Det vil være uforskammet at påstå, at instruktøren Steve McQueen er smågenial blot fordi han gør alt anderledes end alle andre. 'Anderledes' lyder som bekendt langtfra så sexet som 'visionær eller 'banebrydende'.
Men det er ikke helt forkert. Det er svært at sætte fingeren på hvad det er McQueen gør. Han eksperimenterer ikke med forholdet mellem form og indhold som Lars von Trier og han pakker ikke det hele ind i en surrealistisk humor som David Lynch, for bare at nævne et par meget selvstændige instruktører.
Men McQueen gør helt afgjort noget anderledes.
Det føles … anderledes
Hans nye og tredje film, '12 Years a Slave', er ikke bare en anderledes oplevelse. Den er usædvanlig helt ned i sit filmiske DNA. Dens fortælling om en af de store skampletter i amerikansk historie er så usædvanligt grebet an, at alle andre film om slaveri pludselig virker som fjerne mareridt fra en svunden og glemt tid.
Den er så anderledes i sin beskrivelse af en slaves liv, at man sidder tilbage med en ubehageligt klar fornemmelse af hvad det vil sige at blive berøvet sin frihed og være et andet menneskes ejendom, som en simpel arbejdshest, der kan slagtes hvis dens ejer pludselig får lyst til det.
Det føles … anderledes.
Levede som slave på forskellige bomuldsplantager
Udgangspunktet for McQueens tredje spillefilm er også usædvanligt. Det er svært at tale om 'det sædvanlige' i forhold til amerikanske slavefilm, eftersom der kun er skabt omkring 20 af dem, men '12 Years a Slave' tager fat i en side af slaveriet, der i hvert fald ikke er paratviden hverken herhjemme eller i USA.
Hovedpersonen er Solomon Northup, en fri sort mand, der levede med sin familie i staten New York, men blev kidnappet og sendt sydpå til en farm i Louisiana i 1841. Gennem hele 12 år levede han som slave på forskellige bomuldsplantager indtil han kunne vende hjem til familien og skrive bogen '12 Years a Slave'.
En anderledes vinkel
Det er en anderledes vinkel på slaveriet i USA, mest af alt fordi historien ikke tager fat i det store overordnede perspektiv, som den hvide mands skyld eller de sorte amerikaneres lidelseshistorie, men er et enkelt menneskes ufattelige rejse fra fri mand, gennem et helvede på jord, og hjem igen på den anden side.
Det er ligetil for os at affærdige slaveriet i USA som et overstået kapitel, et stykke historie, men ved udelukkende at fokusere på Solomon Northups mareridt piller Steve McQueen '12 Years a Slave' ud af slaveriet og gør det til en eksistentiel beretning om at bevare sig selv, at holde fast i hvem man er, selvom omgivelserne forsøger at pine al selvstændighed ud.
Signalerer både fortid og nutid
'12 years a Slave' er mest af alt en film om noget tidløst, noget der finder sted konstant og overalt hvor mennesker lever sammen. Det understreger Steve McQueen med sin brug af musik, der på ingen måde er fæstnet til 1840'ernes USA. I en scene, hvor Solomon Northup venter på at blive straffet af et par hvide mænd, han har sat sig op imod, sender McQueens på tværs af menneskehedens historie med en jamrende bassaxofon, der signalerer både fortid og nutid.
Slavekvinden Patsey
McQueen, der har en succesrig karriere indenfor video- og billedkunst bag sig, gør ikke som man plejer i filmverdenen. Han sætter ikke tryk på dramaet på de steder, man plejer at sætte tryk på i et filmdrama. Han serverer ikke en kærlighedshistorie mellem Northup og en medslave, sådan som de fleste kolleger ville gøre.
Northup har ganske vist et særligt forhold til slavekvinden Patsey, men hun vil ikke have hans trygge favntag, hun vil have ham til at drukne hende og smide hende i floden for at gøre en ende på hendes lidelser - hvilket jo er noget helt andet.
En uro i kroppen
Netop McQueens anderledes valg skaber en uro i kroppen på publikum. Vi aner ikke hvad der kommer til at ske, som i en sær og uforløst scene, hvor to mænd næsten har klynget Northup op i et træ, inden han bliver reddet af en tredje hvid mand, der vælger at lade Northup hænge i rebet så han lige netop kan røre jorden. Bag ham arbejder og leger Northups medslaver med deres børn, tilsyneladende ligeglade med at et medmenneske er ved at blive kvalt, men ingen tør gøre noget før plantageejeren vender hjem.
Det beskriver bedre end noget andet den konstante angst slaverne lever i. De aner ikke hvad deres ejere kan finde på. Al respekt for medmennesker er elimineret på sydens bomuldsplantager.
Kommerciel og kunstnerisk succes
Ligesom McQueens to forrige film, 'Hunger' og 'Shame', er '12 Years a Slave' en rejse ind i et fanget menneske. I 'Hunger' var det den sultestrejkende IRA-fange Bobby Sands og i 'Shame' en sexnarkoman. Med '12 Years a Slave' fortsætter McQueen sit forbavsende anderledes tag på filmsproget helt ind i kernen på det land, der mere end noget andet har formuleret hvordan et filmdrama skal skæres. Og han har gjort det med både kommerciel og kunstnerisk succes.
'12 Years a Slave' er ikke bare en anderledes slavefilm, det er en anderledes film, i ordets mest grundlæggende betydning. Den er så anderledes at den giver begrebet 'slave' en helt ny fornemmelse.
'12 Years a Slave' får dansk premiere torsdag den 20. februar