Den stakkels ungdom har haft nogle svære år.
Den har kæmpet mod vampyrer og varulve i 'Twilight', alskens fæle tyranner i 'The Hunger Games', 'Divergent' og 'Maze Runner' og magtgale troldmænd i 'Harry Potter'-serien.
Der er næsten ikke den metafor, vor tids ungdom ikke har kæmpet mod som et billede på voksnes irriterende magtbegær, livets almindelige udfordringer og grundlæggende eksistentiel usikkerhed.
Og her kommer en helt ny fjende – kristendommen.
Stakkels Cameron Post er ikke oppe mod så eksotiske fjender, som dem Harry Potter, Katniss Everdeen eller Bella Swan har kæmpet mod.
Der er ingen magi eller overnaturlige væsener i 'The Miseducation of Cameron Post' - medmindre du opfatter Gud og Jesus som parallelle eksistenser.
Forelsket i en pige
Cameron er en ganske almindelig, amerikansk teenagepige.
Det eneste særlige ved hende er, at hun har mistet sine forældre, er vokset op hos sin religiøse tante – og at hun forelsker sig i en jævnaldrende pige, Coley.
Da Coleys drengekæreste overrasker de to piger i at kysse og befamle hinanden på bagsædet af en bil, bliver Cameron sendt til afretning i God's Promise - et terapicenter for unge med afvigelser, der på den ene eller anden måde ikke passer ind i amerikanske kerneværdier.
Hovedparten af de unge har flirtet med homoseksualitet, andre med narkomisbrug.
Og så er der dem, der bare ikke lever op til deres forældres standarder.
God's Promise ledes af isdronningen Dr. Lydia Marsh, som serverer sine ordrer med smil og fløjsblød stemmeføring.
Da Cameron præsenterer sig selv på skolen og tilføjer, at hendes venner altid har kaldt hende 'Cam', slår Dr. Marsh lynhurtigt fast, at der ikke er nogen grund til at skabe mere kønsforvirring med mandigt klingende kælenavne.
Fra da af skal Cameron kun tiltales Cameron, smiler Dr. Marsh venligsyrligt.
Og ved sin side har doktoren sin bror, Rick, der selv forvildede sig ud i et homoseksuelt forhold, indtil søsteren frelste ham fra 'sygdommen', som hun beskriver den.
Mangler det uventede
'The Miseducation of Cameron Post' kunne sagtens være kørt i stilling som en moderne homoseksuel pendant til klassikeren 'Gøgereden' med Jack Nicholson som en muligt psykisk ustabil mand.
Men instruktøren Desiree Akhavan sparer grundigt på de store armbevægelser i sin filmatisering af Emily M. Danforths roman af samme navn.
Hun nøjes med at fortælle sobert og roligt om en pige, der famler lige så stille efter en balance og træder i karakter.
Det er ikke en historie, der imponerer med fantasifulde påfund og kreative krøller.
Den er så straight fra a til b og lige til spyttet, at man sidder og savner, at nogen gør et eller andet skørt og uventet midt i det hele.
Men filmens stjerne, Chloë Grace Moretz, gør Cameron Post til et menneske, så man kan se og mærke hende i kød og blod.
Oven på nogle år, hvor fortællinger om ungdommens søgen efter identitet er blevet til mere eller mindre farverige eventyr i mere eller mindre opfindsomme computerspil-inspirerede universer, er det skønt med alternativer, også af den helt jordnære slags – som 'The Miseducation of Cameron Post'.