Der er en klar overvægt af mandlige modtagere af filmstøtten, så hvorfor ikke indføre kvoter på forsøgsplan?
Det foreslår Rikke Andreassen, der er forsker i kommunikation på RUC med særligt fokus på etnisk og kønsmæssig ligestilling.
Oplægget kommer, efter at det i Politiken i dag er kommet frem, at der er en kønsmæssig skævvridning i forhold til filmstøtten.
Når man ser på modtagerne, er kun én ud af fire instruktører kvinder - og for manuskriptforfatterne er det bare én ud af fem.
- Hver gang man siger kvoter, får folk angst i øjnene. Men man kan overveje, hvorfor man bliver ved med at være bange for kvoter, når nu problemet ikke løser sig naturligt, siger Rikke Andreassen til dr.dk/kultur.
Fungerer bedst i teorien
I stedet mener hun, at man burde overveje at lave en forsøgsordning, hvor der i to år indføres kvoter på eksempelvis køn, så man efterfølgende kan vurdere, hvordan det fungerer.
- Det er ikke for at kaste bolden tilbage til filmskolen elle DFI. Men hvis man bliver ved med at se, at det primært er mænd, der ansøger, rekrutterer man så godt nok? Efterspørger vi de rigtige steder, og hvem opfordrer man til at søge? siger hun.
Hun lægger dog vægt på, at hvis man tager de realistiske briller på, så foregår ideen om kvoter nok alligevel bedst på det teoretiske plan.
Jagten på det sublimeHos Det Danske Filminstitut ønsker man ikke at tale om kvoter, for "det er ikke i pagt med jagten på det sublime", forklarer direktør hos Filminstituttet, Henrik Bo Nielsen.
- Her skal man have fokus på en lang række kriterier, for at støtten går til det filmfagligt mest velbegrundede projekt, siger han til dr.dk/kultur.
Derudover mener han også, at hvis man først går i gang med lave særlige ordninger for nogle grupper af ansøgere, følger der en masse andre udfordringer i kølvandet.
- Kvoteordninger er baseret på demografi og statistik, og der kan man tale om flere forskellige kategorier som alder, social baggrund, køn og etnicitet. Hvor mange forskellige kvoter kan man have? Det er et dilemma, forklarer han.
Myten om den geniale instruktør
Men det er ikke kun et spørgsmål om at se på, hvordan filmstøtten fordeles. I virkeligheden bør man kigge på filmbranchens fødekæde, nemlig filmskolerne. Det forklarer Sara Malou Strandvad, der er lektor i visuel kultur på RUC.
Ifølge hende kan den lille andel af kvindelige ansøgere til filmstøtten og filmuddannelserne skyldes, at der indenfor branchen hersker et særligt billede af, hvordan den 'rigtige' filminstruktør ser ud. Og det hæmmer kvinderne.
- Myten om, at instruktøren er en kunstnerisk ener, den er kønnet. Der tænker man typisk på en mandlig instruktør. Jeg tror ikke, at dem, der vurderer ansøgerne, bevidst er præget af det, men pigerne har sværere ved at skrive sig ind i den myte. Det ligger mere ligetil for mændene, siger hun til dr.dk/kultur
Film er en drengedrøm
Hun har tidligere lavet et studie med 15 instruktøraspiranter - både mænd og kvinder - og her var det karakteristisk, at de fleste af hankøn havde vidst, at de ville være filminstruktører, siden de var børn.
Kvinderne skulle længere hen i livet, før de var klar over, at de skulle instruere, og her var de ikke engang rigtig sikre.
- Pigerne var super dygtige, og de var udvalgt til forskellige festivaler og konkurrencer, men de forklarede alle, at de var nogle smuttere. Altså, at de syntes, det var underligt, at de var blevet udvalgt. De oplevede sig selv som skæve og forkerte i forhold til normen, fordi der gik lang tid, før de fandt ud af, at de gerne ville være instruktører, siger Sara Malou Strandvad.