Familie indgår millionforlig om 'Ringenes Herre' efter årelang strid

Tolkiens efterladte har ikke været glade for al den ’Ringenes Herre’-merchandise, som Warner har tjent penge på.

Der har været for meget merchandise for Tolkiens 'Ringenes Herre', mener forfatterens efterladte. Her ses de fire hobitvenner i en scene fra den første film. (Foto: © NF, Scanpix)

Filmselskabet Warner gik for vidt, da det lancerede videospil, casinomaskiner og apps med ’Ringenes Herre’ og ’Hobbitten’.

I hvert fald ifølge Tolkiens udgiver HarperCollins, datteren Priscilla Tolkien og boet efter den kendte forfatter.

De sagsøgte derfor Warner, der siden 1969 har haft merchandise- og filmrettighederne til Tolkiens kendte bøger, men nu har parterne indgået et forlig på 80 millioner dollars.

Det skriver blandt andre BBC News.

Retssager i alle retninger

Dermed sættes der punktum for en sag, der begyndte i 2012, hvor familien sagsøgte filmselskabet over deres mange, digitale merchandiseprodukter.

Men derefter fik Tolkiens efterladte fra samme skuffe af Warner, der sagsøgte familien tilbage med den begrundelse, at de selv havde afgivet rettighederne til merchandise til filmselskabet.

Familien mener dog, at det kun indebar merchandise som dukker, papirvarer og tøj, og at Warner derfor var gået over grænsen ved at bruge Tolkiens univers til digitale platforme.

Men nu er der altså indgået forlig i sagen, og filmselskabet skal punge 80 millioner dollars ud.

- Partnerne er glade for at have løst striden og ser nu frem til at arbejde sammen i fremtiden, lyder det i en udtalelse fra Warner.

Kort om filmene

  • De tre ’Ringenes Herre’-film udkom i årene 2001-2003.

  • ’Hobitten’-trilogien ramte biograferne i årene 2012-2014.

  • Samtlige seks film er instrueret af Peter Jackson.

  • Forfatter JRR Tolkien (1892-1973) udgav sin første bog ’Hobbitten eller ud og hjem igen’ i 1937.