- Det ville være en fantastisk nekrolog. Jeg siger til mine yngre venner, at uanset hvordan jeg dør, så vil jeg have det gengivet, at jeg druknede i måneskin, kvalt i min egen BH.
Ordene er Carrie Fishers, og de er hermed gengivet fra hendes bog ' Wishful Drinking'.
I dag er hun død i en alder af 60 år.
På sit cv har Carrie Fisher flere storsælgende bøger, en debutrolle i filmen 'Shampoo' med medspillere som Warren Beatty, Julie Christie og Goldie Hawn, og roller i 'The Blues Brothers' og 'Da Harry mødte Sally'.
Men selv om det næste år er præcis fire årtier siden, at Carrie Fisher for første gang indtog rollen som prinsesse Leia og blev kendt som kvinden i guldbikinien, kvinden i den hvide kjole med den så ofte efterlignede frikadellefrisure, kvinden, der dræbte Jabba the Hutt. så er det netop denne rolle, der har udødeliggjort hende.
Det har Carrie Fisher også selv omfavnet.
- Jeg er prinsesse Leia uanset hvad. Hvis jeg forsøgte at få et godt bord, så sagde jeg ikke, at det var mig, der skrev 'Postcards From the Edge'. Eller hvis jeg ikke havde ID med og forsøgte at få nogen til at tage en check, så ville jeg heller ikke sige: "Har du set 'Da Harry mødte Sally'." Der vil stå prinsesse Leia på min gravsten.
Stormfuldt ægteskab med Paul Simon
Carrie Fisher blev i 1983 gift med den verdenskendte sanger og sangskriver Paul Simon.
Ægteskabet var stormfuldt og endte med skilsmisse efter et år.
I et interview med Rolling Stone i slutningen af november svarede hun på, om hun var i stand til at lytte til Paul Simons musik og adskille den fra sit personlige forhold til ham.
- Absolut, selv om jeg nu godt kan lide de sange, han skrev om vores forhold. Selv når han fornærmer mig, kan jeg rigtig godt lide dem. Hvis du skal fornærmes, så er dét måden at blive det på. 'Graceland' har en del af os i sig, sagde hun i interviewet.
Her fortalte hun også, at det vigtigste, hun lærte af ægteskabet med Paul Simon, var, at hun ikke var god til forhold.
- Jeg stiller ikke et videre fredeligt hjem til rådighed for nogen, sagde hun i interviewet, hvor hun også svarede på, om hun fortsat talte med Paul Simon:
- Nej, jeg taler ikke med ham nu. Det var svært for os. Jeg savner ham, men jeg har det bedste af ham i hans musik.
Mor, far og Elizabeth Taylor
Det med at blive gift med en verdensberømthed ligger formentlig fjernt for de fleste.
Men Carrie Fisher blev født i Beverly Hills, og hendes forældre var skuespilleren Debbie Reynolds og sangeren Eddie Fisher.
- Leias rigtige far forlod hendes mor, da hun var gravid, hvorefter hendes mor giftede sig med ham her Kong Organa. Jeg blev bortadopteret og voksede op på afstand af andre mennesker, fordi jeg var en prinsesse, har Carrie Fisher tidligere sagt om sin rolle.
I virkelighedens verden forlod Carrie Fishers far hendes mor til fordel for den endnu mere kendte Elizabeth Taylor, hvorefter moderen fandt sammen med indehaveren af en skotøjskæde, Harry Karl:
- Mange paralleller, mig og Leia. Far overgår til den mærke side, og mor gifter sig med en millionær.
Han og Leia, Carrie og Harrison
I sin erindringsbog 'The Princess Diarist', som blev udgivet i november i år, afslørede Carrie Fisher, at hun havde haft et forhold til sin Star Wars-medspiller Harrison Ford.
Der var der længe, vidt og bredt blevet spekuleret i, og med bogen blev det altså slået fast, at de to havde delt andet end filmlærred.
- Det var Han og Leia i hverdagene og Carrie og Harrison i weekenden, skriver hun i bogen.
Med Carrie Fishers egne ord var hemmeligheden 'en forvokset kat, der var vokset ud af en pose, som vel kunne være forblevet lukket'.
Forud for udgivelsen fortalte hun Harrison Ford, at hun var faldet over sine gamle dagbøger fra den tid, og at hun ville udgive dem.
- Han sagde bare: 'Advokat', huskede Carrie Fisher i interviewet fra november, hvor hun også fortalte, at hun her flere årtier senere fortsat blev nervøs, når hun var i selskab med Harrison Ford.
Et liv med LSD, svampe og heroin
Carrie Fishers åbenhed begrænsede sig ikke til hendes kærlighedsliv.
Hun fortalte også uden omsvøb om sit misbrug af narkotiske stoffer som svampe, LSD og heroin.
Heller ikke hendes mentale problemer eller elektrochokterapien var en hemmelighed.
Stofferne forsøgte hun at komme af med gennem forskellige forsøg på afvænning, men hun mente dog, at de også havde hjulpet hende.
- Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har været selvmordstruet, og det er sandsynligvis på grund af stofferne. Jeg har haft - jeg har - denne humørforstyrrelse, og de reddede mig fra de mest intense følelser, der opstod deraf, sagde hun i interviewet med Rolling Stone i november.
Frygter du døden, lød et andet spørgsmål.
- Nej. Men jeg frygter at dø. Jeg kan ikke lide noget, der handler om smerte. Jeg har været der for et par stykker, da de var døende: Det så ikke sjovt ud. Men hvis jeg skal dø, så vil jeg have nogen som mig selv i nærheden.
Carrie Fisher efterlader sig sin datter, skuespilleren Billie Lourd.