Kan filmgiganten Marvel Studios bibeholde den magi, de siden 'Iron Man' i 2008 har været kendt for at skabe i biograferne, når de nu også skal til at sprøjte tv-serier ud?
Det korte svar, efter at have set deres første egenproducerede tv-serie 'WandaVision' til ende, er et rungende JA.
Vi har set en del Marvel-serier før på Netflix, hvor klassiske superhelte som Daredevil, The Punisher, Luke Cage og Jessica Jones udfoldede sig i deres egen lille boble langt væk fra Marvels cinematiske biografunivers.
Det skyldtes, at det ikke var Marvel selv, som producerede serierne, og på det tidspunkt ikke var synderligt interesserede i at udkomme serielt på de små skærme.
I dag er stort set alle rettigheder tilbage hos Marvel, og nu hvor de hører til under Disney, har de pludselig en gigantisk platform, hvor de med deres serier selv kan udkomme til et stort publikum.
Netflix' Marvel-serier var i enkelte sæsoner og afsnit ganske udmærkede, men de led under manglende økonomi og Netflix' tendens til at trække historier ud i langdrag. Det faktum, at de ikke blev skrevet ind i den større Marvel-fortælling, som vi fulgte (og forhåbentlig snart fortsætter med at følge) i biograferne, gavnede heller ikke de tidligere Marvel-serier.
Derfor var det en stor ting for en indædt Marvel-nørd som mig, der fra barnsben har været tryllebundet af deres supehelteunivers, at vi nu endelig fik en tv-serie, der både har budgettet og den historiemæssige kontekst til at kunne blive blandet sammen med filmenes fortællinger.
Men hvad er så dommen, efter jeg har set 'WandaVision'?
En serie om de to omvandrende fodnoter Wanda Maximoff og Vision, som aldrig fik noget særlig sejt at lave i filmene, er da et mærkeligt sted at starte?
Og serien gør i de første afsnit INTET for at stryge seerne med håret. Vi bliver kastet direkte ind i en underlig meta-verden, hvor de to superhelte lader til at være fanget i en tragikomisk sitcom fra 1950'erne.
Men læs lige med.. Så skal jeg forklare, hvorfor 'WandaVision' er noget af det bedste, Marvel har lavet til dato.
Spoiler-advarsel: Følgende indeholder spoilere fra plottet i 'WandaVision'.
Filmene er fede - behøver vi også en tv-serie?
Der er ikke ligefrem mangel på gode (og mindre gode) tv-serier i disse år.
Derfor var Marvels biografunivers altid en dejlig flugt fra det langstrakte serieformat, som fylder så meget på streamingtjenesterne.
Min frygt for Marvel i serieformat bliver dog gjort til skamme med 'WandaVision', da de tager opgaven - og tv-serie-mediet - ekstremt alvorligt.
Først og fremmest er hele Marvels filmunivers bygget op som én stor tv-serie bestående af overdådige afsnit i filmlængde. Kevin Feige (producer for Marvel) ved derfor allerede én ting eller to om at opbygge et kontinuerligt, serielt univers.
Jeg elsker, at 'WandaVision' er en miniserie, som måske/måske ikke får en opfølger. Vi skal ikke vente et år på en afslutning, for serien føles som en færdig lille perle - selvom vi godt ved, at de hele tiden bygger videre på den større fortælling om Marvel-universet.
Det er virkelig rart at få mere tid til at få udfoldet karaktererne, og vi lærer især Wanda Maximoff virkelig godt at kende i denne serie.
Serieformatet giver os bedre tid til at opbygge følelser for den enkelte figur. Kærlighedsrelationen mellem Wanda og Vision og deres to børn bliver derfor mere rørende end de nære relationer, der vises i filmene, der kun har lidt over halvanden time at gøre godt med.
Genial leg med formater
De ikke bare tager serieformatet seriøst ved at skabe en personlig og rørende historie - de undersøger bogstavelig talt seriemediet løbende, da plottet, som delvist er styret af Wandas kræfter, hvor hun skaber en tryg verden omkring sig, parodierer amerikanske sitcoms gennem tiderne.
Wanda, der har mistet både sin familie og sit livs kærlighed Vision, har i en rus af sorg mere eller mindre ubevidst skabt et univers, der bygger på det tryggeste, hun ved: den klassiske amerikanske familieserie, der for hende som immigrant er symbolet på den ultimative familiære tryghed.
