Det særlige ved 'Boyhood' er at den er optaget over en periode på 12 år og at filmens skuespillere alle er blevet 12 år ældre i løbet af den periode. Altså ingen sminke, ingen effekter, men rigtige mennesker, der bliver rigtigt realistisk ældre mens historien udfolder sig.
Helt enestående særligt
Det er, som nævnt, det særlige ved 'Boyhood'. Og det ER helt enestående særligt. Det er formentlig den eneste film i historien, der har præsteret den særlige naturlige udvikling.
Men hvis man skræller den facet, den karakter, eller det gimmick bort, er det mere tvivlsomt, hvad der egentlig er tilbage i 'Boyhood' … Det er, som altid når instruktøren hedder Richard Linklater, et åbent spørgsmål. Linklater nægter som sædvanlig at følge filmverdenens gængse veje.
Klumpedumpet pubertetsknægt
Det er bestemt en særlig kvalitet ved 'Boyhood' at man ser hovedrolleindehaveren Ellar Coltrane og Lorelei Linklater, der spiller hans storesøster, udvikle sig fysisk og mentalt gennem hele filmen.
Det er en lille film i filmen at se Coltrane gå fra lille sød 6-årig dreng til kluntet og klumpedumpet pubertetsknægt og videre til en ung mand med sin egen coole karakter. Og det er forunderligt at se på Lorelei Linklater, instruktørens datter, der tydeligt nyder at være foran kameraet i filmens første scener, men som virker næsten uinteresseret og ikke-eksisterende da hun når hen i teenageårene.
På tværs af rutinerne i filmbranchen
Og det er en kvalitet ved 'Boyhood' at Linklater igen har udfordret rammerne for almindeligt filmmageri ved ikke at indspille en film i løbet af et par måneder, som man plejer, men at mødes med sit hold af skuespillere én gang hvert år og fortsætte historien, nærmest som man bliver enige om at fortsætte et rigtigt liv.
Den struktur går på tværs af rutinerne i filmbranchen, hvor man normalt hiver pengene i land så hurtigt som muligt efter at filmen er produceret - og i hvert fald ikke er vant til at vente 12 år på at få et udbytte af sin investering.
Det er ikke kun fiktion
I det hele taget bruger Linklater af de samme kvaliteter som i sin Before-trilogi hvor skuespillerne Julie Delpy og Ethan Hawke dukker op i samme rolle i tre film med 9 års intervaller. Det giver ligeledes filmene en usædvanlig troværdighed. Det er ikke kun fiktion.
Men altså. Uden de 12 års naturlige ældningsprocesser, hvad er der så tilbage? Hvad fortæller Linklater med 'Boyhood'? Ikke rigtig noget, ikke ved første øjekast, i hvert fald.
Et alkoholproblem fra Helvede
Han beretter om den 6-årige Mason, der bor med sin mor og sin søster i en lille by i Texas, mens den noget mere flyvske og ansvarsløse far holder til i storbyen Houston.
Gennem de efterfølgende 10 får Mason to nye fædre, der virker ansvarsfulde og fornuftige til at begynde med, men som mildt sagt skifter karakter undervejs. Især den første af dem udvikler et alkoholproblem fra Helvede og i et inferno af trusler stikker Mason og hans mor og søster af fra deres papfar og to halvsøskende, der pludselig bare forsvinder ud af Masons liv.
Ikke et konventionelt drama
Vi ser også Mason få nye venner på de skiftende skoler, møde forskellige piger, finder interesser som måske engang kan bliver et arbejde, skændes med sine fædre osv osv.
Det er ikke et konventionelt drama med en klar rød tråd og en pointe og en morale, men der er alligevel en rød tråd, som alle andre drengebørn i verden også har oplevet: at man vokser op og træder i karakter som menneske.
Sådan er et liv jo
Det er historien i 'Boyhood', hvilket for nogen vil virke irriterende upræcist og inkonsekvent, selvom det reelt er det modsatte.
Det er afgjort de færreste mennesker, der har fulgt en rød tråd i deres opvækst. Tværtimod har de sejlet lidt til højre og venstre og frem og tilbage og ud og ind igen. Sådan er et liv jo. Og sådan er 'Boyhood'.
Det er et enestående filmprojekt, men er det en god fortælling? Nej, ikke som drama, men jo, på sin helt egen enestående måde.
'Boyhood' får dansk premiere den 4. september