’The Danish Girl’ om danske Lili Elbe, der som den første i verden fik en kønsskifteoperation, får både ris og ros i de britiske medier.
Filmen, der blandt andet er optaget i København, får først premiere herhjemme 4. februar. Men allerede efter nytår fik briterne mulighed for at se den i biograferne.
Guardians anmelder Jonathan Romney er mest kritisk. Han giver kun filmen to ud af fem stjerner.
Han mener, at der er for lidt kompleksitet og fare i filmen, og at de smarte, overdådige kostumer fylder for meget.
Han sammenligner filmen med andre serier om transkønnede som serien ’Transparent’ og filmen ’Tangerine’ og når til følgende konklusion:
- Den er en anstrengende og glinsede affære, hvor kompleksiteten og udfordringerne i Lilis udvikling bliver begravet under en glasur af overdådig design, skriver han.
Måske en Oscar-kandidat
Mere rosende er Independents Geoffrey Macnab, der giver tre ud af fem stjerner.
Han roser netop, at filmens visuelle effekter står i så skærende kontrast til den hårde behandling fra omverden, som Lili Elbe må gå igennem.
Mest ros får filmen af The Telegraph.
Avisen giver fire ud af fem stjerner og skriver, at skuespilleren Eddie Redmayne spiller hovedrollen så godt, at han igen kan få en Oscar.
- Det er den form for skuespil, der sandsynligvis bliver Bafta-nomineret og formentlig også Oscar-nomineret, skriver Robbie Collin.
https://www.youtube.com/watch?v=zQfdx4QafnQ