Filmpris lavede en omvendt Oscar: Sorte skuespillere fik halvdelen af priserne

Screen Actors Guild-prisen blev uddelt i weekenden. I modsætning til det kommende Oscar-show var halvdelen af prismodtagerne sorte skuespillere.

Britiske Idris Elba fik to priser, da den 22. udgave af Screen Actors Guild-priserne blev holdt i Los Angeles natten til søndag. (Foto: © Paul buck, Scanpix)

Kritikken har været voldsom, efter de Oscar-nominerede blev offentliggjort i midten af januar. Blandt de nominerede var der ikke én eneste farvet skuespiller, og det førte til, at flere valgte at boykotte prisuddelingsshowet.

Men i weekenden så situationen helt anderledes ud, da film- og tv-seriepriserne Screen Actors Guild blev uddelt.

I alt fire sorte skuespillere kunne nemlig gå fra showet med statuetter i hænderne. Heriblandt den britiske skuespiller Idris Elba, der fik hele to priser.

Dermed gik halvdelen af skuespilpriserne til sorte.

Idris Elba: Velkommen til mangfoldigt tv

- Mine damer og herrer. Velkommen til mangfoldigt tv, sagde Idris Elba fra talerstolen, da han fik priser for sin birolle i Netflix-filmen ’Beasts of No Nation’ og for sin rolle i tv-serien ’Luther’.

De tre andre sorte skuespillere, der fik priser, var Viola Davis for tv-serien ’How to Get Away with Murder’, Uzo Aduba for tv-seriekomedien ’Orange is the New Black’ og Queen Latifah for sin præstation i serien ’Bessie’.

Blandt de hvide skuespillere fik Leonardo DiCaprio en pris for ’The Revenant’, Brie Larsson for sin præstation i ’Room’ og svenske Alicia Vikander fik en statuette for sin rolle i ’Den danske pige’.

Kevin Spacey fik prisen som bedste mandlige hovedrolle i tv-serien ’House of Cards’, og Jeffrey Tambor fik en for sin rolle i ’Transparent’ i genren for tv-seriekomedier.

Derudover blev der givet priser til filmene ’Spotlight’ og ’Mad Max’ samt til tv-serierne ’Downton Abbey’, ’Orange is The New Black’ og ’Game of Thrones’.

Screen Actors Guild bliver uddelt hvert år op til Oscar-showet. Derfor ses priserne også som en indikator for, hvem der kan få en oscarstatuette.