Det ligner en tanke hos de danske filmdistributører. Men det er nok bare en tilfældighed at flere af de film, der fik premiere 10. marts 2022 – blot to dage efter kvindernes internationale kampdag – gør hvad de kan for at vælte typiske kvinderoller.
Danske ’Hvidstengruppen II – de efterladte’ vil ikke længere være med til, at kvinder skal stå i baggrunden af krigsfilm og lave mad til de hårdt kæmpende mænd. Sådan er virkeligheden ikke.
I ’Benedetta’ får en nonne i 1600-tallets Italien stor trang til at udleve sine sexlyster i et lesbisk forhold. Det lyder som handlingen i en pornofilm, men det er faktisk et kvindefrigørende projekt.
Kvinder svigter skam deres moderlige natur
Og så er der ’The Lost Daughter’, den amerikanske skuespilstjerne Maggie Gyllenhaals første spillefilm som instruktør. Den gør op med en tredje stivnet konvention i filmverdenen, at kvinder aldrig svigter deres moderlige natur.
Der findes utallige film, hvor mænd forlader kone og børn for at finde sig selv eller ’do what a man’s gotta do’ – hvad enten det er at fange en skurk, rejse ud i rummet, drikke sig ned i et sort hul eller finde en elskerinde.
Men en kvinde passer børnene og sørger for at være et solidt anker, når manden engang vender hjem igen.
En dag er pigen pludselig væk
Sådan hænger sagerne ikke sammen i ’The Lost Daughter’. Her slår hovedpersonen, litteraturprofessoren Leda, sig ned på en strand i Grækenland for at holde ’arbejdsferie’, som hun kalder det.
Mens hun bladrer i sine papirer, studerer hun en stor og larmende amerikansk familie, der ikke har styr på en 7-8-årig pige.
En dag er pigen pludselig væk. Hele den lille græske by styrter forvildet rundt efter hende, inden Leda finder hende i et skjult hjørne af stranden.
’Pyha, i en verden af tosser er vores hovedpersons moderhjerte heldigvis intakt’, tænker vi. Men så nemt er det ikke. Leda viser bekymrende omtanke for pigens forsvundne dukke, og efterhånden går det op for os, at Leda slæber rundt på en mørk samvittighed overfor sine egne døtre.
Hun spiller op til en ung mand, som har gang i noget med moderen til pigen, der blev væk. En ældre amerikaner, der passer huse i byen, gør tilnærmelser til Leda, som afviser uhøfligt.
Sejler sidelæns og ubalanceret rundt
Sådan sejler Leda sidelæns og ubalanceret rundt på en ’arbejdsferie’, der unægtelig ligner et mareridt.
Hvad er der helt præcis galt med Leda?
Ikke noget. Egentlig. Hun befinder sig bare ikke så smertefrit i rollen som mor, som det forventes af hende, hvilket formentlig er en situation langt de fleste mødre kan genkende.
Men hvorfor opfører hun sig så mærkeligt? Formentlig dårlig samvittighed. I flere retninger. Måske savn. Traumer. Længsel. Moral.
Det er helt op til os som publikum at sammenstykke Leda.
Alt er ude af balance
I den sammenhæng minder ’The Lost Daughter’, der bygger på en roman af italienske Elena Ferrante, ikke så lidt om Jane Campions ’The Power of the Dog’.
Ingen af figurerne i filmen bliver udpenslet og beskrevet for os. Den store og larmende familie er helt igennem ulidelig. De store knægte forstyrrer alt og alle, faderen til den forsvundne lille pige bedriver vist noget lyssky forretning, men vi ved det ikke helt, og i baggrunden lurer en ældre alfaderlig type, der sender skulende blikke til Leda, men aldrig siger noget.
Det er som om, alt er ude af balance i den græske ferieidyl – måske fordi Ledas balance er ude af den.
Maggie Gyllenhaal er ikke så garvet som Jane Campion i kunsten af opbygge filmfigurer. Eller også hakker historien lidt, fordi der mangler stærkere bifigurer omkring Leda. I hvert fald kæmper ’The Lost Daughter’ med at holde motoren kørende i sine godt to timer.
Men Olivia Colman og Jessie Buckley, der spiller henholdsvis midaldrende og unge Leda, er begge fremragende til at skabe en nuanceret og kompleks kvinde.
Leda er, som mennesker er omkring os – gådefulde, mangesidede, utilregnelige, forvirrede, søgende og fulde af samvittighed og kærlighed, men ikke altid i stand til at håndtere den.