I det første afsnit starter vi i 1950'ernes sort/hvide univers, inspireret af serier som 'I Love Lucy' og 'Leave It To Beaver'. Her er den humoristiske tone ekstremt gennemgående og de klassiske familiedyder i højsædet.
Serien fortsætter i samme dur i afsnit to og tre, hvor vi med klare referencer til 1960'ernes 'Bewitched' og 1970'ernes 'The Brady Bunch' bevæger os igennem de næste to årtier med introsekvenser og små detaljerede henvisninger, der klart illustrerer, hvor inspirationen er draget fra.
I de tre første afsnit var jeg først og fremmest fascineret af seriens nyskabende og overraskende formgreb. Men det var først i afsnit fire og helt frem til det niende og sidste afsnit, at serien ramte mig lige i hjertekulen, og det stringente greb for alvor gav mening.
Her kommer vi blandt andet forbi 1980'ernes 'Full House' ('Hænderne Fulde'), hvor Wandas tvillingesønner naturligvis leder tankerne hen på tvillingesøstrene Ashley og Mary-Kate Olsen, der deltes om at spille Michelle Tanner i serien - og som desuden er virkelige søstre til Elizabeth Olsen, der spiller rollen som Wanda.
Vi bliver også ført igennem 1990'ernes voice-over-prægede serieperiode, hvor 'Malcolm In the Middle' er en klar reference i 'WandaVision' - helt ned til brugen af kameragrebet split diopter, der giver lav dybdeskarphed, som det var populært at bruge i serier på det tidspunkt.
2000'erne er karakteriseret ved, at den fjerde væg brydes, og hovedpersonerne taler mellem scenerne direkte til kameraerne, som vi kender det fra 'The Office' og 'Modern Family'.
Alle tidsperioderne er teknisk og tonemæssigt perfekt ramt. Marvel ikke bare viser, at de kan lave en god tv-serie - de viser, at de forstår mediets lange historik og mestrer samtlige stilarter.
Wow.
'WandaVision' viser sig dog at være mere end en imponerende stiløvelse.
Komplekse skurke og actionsscener på svimlende budget
Vi får også en bid af det Marvel-univers, vi elsker og kender fra filmene.
Vi får en vaskeægte skurk, heksen Agatha Harkness, der spilles vidunderligt af Kathryn Hahn. Selvom man godt kunne have tænkt sig mere af hendes historie, er jeg vild med hendes heksekræfter og brutale baggrundshistorie.
Vi får også de store actionsekvenser, som mange nok har savnet i de tidlige afsnit, og det er altså en fryd for øjet at se så dyr og godt sammensat action i en tv-serie.
Man kniber sig selv i armen, når Vision kæmper mod en ond version af sig selv, for det ligner ikke tv, men snarere en svinedyr spillefilm.
Den - måske - eneste mangel: Wandas samvittighed
Generelt har jeg ikke meget negativt at sige om 'WandaVision'.
Men.. Da plottet handler om, at Wanda Maximoff forhekser en hel by og holder indbyggerne fanget i et mentalt helvede, irriterer det mig, at hun ikke selv indser, hvor ubehageligt hun har opført sig.
Vi forstår godt, hvorfor hendes psykose startede, men ikke at ville anerkende det efterfølgende og derved opføre sig som en martyr, forstår jeg ikke.
- They'll never know what you sacrificed for them, siger en anden figur om Wandas valg om at ophøre sin egen imaginære familie for at give folket deres frihed tilbage.
Det er en anelse mystisk, at hun ikke er ramt af mere skyldfølelse, og at vi skal købe, at det er synd for Wanda.
Men okay, jeg græd lidt, da hun puttede sine tvillingedrenge for sidste gang, så det virkede alligevel.
Den bedste superhelteserie nogensinde?
'WandaVision' er - med undtagelse af 'Watchmen' fra 2019 - nok den bedste superhelteserie, jeg nogensinde har set.
Det er Marvel, når de er bedst, og i de her Corona-tider er det heldigt, at de allerede forinden havde planer om at udvide universet til hjemmeskærmene.
Nu venter vi spændt på 'Falcon and the Winter Soldier', der er endnu en miniserie fra Marvel, hvor to ellers lidt ligegyldige bifigurer får lov at udfolde sig.
Den får premiere i næste uge, og jeg lover at komme med en reaktion på det første afsnit.
Velkommen tilbage Marvel!
'WandaVision' kan streames på Disney+.