Godt nyt for ’House of Cards’-fans: Frank Underwood vender tilbage i 2017

Inden premiere på fjerde sæson af ’House of Cards’ er begyndt, melder Netflix ud, at en femte sæson er på vej.

Allerede inden fjerde sæson er kommet ud, har Netflix offentliggjort, at femte sæson er på vej. Sidste år måtte vi ellers vente i over en måned, før Netflix sagde, at fjerde sæson ville komme. (Foto: © Nathaniel Bell, Netflix)

Fjerde sæson af ’House of Cards’ bliver ikke den sidste med beskidt politisk spil i Washington begået af Frank Underwood.

Allerede inden den fjerde sæson er kommet ud, har Netflix offentliggjort, at en femte sæson er på vej. Den vil komme på streamingtjenesten i 2017, skriver The Hollywood Reporter.

Dog vil holdet blive skiftet lidt ud i femte sæson.

Ny manuskriptforfatter

Forfatteren til den amerikanske udgave af serien, Beau Willimon, vil nemlig ikke længere være med på holdet, og det er stadig uklart, hvem der vil overtage pladsen som manuskriptforfatter.

I stedet vil han fremover koncentrere sig om at lave nye manuskripter, skriver det amerikanske filmmagasin.

Første sæson af ’House of Cards’ blev vist i 2013, og har siden dengang haft skuespillerne Kevin Spacey og Robin Wright i hovedrollerne som Frank og Claire Underwood.

Netflix har siden da lavet en ny sæson hvert år. Serien har modtaget i alt 15 priser – heriblandt to Golden Globes.

Det var oprindelig BBC, der lavede ’House of Cards’ som en miniserie i 1990.

Fjerde sæson vil blive vist på Netflix den 4. marts.