'Hun er den største nulevende skuespiller, vi har': Sådan har Hollywood-legende holdt sig på toppen i over 40 år

Alle elsker Meryl Streep, der fylder 70 i dag. Men hvad er det, der gør hende så særlig? Det svarer en skuespiller, en instruktør og en filmekspert på.

(© Ritzau Scanpix)

Der er noget helt særligt over filmstjernen Meryl Streep.

Hun er den skuespiller, der har været nomineret flest gange til en Oscar – hun har vundet tre statuetter ud af i alt 21 nomineringer – og når hun taler foran sine Hollywood-kolleger, så lytter de ikke bare; de kvitterer ofte med stående bifald.

- Meryl Streep er lige så fantastisk, som du forestiller dig, at Meryl Streep er, har den tidligere amerikanske førstedame Michelle Obama rosende udtalt om hende.

Og både publikum, dramatikere og skuespillerkolleger har for længst vedtaget, at hun er den største overhovedet.

Det mener filmekspert Søren Høy.

- Hun er den største nulevende skuespiller, vi har i verden. Hun har leveret så benhårdt i så mange år, og hun har været med i så mange klassikere, siger han.

I dag, 22. juni, fylder Meryl Streep 70 år, men hun har på ingen måde skruet ned for tempoet.

Faktisk har hun lige så travlt med filmrollerne, som da hun var yngre, hvilket er noget, de færreste af hendes jævnaldrende kolleger kan prale af.

'Hun har leveret et utal af diamant-præstationer'

Men opbakningen fra hendes egen branche findes ikke kun i Hollywood – også herhjemme beundres hun af mange.

Da Meryl Streep for eksempel overrakte en Sølvbjørn til kollegaen Trine Dyrholm under Berlinalen i 2016, var det en tydeligt overvældet, dansk skuespillerinde, der tog imod:

- Meryl, jeg er så kæmpe en fan … Jeg kan næsten ikke bære det her, fik Trine Dyrholm sagt fra scenen.

En anden dansk skuespillerinde, der har set op til Meryl Streep i mange år, er Sofie Gråbøl. Hun har dog aldrig mødt sit forbillede, som hun første gang oplevede i 'Sophies valg' i 1982.

Allerede dengang blev Sofie Gråbøl blæst bag over af Meryl Streeps talent.

Faktisk går hun så langt som til at sige, at Streeps indsats i filmen er 'det ypperste, en skuespiller kan præstere' – og Streep fik da også en Oscar for rollen.

- At levere sådan en præstation i diamantklassen er i sig selv fantastisk. Altså, hvis en skuespiller gør det bare én gang i løbet af sit arbejdsliv, er det stort, men Meryl Streep har leveret et utal af dem, siger Sofie Gråbøl.

Okay, der har da været enkelte film, der ikke var lige i øjet, siger Sofie Gråbøl, men det har aldrig været Meryl Streeps skyld, hvis filmene haltede lidt:

- Der var en periode over nogle år, hvor hun ikke fik værdigt materiale at arbejde med, og det var næsten smertefuldt at følge. Det var uværdigt for filmkunsten, at hun fik roller, der ikke matchede hendes format, for når Meryl Streep ikke er optimal, så er det, fordi materialet bare ikke godt nok.

Streep var vild med Bille Augusts film

Den danske instruktør Bille August er også enormt begejstret for Meryl Streep og har endda været så heldig at instruere hende i sin filmatisering af Isabel Allendes roman 'Åndernes hus' fra 1993.

Egentlig var rollen som den synske Clara ikke tiltænkt Meryl Streep, men den amerikanske stjerne var vild med projektet og havde nydt Bille Augusts to forrige film, 'Pelle Erobreren' og 'Den gode vilje'.

Derfor fik han pludselig en henvendelse fra hendes agent.

- Så jeg mødte Meryl i Los Angeles, og hun var pragtfuld og sød og brændte meget for at være med i filmen. Jeg var aldrig nervøs for at møde hende, selvom hun var en stor stjerne allerede dengang, for hun er et dejligt og ligetil menneske. Vi havde en god kemi, fortæller Bille August.

Under et pressemøde på dansk grund i 1993, sagde Meryl Streep da også, at 'Bille er én af mine favoritinstruktører at arbejde sammen med'.

- Det er da skønt at høre. Det har nok noget at gøre med, at de film, jeg laver, fokuserer på dramaet mellem mennesker, og den type film kan de fleste gode skuespillere jo godt lide, siger Bille August.

