'Penny Dreadful: City of Angels' er den mærkeligste spinoff, jeg har set.
Showtimes oprindelige 'Penny Dreadful' kørte i tre sæsoner og var sådan et mellemstort hit. Med sit unikke (og rodede) sammenkog af fantasy, monstre, hekse og gotisk horror med feministiske undertoner ramte den en bestemt målgruppe hårdt. Men serien sluttede alligevel efter tre sæsoner. Brutalt og med masser af løse ender.
Af den grund skulle man tro, at den nye 'City of Angels' var et forsøg på at samle den helt særlige målgruppe op igen, efter 'Penny Dreadful' stoppede. Men der er tilsyneladende ingen kontinuitet.
Så vidt jeg kan se, er der kun en enkelt af de oprindelige skuespillere med. Den britiske Shakespeare-skuespiller Rory Kinnear, der spillede en exceptionelt følsom og rørende version af Frankensteins monster i den oprindelige serie. Denne gang spiller han en tysk læge med en tung accent og et medicinskab med et svastika indeni.
Her er de tre største grunde til at sætte lidt tid af til den nye 'Penny Dreadful: City of Angels'.
Et renskuret Los Angeles med masser af død
Ikke engang tonemæssigt føles de to serier særligt beslægtede. Den oprindelige 'Penny Dreadful' er et spraglet, psykologisk horror-univers. Den nye 'City of Angels' er en meget mere stramt fortalt periodekrimi med overnaturlige elementer.
Så den gode nyhed er, at du ikke behøver at bruge så meget som et sekund på at se eller læse om 'Penny Dreadful' for at hoppe på 'City of Angels'.
Det mørke, beskidte, victorianske London i 1800-tallet er også skiftet ud med et solrigt Los Angeles i 1938. Byen er så renskuret, at man næsten får ondt i øjnene. Hver en Cadillac skinner, hvert eneste bredskuldrede, nålestribede jakkesæt er pletfrit, og alle er tydeligvis trådt direkte fra badet og ud på gaden. Selv byens fattige mexicanske befolkning ser rige ud.
I andet afsnit er der en gangster, der skræmmer fire kæmpestore betjente væk. Han er næsten overjordisk smuk og slank med sine store mandeløjne og nystrøgede tøj. Selv hans springkniv er spejlblank.
Midt i al den rene og rige overflod dukker en masse død op. Det er lynhurtigt det mexicanske miljø, der får skylden for det. Fire rige, hvide mennesker fra Beverly Hills bliver nemlig fundet med den makeup, der traditionelt set bliver brugt på den mexicanske højtid De Dødes Dag.
Kort tid efter bliver fire hvide politibetjente dræbt under en demonstration mod en ny motorvej, der vil smadre det mexicanske kvarter. Som i enhver god krimi starter vi med et grotesk mord med rituelle undertoner.
Et umage par bliver sat på sagen. Den unge mexicanske betjent Tiago og den garvede jødiske betjent Lewis, der optrevler byens nazistiske forbindelser, når der er fyraften.
Ballademagerdæmonen og hendes søster
I 'Penny Dreadful: City of Angels' er der også masser af plads til fantasyelementer. Første scene er et mystisk og eksplosivt opgør mellem det gode og det onde, personificeret gennem to guddommelige søstre.
Den Loke-agtige ballademager-dæmon Magda og hendes pirrelige, hvidklædte søster Santa Muerte – de dødes beskytter.
Magda bliver spillet af Natalie Dormer, der udnytter alle sine intrigante talenter fra sin rolle som Margaery Tyrell i hitserien 'Game of Thrones'. Her spillede hun en af de mest skamløse og udspekulerede paladssnoge i seriehistorien, for hun var klar til at gifte sig med hvem som helst (Joffrey!) for at få mere magt.
Dormer morer sig tydeligvis, for hendes karakter i serien kan skifte til forskellige figurer. Og hun spiller dem alle kæmpestort. Når hun er i sin rene dæmonform, når hun er forvandlet til en tør sekretærtype med kuglerunde briller, og når hun spiller en blåøjet tysk forførerske med en håbløst tyk accent ("after ze war i waz living in ze bazement").
På en måde passer den overnaturlige kamp mellem det gode og det onde virkelig godt til krimistrukturen. For den centrerer sig som regel om, at de gode kræfter prøver at få styr på de onde.
Men samtidig føles det som det modsatte af, hvad der gjorde den oprindelige 'Penny Dreadful' fascinerende – nemlig, at den insisterede på, at alt var en gråzone. Selv litteraturhistoriens mest groteske monstre var menneskelige, hvis man bare gav sig tid til at se verden fra deres perspektiv.
Seksualitet skaber særlig sympati for monstrene
John Logan, der både står bag originalen og 'City of Angels' har også skrevet gigantiske blockbuster-succeser som 'Gladiator', 'Hugo' og James Bond-yndlingen 'Skyfall'.
Han siger, at hans homoseksualitet har givet ham en følelse af dybt slægtskab med monstrøse figurer - og et helt særligt perspektiv på dem.
Han fandt nemlig ud af, at det der tidligt i livet fik ham til at føle sig som monstrøs og anderledes, blev det, der gav ham selvtillid og en helt unik stemme som manuskriptforfatter.
"Skyggerne er det eneste, jeg interesserer mig for som dramatiker. Jeg tror ikke på helte, og jeg tror ikke på skurke. Javier Bardems Silva i 'Skyfall' havde været så nem at gøre til en stereotyp skurk. Men udfordringen og provokationen er at finde smerten i skurken, når jeg skriver", siger John Logan i et interview med magasinet Slate.
Men i 'City of Angels' rykker fokus fra det personlige til det politiske. Fra psykologi til etik. Og fra skyggerne til kampen mellem det gode og det onde. Racisme er det store tema. Tiago, der er byens første politibetjent af mexicansk oprindelse, kæmper med, hvor meget racisme han bliver nødt til at tolerere og internalisere for at være en 'rigtig' amerikaner og en god betjent.
Bystyret er i seng med magtfulde, tyske nazister og serien bugner indimellem med Trump-satire. For eksempel bliver byrådsformanden hvisket i øret af dæmonen Magda. Det får ham til at udnytte byens dødsfald til at vække racismen og derefter bruge racismen til at bygge motorvejen gennem det mexicanske lokalsamfund.
Frådende råber han, "I will build this road!" – og det kunne ligeså godt have været en mur.
Det er næsten som om, at 'Penny Dreadful' og den nye spinoff 'City of Angels' primært er forbundet ved at være hinandens modsætninger. Og det er godt nok en ny måde at tænke på spinoffs.
'Penny Dreadful: City of Angels' kan streames på HBO Nordic.