Jeg har spekuleret en del over det.
Gik jeg for vidt, da jeg gav topkarakter til Quentin Tarantinos 'Once Upon a Time in Hollywood' og frejdigt erklærede, at det var hans bedste film - selv i sammenligning med ikoniske klassikere som 'Håndlangerne' og 'Pulp Fiction'? Blev jeg smittet af forårssolen og stemningen på verdens største filmfestival, Cannes, i maj måned?
Det var især den ene hovedperson Rick Dalton, der greb mig, husker jeg - ikke mindst fordi en af verdens mest beundrede skuespillere i de her år Leonardo DiCaprio er fabelagtig som en helt igennem middelmådig skuespiller, der er nervøs for, at karrieren er døende.
Uden overhovedet at give Dalton al sin opmærksomhed serverer Tarantino et rørende menneske, der pines ved tanken om ikke længere at slå til - og at blive glemt.
Rørende og nuancerede mennesker er bestemt ikke Tarantinos kernekompetence. Han elsker at give typer et vrid i sin velsmurte filmmaskine - og mere end ofte lykkes det ham at få en kliché til at fremstå funklende original, som med Samuel L. Jacksons og John Travoltas velkendte og alligevel uforglemmelige gangstere i 'Pulp Fiction'.
Men netop takket være hyperfølsomme Rick Dalton og samspillet med hans modstykke og allerbedste ven, den iskolde stuntdouble Cliff Booth (Brad Pitt), er der noget på spil den her gang.
Tydelig kærlighed til mordofre
'Once Upon a Time in Hollywood' handler om mennesker, og ikke - som det plejer at være tilfældet med Tarantino - om at møblere rundt på instruktørens yndlingsgenrer med tonsvis af 'ha-ha-fangede-i-den?'-filmreferencer og ironiske hyldester.
Det er der også rigeligt af i 'Hollywood'. Men det særlige er, at det går hånd i hånd med portrætter af interessante mennesker, og at 'Hollywood' ikke bare refererer til en filmgenre, men til hele filmens verden og til dens sprog samt til en ganske særlig periode i amerikansk film, som Tarantino selv er født af, og som han gang på gang er vendt tilbage til; brydningen mellem 50'erne og 60'ernes underholdningsfilm og den kunstneriske nybølge, der opstod i slutningen af 60'erne og udklækkede instruktører som Roman Polanski, Sam Peckinpah og senere Martin Scorsese, Steven Spielberg og Francis Ford Coppola.
Når Tarantinos 'Hollywood' bliver helt fantastisk, ja, faktisk genial i sit intertekstuelle opkog af filmhistorien, er det, fordi dens omdrejningspunkt er et af de store traumer i amerikansk kulturhistorie, Charles Manson-hippieklanens brutale mord på blandt andet den højgravide skuespiller Sharon Tate, gift med instruktøren Roman Polanski, i hjertet af Hollywood, blandt filmfolk og andre mediestjerner i den mondæne ende af Los Angeles for præcis 50 år siden - natten mellem den 8. og 9. august 1969.
De groteske mord på fem uskyldige mennesker tager Tarantino under vanlig virtuos og især kærlig behandling. Der er helt tydeligt en kærlighed til mordofrene i luften.
Et rent slaraffenland for kendere
Men var jeg for flink dengang i maj, for opsat på at bidrage til det store nyhedscirkus, da jeg gav 'Hollywood' topkarakter og hyldede den som den bedste film af en af de store betydningsfulde originaler i moderne amerikansk film?
Det måtte jeg granske ved at se filmen igen i en dansk biograf. Og jovist, der er så mange referencer til filmhistorie og virkelige hændelser i 'Hollywood', at filmen sandsynligvis er en rebus for et publikum, der ikke fanger dem.
Men hvis man forstår dem, er 'Hollywood' et rent slaraffenland, en næsten ubegribeligt rig og overdådig oplevelse, der i sine billeder og sin stil ikke bare hylder filmene fra den periode, men også ligner dem. Bare på Tarantinos særlige måde, stor og virtuost, så det lugter af filmkunst, selvom Tarantino grundlæggende går efter den samme følelse, som han selv hungrede efter, da han sad i biografmørket som knægt - at blive underholdt helt ind i knoglerne.
Det bliver man. Jeg holder fast i topkarakteren til Quentin Tarantinos niende og hidtil bedste film.