Streaming-krigen om din tid og penge har atter nået nye højder.
I går lancerede Apple sin egen streamingtjeneste ved navn Apple TV+, som forventes at komme til Danmark til efteråret.
Tjenesten kommer i kølvandet på udmeldingen i sidste uge fra Disney om, at de har købt 21st Century Fox og vil overtage verdensherredømmet med streamingkanalen Disney+.
- Det er et super spændende år. 2019 bliver det ultimativt største streaming-år i Danmark, og jeg kan ikke mindes noget lignende i den tid, jeg har været i branchen. Det er sindssygt og helt vildt, siger medieekspert og tidligere programchef på TV2, Keld Reinicke.
Apple har i den grad slebet kniven og rullet det tunge skyts ud. For udover et mix af gamle tv-serier og film havde de ved gårsdagens lancering sceneoptrædener af skuespiller Jennifer Aniston, talkshow-vært Oprah Winfrey og ikke mindst instruktør Steven Spielberg, der alle skal levere indhold til tjenesten. Sidstnævnte har ellers for nyligt hånet Netflix og sagt, at der aldrig skal være streamingfilm til Oscarshowet.
Ikke bare en almindelig streamingtjeneste
Men den største trumf i ærmet er, at Apple TV+ ikke 'bare' er en streamingtjeneste på linje med de andre. Det forklarer Keld Reinicke.
- Hvis Apple havde ønsket at være den næste Netflix, havde de købt Netflix. Men de vil hellere være en ‘aggregator’, siger medieeksperten.
En 'aggregator' betyder, at Apple TV+ vil tilbyde flere streamingtjenester i én og samme app, så du kan se de shows og film, du ønsker på tværs af kanaler og tjenester. Samtidig vil Apple TV+ hjælpe dig til at få den ultimative streamingpakke, fordi den kender dig og kan anbefale dig udvalgt indhold. Og det er en udvikling, vi vil se meget mere fremover, vurderer Keld Reinicke.
- Personligt tror jeg, det kommer til at gå hurtigt. Vi kan ikke overskue alle de 'bland selv'-muligheder, og derfor vil vi gerne betale penge for en app, der kan hjælpe med at sortere i alle de streamingprodukter, vi får tilbudt.
Listen over streamingtjenester er da også ved at blive temmelig lang og nærmest uoverskuelig. For at lette forvirringen har vi fået hjælp af Keld Reinicke til at guide dig gennem streamingjunglen.
Hvem kan blive de største tabere, når Apple TV+ kommer?
- Apple TV+ bliver faktisk en større konkurrent til teleoperatører som Stofa, YouSee og Boxer end Netflix. Teleoperatørerne skal håbe på, at de ældre seere bliver lidt ældre for at bevare deres kunder. Det var ikke en sjov dag for dem i går, da Apple TV+ blev lanceret, siger Keld Reinicke.
Fortsætter streamingkrigen?
Det korte svar er: Ja. Og der vil komme flere tjenester, man kan abonnere på.
- Der er mange nye spillere, men jeg tror ikke, mange vil overleve om fem år. For selv om brugerne godt vil bruge penge på streamingtjenester, er der altså ikke tale om en uendelig pengestrøm fra danske forbrugere. Derfor handler det lige nu for alle aktører om ret hurtigt at blive store. Så får de jo også de kunder i hus, som aldrig får meldt sig ud, når abonnementet først kører.
Hvilke streamingtjenester kan blive de største i Danmark?
Markedet er så ungt, så det er endnu svært at sige, hvem der vil overleve, og tingene ændrer sig lynhurtigt, siger Keld Reinicke, der alligevel godt tør give sit bud på, hvem han ser som streaming-vinderne på det danske marked.
Disney+ (kommer til efteråret)
- Vi ved, at en af de store salgsvarer fra Netflix er deres børneprogrammer. Og er der noget, Disney har, er det børne-tv, som er et af de vigtigste faktorer for at holde forretningen kørende. Mit bud er, at danskerne både vil betale for Disney+ og Netflix.
Netflix
- Man grinede ad Netflix, da det i 2012 kom til Danmark. Tænk, at brugerne skulle betale penge for gamle tv-serier. Nu er det ikke sandsynligt, at Netflix går ned. Men den største konkurrent bliver Disney+.
YouTube Premium
- En stigning af danskere vil betale for at få adgang til YouTube Premium (som koster 119 kr., red). Et abonnement giver adgang til YouTubes nye musiktjeneste og egenproducerede serier, samtidigt med at du slipper for reklamer - ligesom hos Spotify.
DR TV
- Danskerne elsker stærkt public service-indhold. Det vil blive kæmpestort, fordi man politisk er tvunget til at tænke mere digitalt, og samtidig fordi det i gåseøjne føles som ‘gratis’.
Måske Apple TV+ (kommer til efteråret)
- Om Apple TV+ bliver stort i Danmark, afhænger af, hvilke aftaler de får med lokale broadcastere som DR, TV2 og TV3. Hvis der kommer en aftale, som kan garantere dansk indhold, har vi en spiller, der bliver rigtig interessant. Men Apple kan ikke gøre det alene.
Hvordan ser fremtiden ud?
Børn i dag ved ikke, hvor programmerne stammer fra, når de ser noget på YouTube, og det kommer til at være det samme, når de bliver 25 år. Det vil sige, at vi kommer til at se en masse ‘aggregatorer’ på markedet, ligesom Apple TV+, forklarer Keld Reinicke.
- De hjælper dig til at få den ultimative streamingpakke. De kender dig, og det vil sige, at via en enkelt app får du vist julekalender fra et dansk tv-selskab i december og får tilbudt en amerikansk serie i januar.
- Og så skal vi ikke glemme den største sociale medietjeneste i Danmark, Facebook, som med deres 'Facebook Watch' om et øjeblik er i tv-land, siger Keld Reinicke.