gyser-serien 'Bloodride', hvori seks små, separate fortællinger skildrer forskellige gyserscenarier.
Okkulte ofringer i de norske skove, uhyggelige blaffere og levende døde er bare lidt af det, der venter, og hvis man er til B-films-horror, der ikke tager sig selv alt for seriøst, er det faktisk virkelig underholdende at se, hvordan Norge gebærder sig inden for denne her skøre genre. Skuespillet føles til tider bevidst dårligt, og serien er nok mest til det yngre publikum, der hungrer efter en uhyggelig historie over lejrbålet. Men hvis det er det, man er til, så er Bloodride virkelig et sjovt serie-eksperiment!
Lille tip: Husk at skifte til norsk audio, hvis I oplever, at indstillingerne står på ’amerikansk’.
'Bloodride' kan streames på Netflix.
'Manhunt: Deadly Games'
En af de mest spændende krimiserier fra 2017 'Manhunt: Unabomber' har endelig fået en anden sæson. Sidst handlede det om den amerikanske terrorist 'The Unabomber', og denne gang handler det om jagten på terroristen bag bombeangrebet ved de Olympiske Lege i 1996 i Atlanta, Georgia i USA.
Hvis man er til klassiske krimiserier, der virkelig dykker ned i processen i jagten på kriminelle bad guys og samtidig ikke er bange for et par kække replikker fra de alvidende mandlige efterforskere, er 'Manhunt: Deadly Games' ikke til at komme udenom.
Historien bag terrorangrebet er nemlig en mystisk en af slagsen. Den heltemodige sikkerhedsvagt Richard Jewell (som også Clint Eastwoods seneste film 'Richard Jewel' handler om), der reddede flere hundreder mennesker fra at blive sprængt i luften, blev i lang tid anklaget for selv at være gerningsmanden. Serien dykker både ned i hans personlige historie, det politiske spil, der lå bag, og selvfølgelig politiets jagt på gerningsmanden.
'Manhunt: Deadly Games' kan streames på C More.
'Dave'
Nørdet, hvid og uden selvtillid.
Ikke ligefrem opskriften på en succesfuld rapper, men det afholder ikke Dave aka Lil' Dicky fra at ville til tops i musikbranchen. Dave Burd er en virkelig YouTube-rapper, som slog igennem med det virale hit 'Save Dat Money' og senere adskillige megahits, der har gjort ham så populær, at manden bag en af alle tiders bedste ungdomskomedier 'Superbad' har valgt at give ham hans egen serie.
Det lyder umiddelbart som en ide lige så holdbar som en prut i blæsevejr, men Jeff Schaffer og Dave Burd har fået en ikke bare morsom, men også til tider rørende serie blottet for ironi ud af det.
Hvor David Brent i 'The Office' eller 'Larry i Curb Your Enthusiasm' var sjov, fordi de på mange måder var nogle narcissistiske røvhuller, er Dave både godhjertet og velmenende. Han er gabende almindelig og ikke særlig cool – han kan bare tilfældigvis rappe som de færreste. Serien byder på sjove gæsteoptrædener fra det amerikanske hiphopmiljø og skarpe punchlines, og det gør 'Dave' til en af de sjoveste komedieserier lige nu.
'Dave' kan streames på HBO Nordic.
'Cheer'
Denne dokumentarserie dykker ned i den benhårde og håbløst undervurderede disciplin: cheerleading. I USA er den æstetiske smukke og ekstremt fysisk udfordrende danseform fyldt med mænd og kvinder, der er ligeså benhårde, som de atleter de ofte blot er hyret til at heppe på.
Knæ-, ryg- og hofteskader er hverdag for de her unge amerikanere, som på trods af et noget nært perfekt ydre kommer fra alskens sociale lag og med et lige så stort ønske om den amerikanske drøm som fodbold- eller basketballspillerene. I 2020 er vi langt fra de tidlige dage, hvor cheerleading blot var en blød form for dans med pompomer, og vi får i stedet indblik i den ene drabelige, gymnastiske udfoldelse efter den anden, som kun atleter på et vanvittigt højt niveau kan udføre.
Mange af de bedste dokumentarfilm og serier er ofte om dem, der står i skyggen af de kendte, succesfulde og allerede berømte.
Historierne om usandsynlige helte og folk, der dyrker nichebeskæftigelser, har alle dage været blandt mine favoritdokumentarer, og 'Cheer' fortæller perfekt, hvordan de her verdensklasseatleter må stå i skyggen af de anerkendte sportsgrene - og endda blive set ned på trods enormt mod og formåen. Samtidig er det en fantastisk skildring af lokalsamfundet i den lille flække Corsicana, hvori Navarro College ligger og udklækker nogle af landet bedste cheerleaders.
'Cheer' kan streames på Netflix.