Det er skønt med film, man ikke kan læse på forhånd. Sådan som 'Nightmare Alley'.
Vi kan ikke gennemskue, om det er en thriller, en gyser, en kupfilm eller et drama. Hvad kan han, ham hovedpersonen Stanton Carlisle (Bradley Cooper)? Hvad vil han?
Vi ved, at han har slået nogen ihjel. Det er det allerførste, vi ser i filmen.
Og at han sletter alle spor ved at brænde det gamle hus med liget af, hvorefter han smutter med en sæk på ryggen og tager bussen ud på eventyr. Eller ud i mareridtet.
Filmens titel antyder jo, at han ikke bare skal ned til bageren efter en lækker kage.
Forsøger han bare at overleve?
Inden længe søger han arbejde hos et omrejsende forlystelsesmarked. Men har han planer? Eller forsøger han bare at overleve?
Inden længe hygger han sig med at lede efter sæben i badekarret sammen med spåkonen Zeena (Toni Collette). Så forelsker han sig i søde Molly (Rooney Mara), der kan tåle elektriske stød foran det chokerede publikum. Og han hjælper luskede Clem (Willem Dafoe), der kører en forestilling, hvor en vildmand spiser levende høns foran publikum.
Egentlig er vildmanden en omvandrende bums, som Clem har spærret inde. Så stor er elendigheden i USA i 1939, hvor 'Nightmare Alley' finder sted.
Et liv i den totale fornedrelse er ikke usædvanligt.
Stanton er ikke dum
Men hvad vil han, ham Stanton Carlisle? Hvad kan han? Har han en hemmelighed? Eller drømmer han bare om et liv?
Stanton er ikke dum. Han kan noget. Han kan se, hvordan forestillingerne i forlystelsesparken kan forbedres. Han lægger planer for ham og Molly. Han drømmer.
Men hvor vil han hen, instruktøren Guillermo del Toro, der ofte hygger sig med at vride genrer af led og give publikum noget andet, end de forestiller sig?
Han har skabt almindelige gysere som 'Mimic' og 'Crimson Peak', men han har også skabt to af de mest kulørte og syrede superheltefilm med 'Hellboy' I og II, og en eventyrfilm, der er helt sin egen med 'Pans labyrint'.
Og en kærlighedshistorie, der også er en film noir og en slags gyserfilm med 'The Shape of Water'.
Selvom del Toro stammer fra Mexico, kan han som få andre skabe en fornemmelse af klassisk Hollywood, af USA i 1940'erne og 50'erne.
Han gør det igen i 'Nightmare Alley', der bygger på en 76 år gammel roman af William Lindsay Gresham og i øvrigt blev filmatiseret første gang allerede i 1947. Sammen med danske Dan Laustsen, der er blevet del Toros faste fotograf, skaber han nogle smukke og dystre billeder i stil med 1940'erne og 50'ernes film noir - skæbnesvangre film om storbyens skygger og de mennesker, som forsvinder i dem.
Ned ad mareridtsgyden
Det er den mareridtsgyde, Stanton Carlisle skal ned ad. Men hvad gemmer der sig for ham nede for enden af gyden?
Efterhånden udvikler 'Nightmare Alley' sig til en kupfilm, der minder om film som Christopher Nolans 'The Prestige' (2006) og George Roy Hills 'Det sidste stik' (1973). Men er det Stanton Carlisle eller Guillermo del Toro, der er noget galt med, når Carlisles planer virkeligt underligt fesne?
Sådan er 'Nightmare Alley' så svær at læse på forhånd, hvilket mest af alt siger meget om, hvor forvænte vi er med, at historiefortællere holder os i hånden hele vejen.
'Nightmare Alley' udvikler sig, som historier udvikler sig ude i den virkelig verden - helt uforudsigeligt. Vi ved aldrig om det, vi oplever, er en komedie eller en gyser.
Guillermo del Toro taber lidt Stanton Carlisle på gulvet. Vi lærer ham aldrig helt at kende som menneske. Og filmens slutfase virker underligt kunstig. Måske fordi det hele er noget, Carlisle drømmer. Eller fordi filmens production designer har fået et alt for stort budget.
Det virker forkert, mens vi kigger på, men det er alt sammen med til at gøre 'Nightmare Alley’ til en sært fascinerende og dejligt uforudsigelig rejse ind i tilværelsens lange skygger.