Paul Verhoeven, den gamle gris.
Det var ham, der satte Sharon Stone til at flytte rundt på sine lange stænger i den erotiske thriller, ’Basic Instinct’ (1992), så vi kunne kigge op og se, at hun ikke havde noget på indenunder.
Det var også ham, der bad Elizabeth Berkley smide klunset i ’Showgirls’ (1995), som siden er blevet hånet som en af de store stinkere i amerikansk film.
Det var Verhoeven, der sendte Carice van Houten på et erotisk eventyr under 2. verdenskrig i ’Black Book’ (2006) – som i øvrigt var en glimrende og anderledes krigsfilm.
Og det var Verhoeven, der lod Isabelle Huppert voldtage og i øvrigt være tæt på ligeglad i ’Elle’ (2016) – som var en meget mere kompleks film end den korte handlingsbeskrivelse lagde op til.
Og her er han så igen, den nu 83-årige hollandske gris, med ’Benedetta’, om en nonne, der dyrker sex med en anden nonne, sådan som Jesus har befalet hende. Det lyder lummert, men det hører med til fortællingen om Verhoeven, at han altid har været en orne med et betydeligt intellekt.
Og med klare overvejelser omkring fænomenet sex.
I de seneste år har han undret sig højlydt over, at amerikansk film er blevet så bornert. Sex er, som han har indvendt, jo faktisk hele grundlaget for vores eksistens.
Det er svært at være uenig i, og det er mere eller mindre den tanke, der er grundlaget for hans lesbiske nonnesex-film.
Lir og spas og flabet leg
Benedetta Carlini levede i Pescia i Italien i 1600-tallet og insisterede på sin gudfrygtige ret til at udleve sexlysterne med sin medsøster, Bartolemea. Det var Paven og resten af den katolske kirke ikke helt friske på, så Carlini blev smidt i fængsel.
I 1986 bragte historikeren Judith Cora Brown den italienske nonne op til nutiden med en grundig biografi. Den har Verhoeven nu omsat til film med alt, hvad der hører en rigtig Verhoeven-film til.
Der er lir og spas og flabet leg med religiøse symboler. Den katolske kirke får en ordentlig omgang smæk, endda helt fra begyndelsen af filmen, da abbedissen i Benedettas kloster (spillet forrygende af Charlotte Rampling) er skamløst grådig.
Der er ikke grænser for den medgift, abbedissen vil have, da Benedetta bliver afleveret i klostret af sin far.
Trædildo skåret af en Jomfru Maria-figur
Og sådan fortsætter Verhoeven med at spidde kirken. Det kulminerer undervejs, da Benedetta bliver opfordret til at bruge en trædildo, der er skåret ud af en Jomfru Maria-figur. Tyg lige på den symbolik.
Man kan nærmest høre Verhoeven fnise i kulissen.
Til sidst står pointen klar og håndfast. ’Benedetta’ er et opgør med tusinder af års undertrykkelse af lyster og instinkter, ikke mindst de seksuelle, og et angreb på brutal dogmatik bag kirkens mure.
Det er så klar en pointe, at det også er tæt på at kvæle filmen.
Udløsning runger i klostrets mure
Da Benedetta ankommer til klostret, bliver hun for eksempel vist hen til sin ’celle’, ikke et værelse eller et kammer. Og da Benedetta ankommer, takker abbedissen prompte for ’den nye brud til Jesus’, hvilket netop er den tankegang, Benedetta gør brug af, da hun bliver voksen.
Hun er gift med Jesus, altså kan Jesus give hendes sexlyster fri.
Verhoeven giver den gas, med andre ord. Ikke bare i sexscenerne mellem de kønne nonner Benedetta (Virginie Efira) og Bartolemea (Daphne Pakatia), der mere passer til nutidens pornoidealer end til fremstillingen af kvinder i 1600-tallet.
Når Benedetta får udløsning, runger det i klostrets mure, så Verhoeven ikke lader nogen i tvivl om, at Benedetta modtager en åbenbaring.
Han er til stede overalt i filmen, den gamle gris, Verhoeven, men uanset hvor meget han har hygget sig med at filme en nonne, der får skrigeorgasme, ender ’Benedetta’ som en film med en stor lyst til at debattere.
Til at udfordre. Og til at frisætte.