'Det er mærkeligt, Hollywood ikke har opdaget os endnu': Her er fem film, du bør se om Grønland

Aka Hansen, der har fået Grønlands svar på en Oscar hele to gange, fortæller her, hvad du bør tjekke ud.

Aka Hansen bor i Grønland, men er uddannet på filmhøjskolen i Ebeltoft og på Super16. (© Grafik Oliver Seppo)

Hvornår har du sidst set film eller tv-serie, der foregår i Grønland?

Måske aldrig?

Men det burde du måske gøre. For der er masser af historier fra Grønland, som fortjener at blive set. Det mener filmproduceren Aka Hansen, der har som personligt mål at få flere af inuitternes egne fortællinger ud til dem, men også til resten af verden.

Hun har selv modtaget den grønlandske filmpris Innersuaq to gange og har blandt andet lavet filmen 'Skygger i fjeldet', der solgte flere biografbilletter i Grønland end 'Avatar' og 'Titanic'.

For selvom der kun bor omkring 56.000 mennesker i Grønland, så er der grundlag for mange flere film.

- I Grønland har vi en oral fortællehistorie, og det er nogle af de vildeste historier. Det er mærkeligt, at Hollywood ikke har opdaget os endnu, siger Aka Hansen.

Et af de mange sagn handler om Havets mor, som der i øvrigt findes forskellige versioner af. Hun nægter at blive gift og får skåret sine fingre af og havner på havets bund. Her bliver hun ansvarlig for fangstdyrene, og når hendes hår bliver for stort, og for mange fangstdyr sidder fast i det, skal åndemaneren ned for at redde hendes hår, så de slipper fri.

- Historien handler i bund og grund om bæredygtighed og det at respektere naturen, siger Aka Hansen.

Hun fortæller, at det grønlandske filmmiljø lige nu er i en rivende udvikling, og at der alene i år udkommer to spillefilm. For det er vigtigt, at grønlænderne selv kan fortælle deres historier.

- Selvom vores tradition inden for filmfortælling ikke er stor, så er vi gode til at fortælle historier. Og når vi fortæller dem selv, er de mere retvisende, og der kommer flere nuancer med, siger hun.

Hun peger blandt andet på den allerførste danske film, som blev nomineret til en Oscar. Den er fra 1956 og hedder 'Qivitoq', og så er det egentlig en rigtig god film, siger Aka Hansen. Men:

- Den portrætterer grønlændere som underdogs. Blandt andet ser man en grønlandsk mand, som ser passivt til, mens hans eget barn bliver overfaldet af hunde. I stedet er det Poul Reichhardt, der redder barnet fra hundene, siger hun.

Hvis du har lyst til at dykke ned i film, dokumentarer og tv-serier om og fra Grønland, så giver Aka Hansen dig fem bud her:

1

'Vores mand i Amerika'

'Vores mand i Amerika' er instrueret af Christina Rosendahl (Foto: © Nelly Kiss, Nimbus Film)

Selvom filmen er fra Danmark, så foreslår Aka Hansen, at man ser 'Vores mand i Amerika'.

I filmen spiller Ulrich Thomsen den danske ambassadør i USA under Anden Verdenskrig, Henrik Kauffmann. Han nægter at føje sig efter nazisterne og bliver lidt af en rebel i forhold til den danske regering.

- Den er rigtig fin, fordi den viser lidt om forholdet, der er mellem Danmark og Grønland. Den handler blandt andet om, at han giver USA lov til at få fire militærbaser i Grønland – udenom det grønlandske landsråd. Det er en vigtig film, der viser noget om vores fælles historie, og hvordan der blev indgået aftaler uden grønlændernes indflydelse.

'Vores mand i Amerika' kan ses på streamingtjenesten C More og lejes på flere danske tjenester.

2

'Among Us - In The Land of Our Shadows'

Marc Fussing Rosbach har skrevet og instrueret 'Among Us - In The Land of Our Shadows'. (© PR)

Marc Fussing Rosbach har lavet fantasyfilmen 'Among Us – In The Land of Our Shadows' eller 'Akornatsinniittut - Tarratta Nunaanni' på grønlandsk.

Rosbach er netop en af dem, der i år er udkommet med ny spillefilm, men denne film er ældre.

- Den handler om, at der findes en menneskeverden og en åndeverden. Det, der er fedt ved Marc, er, at han er sindssygt dygtig til visual effects. Han har virkelig høje ambitioner. Det er en spillefilm, der er værd at se, og som er sådan lidt 'Last Airbender'-agtig.

'Among Us – In The Land of Our Shadows' kan købes og lejes på Vimeo.

3

'Sume – lyden af en revolution'

'Sume – lyden af en revolution' er instrueret af Inuk Silis Høegh. (© PR)

Inuk Silis Høeghs 'Sume – lyden af en revolution' foregår i 1970'erne, hvor det unge politiske rockband Sume har fået nok af den danske kolonimagt.

- Dokumentarfilmen handler om, hvordan vi fik vores hjemmestyre i 1979, og hvordan Sume kæmpede for det. Det er en virkelig flot film, som minder lidt om dokumentaren om Gasolin’, der kom for nogle år tilbage.

- Bandet lavede politiske sange og satte fokus på, hvorfor vi blev ved med at være under Danmark. De vækkede noget i det grønlandske folk, så man begyndte at kæmpe for at få hjemmestyre.

'Sume – lyden af en revolution' kan ses på bibliotekernes streamingtjeneste Filmstriben.

4

'Angry Inuk'

'Angry Inuk' er instrueret af Alethea Arnaquq-Baril. (© PR)

På den anden side af Labradorhavet for Grønland ligger Canadas østkyst – og der stammer filmen 'Angry Inuk' fra. Selvom den ikke foregår i Grønland, så kunne den lige så godt have gjort det, og derfor har Aka Hansen valgt den.

- Den handler om status quo i sælskindhandlen. EU gjorde det ulovligt at sælge sælskind, og det havde en påvirkning for rigtig mange fangere i Canada og i Grønland. Filmen viser, hvordan forbuddet kom, og hvilke konsekvenser det fik. Og så kan lære om Grønlands fællesskab med de andre inuitiske lande.

'Angry Inuk' kan ses på Amazon Prime.

5

Inuk Ilisaritillugu

Aka Hansen har selv lavet en portrætserie om grønlændere i Danmark.

Aka Hansen har lavet en ti episoders portrætserie om grønlændere, der er bosat i Danmark.

I de ti afsnit besøger hun ti kunstnere, som fortæller om deres tilknytning til Grønland, hvad de savner ved Grønland, og om de nogensinde vil vende tilbage til land højt mod nord.

- Min pointe var at punktere nogle af de fordomme, der er i Danmark om, at grønlændere er alkoholikere. Mange af os bliver mødt med kommentarer om, at vi taler godt dansk, at vi har alkoholiserede forældre, eller at vi alle er på overførselsindkomst i Danmark. Men mange af os lever altså et normalt liv, og det er serien et forsøg på at vise, siger Aka Hansen.

Du kan se serien på Vimeo.