Se et indslag fra TV Avisen 5. marts 1993, hvor Meryl Streep besøger Danmark her:

Selvom Meryl Streep altså som menneske ifølge Bille August er meget ligetil, så er der noget helt særligt over hende som skuespiller, som andre skuespillere ikke har, mener han.

Det kan bedst betegnes som en form for x-faktor.

- Meryl har et gudsbenådet talent for skuespil og en stor dramatisk forståelse. Hun er et meget livsklogt menneske. Samtidig er hun også meget ydmyg over for sit arbejde. Der er ikke noget ego – for Meryl handler det bare om hendes arbejde, og jeg tror også, at det er derfor, hun er så vellidt blandt sine kolleger, siger Bille August og tilføjer:

- Hun formår altid at finde en hemmelighed i karakteren. Hun har virkelig en nysgerrighed efter at se, hvad der gemmer sig i mennesket. Hun dykker ned og finder en mystik i rollen, og det giver en dybde og kompleksitet.

Se her, hvordan Meryl Streep så ud som ung skuespiller i 1976 og aktuelt i 2019. (Foto: © Jack Mitchell, Getty Images / Foto: © Pacific Press, Getty Images)

'Genremæssigt mestrer hun det hele'

Siden Sofie Gråbøl og mange andre blev bjergtaget af Meryl Streeps Oscar-vindende hovedrolle i 'Sophies valg', har hun - blandt meget andet - spillet den danske forfatter Karen Blixen i 'Mit Afrika', en bitchy chef fra modebranchen i 'The Devil Wears Prada' og den britiske premierminister Margaret Thatcher i 'Jernladyen'.

Og det ser på ingen måde ud til, at Meryl Streep har planer om at gå på pension lige foreløbig.

Lige nu kan du for eksempel opleve hende i anden sæson af den roste dramaserie 'Little Big Lies', og sidste år gentog hun sin Abba-succes i fortsættelsen til musicalfilmen 'Mamma Mia!'.

Derudover spiller hun næste år med i det hypede periodedrama 'Little Women', der allerede spås gode Oscar-chancer.

- Selv som 70-årig har hun en udsøgt integritet og kan gå ind og ud af genrer helt problemløst. Og så er det helt enestående, hvor mange priser, hun har vundet – og også et bevis på, hvor stor en skuespiller hun er, siger filmekspert Søren Høy.

Foruden Meryl Streeps 'overlegne tekniske dygtighed' er filmstjernens ubesværede zigzag mellem genrer også noget, der imponerer Sofie Gråbøl meget.

- Hun har en enorm spændvidde, og genremæssigt mestrer hun det hele – hun er den største tragedienne og en fantastisk komedienne, siger hun og tilføjer:

- Det er som om, hun forener alle modsætninger; hun er gudesmuk, men ikke goodlooking, hun udstråler på én gang sitrende følsomhed og robust råstyrke, og hun kan med lige stor troværdighed spille det ekstraordinære og det almindelige.

Derudover giver Meryl Streep med sin naturlighed også det indtryk, at hun 'stadig ved, hvad en liter mælk koster, selvom hun er verdens største filmstjerne', som Sofie Gråbøl formulerer det.

Se et indslag fra TV Avisen 20. marts 1993, hvor Meryl Streep modtager Rungstedlund-prisen her:

Giver stadig alt, hun har i sig

At Meryl Streep nu fylder 70 år, kan Sofie Gråbøl næsten ikke forstå.

- Hun udstråler så meget kraft og vitalitet. På en måde er hun uden alder, for da hun var helt ung, synes jeg, at hun udstrålede en gammel sjæls visdom, mens hun nu – hvor hun er blevet ældre – kan virke næsten overstadig og løssluppen.

- Det er vidunderligt at se, hvordan hun til stadighed giver alt, hvad hun har i sig, uanset hvad hun spiller, siger Sofie Gråbøl.

Og der er da også stadig mange gode skuespilpræstationer i Meryl Streep endnu, mener Søren Høy, der så vidt muligt ser alle stjernens film, når de udkommer.

- Hvis hendes helbred holder – og hun ser ud til at holde sig godt – så er der ikke nogen udløbsdato på hende, siger Søren Høy og tilføjer:

- Det indre liv stopper aldrig, og så længe hendes fantasi stadig er med hende, så er der ikke nogen stopklods.