Dansk dokumentarfilm og kortfilm nomineret til Oscar

Den danske film 'The Act of Killing' om en flok dødspatruljeledere er nomineret til en Oscar-statuette. Også dansk kortfilm bejler til en statuette.

'The Act of Killing' er nomineret til en Oscar for bedste dokumentarfilm. Den følger en flok dødspatruljeledere på øen Sumatra. (© DOXBIO)

Det er ikke kun 'Jagten' der fik en fornem nominering i dag.

Også den danske dokumentarfilm 'The Act of Killing' bejler til en Oscar-statuette i kategorien 'bedste dokumentarfilm'. Det samme gælder Anders Walters danske kortfilm 'Helium', der også er nomineret.

Dokumentarfilmen følger en flok massemordere på øen Sumatra, hvor militæret i 1965 væltede den indonesiske regering.

Hæren udryddede over en million mennesker, og i 'The Act of Killing' ser man mænd fra dødspatruljen filme og genskabe nogle af de drab og voldshandlinger, de selv deltog i dengang.

Håber filmen kan hele et sår

Filmen er instrueret af amerikanske Joshua Oppenheimer, der har base i København. Han glæder sig over den fornemme nominering - ikke bare på filmholdets vegne men også på det indonesiske folks vegne.

- Vi er dybt taknemmelige. Denne nominering er en ære for os som filmskabere, men for de overlevende og ofrene er dette et afgørende første skridt i deres lands anerkendelse af en moralsk katastrofe - folkedrabets rædsel og den fortsatte frygt og korruption skabt af morderne, udtaler Joshua Oppenheimer og udtrykker et ønske:

- Gid det også må blive et første skridt mod helbredelse.

Syg dreng med stor fantasi

'Helium' handler derimod om noget helt andet. Her ligger drengen Alfred dødeligt syg på hospitalet, hvor han bliver venner med den excentriske rengøringsmand Enzo. Sammen udvikler de en magisk fantasiverden, Helium, som Alfred drømmer sig ind i, skriver Ritzau.

Enzos historier bliver et tilflugtssted fra dagene på hospitalet, og det får Alfred til at genfinde glæden ved livet.

Tre danske instruktører er tidligere kommet hjem med en Oscar for bedste kortfilm.

I 2010 var det Joachim Back med "De nye lejere", I 2003 Martin Strange-Hansen med "Der er en yndig mand" og i 1999 Anders Thomas Jensen med "Valgaften".