Hvor skal jeg begynde, hvor skal jeg begynde...?
Jo, jeg skal da begynde med Benedict Cumberbatch, der altid bliver sat til at spille de nørdede, følsomme typer, hvad enten det er mesterdetektiven Sherlock Holmes eller Dr. Strange i Marvelfilmene eller det homoseksuelle geni Alan Turing i 'The Imitation Game'.
I 'The Power of the Dog' er Cumberbatch den totale modsætning, et machodyr, der kastrerer tyre uden beskyttelseshandsker, som lovpriser enhver form for hårdhed, der kalder sin følsomme bror "fedesen" og som terroriserer sine omgivelser, især unge Peter og hans papirblomster og læspen.
Men Phil Burbank, som Cumberbatchs rolle hedder, er ikke noget simpelt menneske, overhovedet ikke, faktisk slet slet overhovedet ikke. Og det er det, der er så fantastisk ved 'The Power of the Dog'.
Han er langt mere kompleks, end filmfigurer plejer at være. Han ligner sgu et rigtigt menneske med alle sine knuder og kanter. Han er højt begavet, han er musikalsk, han har læst latin og oldgræsk, hvilket er usædvanligt i knoldesparkerstaten Montana i 1925. Men af en eller anden grund har han besluttet sig for at foragte alt det civiliserede.
Phil Burbank er en af de mest fascinerende filmfigurer, jeg har set. Og jeg har set et par stykker. Ham skal jeg da begynde med.
Benedict Cumberbatch er vild, en bombe af uforudsigelighed, i den rolle. Og jeg kan fortsætte med at hylde instruktør Jane Campion for at have modet til at gøre hver person i 'The Power of the Dog' til et puslespil.
Et puslespil af en film
Campion smider brik for brik hen til os, men hun er ligeglad med, hvordan vi sætter dem sammen. Hvis vi er opmærksomme, hvis vi holder øje med det, der bliver sagt mellem linjerne, får vi utrolig meget at vide om hvert menneske i filmen. Men der er ikke nogen færdig helhed.
Der er historien om de to brødre, der ejer en stor ranch i Montana. Den ene vil være følsom og civiliseret og falde til ro med en sød kone og børn. Den anden har det bedst med at svine "bøsserøve" til, mens han skærer kohud i strimler for at flette reb.
Flette reb? Jep, Phil har mange facetter, ligesom historien – der stammer fra Thomas Savages roman 'The Power of the Dog'. Også følsomme og usikre, men iskolde og rå Peter, der skærer søde kaniner i stykker for at obducere dem, udvikler sig hele tiden.
Og jeg skal da fortsætte med Jonny Greenwood, Radiohead-rockguitaristen, der er blevet en af vor tid mest originale og nytænkende filmkomponister i blandt andet Paul Thomas Andersons 'There Will Be Blood' og 'The Master', og som her udfolder enhver kompleks følelse i Campions menneskegalleri med altid overraskende, aldrig overfortællende musik.
Det er virkelig, virkelig svært at forestille sig 'The Power of the Dog' uden Greenwoods musik, og alligevel kunne den sagtens have været til en helt anden film. Det er det, der er så fænomenalt. Den åbner alt op.
Og der er de utrolige, overjordiske landskaber i Montana, ranchens kæmpestore hovedbygning, der kunne være en luftspejling. Og Ari Wegners drømmeagtige, svævende fotografering. Og jeg skal da nævne Kodi Smit-McPhee og Kirsten Dunst i nogle af deres bedste roller som Peter og hans mor, men først og fremmest er der Benedict Cumberbatch i midten af en fortælling, der gør alt det, du aldrig forventer af en film.
Den tager dig aldrig i hånden og fortæller dig, hvor du skal hen. Du får selv lov til at gå rundt på ranchen og iagttage og sætte menneskene sammen til helheder.
Det tager tid at komme ind i 'The Power of the Dog'. Men jeg kommer i hvert fald aldrig ud igen.