I denne uge havde tv-serien ’Fear the Walking Dead’ premiere. Men serien kommer på et tidspunkt, hvor zombiernes popularitet er kraftigt faldende.
Det indikerer statistik, som bekræftes af to eksperter på området.
Men zombierne har været sejlivede. Siden starten af årtusindeskiftet har zombie-smitten bredt sig ud over hele verden med enorm hast. Og til trods for, at den ene armbrøstbevæbnede apokalypseoverlever efter den anden har forsøgt at gøre det af med de levende døde, har effekten været minimal.
Ligegyldigt hvor mange der fik hugget hovedet af, fik en pil i panden eller simpelthen bare blev pløkket til uigenkendelighed – er de igen og igen dukket op i nye film, tv-serier, tegneserier, computerspil eller bøger.
De døde er døende
Men zombiernes popularitet har toppet og er nu på vej ned. Det indikerer søgestatistik fra Google og statistik på antallet af film om emnet.
Kurven fra Google-værktøjet Trends viser tydeligt, hvordan interessen for at søge på ordet ”zombies” har været stigende i flere år – hvorefter kurven knækker.
Det samme gør sig gældende, hvis man se på Wikipedias over 400 film lange liste over zombiefilm. Der bliver produceret flere og flere film, hvorefter kurven får et tydeligt knæk. Listen topper i 2008, hvor der blev produceret 31 film. Derefter går det nedad.
”Alting har sin tid – også monstre”
To eksperter på området er enige i, at genren sandsynligvis er døende - i denne omgang.
- Jeg synes godt, at man kan fornemme, at populariteten er aftagende. Det giver også god mening, for sådan er det jo med alt, siger anmelder og forfatter Tobias Bukkehave og fortsætter:
- Alting har sin tid - også monstre. For nogle år siden var der jo vampyrer overalt – der dukkede den ene vampyr-ting op efter den anden, og pludselig fadede det ud, siger han.
Adjunkt og forsker ved Aarhus Universitet Mathias Clasen er enig.
- Det ville slet ikke undre mig, hvis tendensen så småt er på vej ned igen. Når folk har set et monster længe nok, så mister de interessen, siger forskeren som blandt andet har specialiseret sig i horror og apokalyptiske og postapokalyptiske tekster.
Zombien kan få et comeback
Men fans af genren behøver ikke at fortvivle. For bare fordi, at zombien muligvis er ved at uddø lige nu – betyder det ikke, at det er helt slut.
Den har nemlig været væk før – for så at vende tilbage.
I 1968 med George A. Romeros film ’Night of the Living Dead’ oplevede genren for første gang en bredere bølge af popularitet, som senere fadede ud, forklarer Mathias Clasen.
10 år senere, i starten af 80’erne, blev genren så populær igen, hvilket igen delvist kan tilskrives George A. Romero, der i 1978 lavede filmen ”Dawn of the Dead”. Den øgede popularitet derefter kan blandt andet også ses i Michael Jacksons ultra-populære musikvideo til sangen ’Thriller” fra 1982, hvor temaet netop er zombier. Men også denne zombie-bølge ebbede ud.
Den seneste eksplosion i popularitet begyndte ifølge Mathias Clasen i starten af årtusindeskiftet med lav-budget-filmen ”28 Days Later”, som blev et kæmpe hit. Derefter steg populariteren støt og holdt ved længe – ikke mindst på grund af tv-serien ”The Walking Dead”, der havde premiere i 2009.
Så det er slet ikke umuligt med endnu et comeback til zombierne, hvis den tilsyneladende nedadgående popularitet skulle fortsætte, mener Mathias Clasen.
- Sådan er det jo i de fleste genrer. Slasher-genren, hvor en psykotisk massemorder iklædt en maske nakker folk, var vildt populær i USA fra omkring 1978 til 1981. Der kom sindssygt mange film i de år – for eksempel ’Halloween’ og ’Fredag den 13’, men så døde det lidt ud. Men i løbet af 90’erne genopfandt genren sig selv med postmoderne film som for eksempel ’Scream’, siger han.
Derfor har zombien været så populær
Og at zombien bliver ved med at vende tilbage, uanset hvor mange gange den dør, er ikke underligt, mener Tobias Bukkehave.
- Vampyrer fremstilles ofte som kloge og varulve er gerne nogen, der er imod noget andet ondt, forklarer Tobias Bukkehave.
Men sådan er zombier ikke, og alligevel har de været – og er trods alt stadig - enormt populære.
- Zombien har ingen vilje og er egentlig bare et naturskabt sort hul af brutalitet, der bare fortærer. Den er absolut. Man kan ikke tale fornuft med den og sige ’Hør nu her – jeg har børn, lad være med at slå mig ihjel’. Det er bare grundlæggende en interessant antagonist i en fortælling, forklarer han.
Zombiens totale mangel på intelligens og empati gør den også til en anderledes ’skurk’ – hvilket giver mulighed for en anderledes type film.
- Det pres, som hovedpersonerne oplever fra zombierne gør også, at det kan blive nogle meget interessante fortællinger. De bliver bundet mere sammen, netop fordi deres modstander er så simpel og urokkelig. Der er ingen komplicerede intriger, for ingen kan gå i alliance med dem. De er nødt til bare at stå sammen, indtil det hele vælter, siger Tobias Bukkehave.
Hardcore fans holder fast
Men til trods for, at den brede interesse og antallet af film tilsyneladende er aftagende, holder en større gruppe af inkarnerede fans stadig fast med samme entusiasme som tidligere.
- De hardcore holder stadig fast. Og her kan man ikke endnu spore nogen afmatning i interessen. Eksempelvis arrangerer de jo masser af zombie-relaterede aktiviteter, siger Mathias Clasen og nævner som eksempel de årlige zombie-løb, som stadig er populære.
Eksempelvis er der Zombie Løb i Danmark allerede til september.
Ny serie vil være mindre populær end forgængeren
Den nye tv-serie ’Fear the Walking Dead’ er et spin-off af den ældre og ultra-populære ’The Walking Dead’, som havde premiere i 2009 – netop som genrens popularitet var på vej op.
Og til trods for, at premiereafsnittet havde rekord-høje seertal, vurderer Tobias Bukkehave, at den nye serie i længden ikke vil have lige så stor succes som den gamle.
- Det kan næsten ikke lade sig gøre, siger han og tilføjer, at den nok stadig vil få succes – bare ikke lige så stor succes.
- Når man har set ’The Walking Dead’ vil man jo virkelig gerne vide, hvordan hele zombieinfektionen startede – og det viser den nye serie, siger Tobias Bukkehave, der har set de to første afsnit.
- Mit første indtryk er, at de nye hovedpersoner faktisk virker federe end de gamle. Så producenterne har spillet deres bedst mulige kort i en nedadgående trend. Men jeg tror ikke, at tv-serien vil kunne genstarte genrens popularitet.
https://www.youtube.com/watch?v=yzXglr5bc3w
Data fra Google Trends er ofte forbundet med forholdvis stor usikkerhed. Præcise årstal og lignende skal derfor tages med et gran salt. Listen over film på Wikipedia er ikke komplet – og tallene skal derfor også tage med et gran salt, og ses som en mere generel tendens frem for præcise angivelser af udgivelser.