Lars von Triers nyeste film ’The House That Jack Built’, der havde verdenspremiere på Cannes Filmfestival sent i aftes, er en overvældende og intens omgang.
I hvert fald hvis man skal tro de gallagæster, DR’s kulturkorrespondent talte med umiddelbart efter visningen.
- Det er en lækker film. Jeg elsker Lars von Triers film og det er altid meget intenst, men også meget spirituelt og meget intelligent, så jeg elsker virkelig denne film, siger gallagæst Alessandro Russo fra Italien.
Kort inde i filmen var der ellers en flok gæster, der udvandrede, men da filmen var slut kvitterede de knap 2400 gæster med stående bifald til Lars von Trier i flere minutter.
- Jeg er chokeret. Det er en fantastisk film, siger Eliana Cardoso fra Brasilien og tilføjer:
- I et par timer mistede jeg fuldstændig forbindelsen til omverdenen, men det er en chokerende historie. Det er en film, som man bliver nødt til at tænke over et par dage, før man kommer med en seriøs kommentar om den. Men den er skøn. Jeg er meget bevæget.
Begejstret Ulrich Thomsen: Den er fantastisk
Også den danske skuespiller Ulrich Thomsen var med til premieren, og han var godt tilfreds efter premieren.
- Jeg synes, den er fantastisk. Altså, den er voldelig, men jeg synes, at den er god.
Var den som du forventede?
- Næ. Den var mere artistisk, end jeg troede. Men vi kender jo Lars og hans film. Han er en billedmager i den grad. Det er utroligt, man kan få så meget ud af så rå en historie i virkeligheden – og eftertænksomhed, siger Ulrich Thomsen.
Og nogle af gæsterne havde da også brug for lige at fordøje filmen lidt.
- Det er en kompliceret film. Jeg kunne ikke så godt lide den, men jeg må sige, at det er en meget speciel film, der stikker i mange retninger. Det er en film, man lige skal tænke lidt over, siger franske Jean-Yves Mirski.
Du kan se traileren til filmen her:
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5af9805a6187a402a4801e07
Også norske Terje Eidsvaag havde det lidt blandet med filmen bagefter.
- Jeg kunne godt lide nogle dele af filmen, men andre dele brød jeg mig ikke om. Så jeg tror den vil dele folk.
Vi har hørt, at nogle forlod salen under filmen …
- Ja, for filmen er meget brutal – især overfor kvinder og børn – og det bliver for meget for mange mennesker, tror jeg. Men jeg synes faktisk, at drabene og seriemorderen er det mindst interessante ved filmen.
- En af von Triers bedste film
Helt begejstret var dog Jana Krivenkaja fra Tjekkiet. Hun har allerede sat ’The House That Jack Built’ over mange andre af danskerens film.
- Filmen er overvældende – og mere på en god end på en dårlig måde. Med sådan en intens omgang på to og en halv time er det overordnet nok en af mine absolutte Lars von Trier yndlingsfilm, siger hun og fortsætter:
- Jeg kan forestille mig, at den kan være lige lovlig intenst for mange, men hvis du kender Lars’ film og hvordan han skyder sine film, så tror jeg ikke, at du vil blive overrasket. Men den her film skubber da klart til nogle grænser.
’The House That jack Built’ vises for pressen i dag.