Forestil dig, at du har alt. Et godt job, styr på livet, en dejlig kæreste.
Men på ét sekund bliver tæppet pludselig revet væk under dig. Midt under en middag med svigerfamilien bliver du anholdt og smidt i fængsel for noget, du ikke har gjort.
Den desperate situation oplever Mohammed – omtalt som Mo - i den nye DR3-serie 'Fredløs', der delvist er bygget på en virkelig historie.
I serien følger vi, hvordan Mo efter en fortid med kriminalitet har fået styr på sit liv. Han bor sammen med sin søde kæreste, Ida, elsker sit job som kok, er social og har en masse venner. Han er det, man på godt dansk vil kalde for "velintegreret".
Men da han bliver sat uskyldigt bag tremmer, og livet glider væk under ham, mens hans sag trækkes i langdrag, finder han i stedet et fællesskab i fængslet med et religiøst sammenhold.
Hovedrollen bliver spillet af 31-årige Besir Zeciri, der bliver kaldt for "fuldstændig uovertruffen" som den rodløse Mo i en begejstret anmeldelse i Soundvenue.
Skuespilleren er mest kendt for sine hårde karakterer i DR's serier 'Bedrag' og 'Når støvet har lagt sig', krimidramaet 'Kød og blod' og TV2 Zulus 'Alfa'.
Det er dog en meget lidt hårdslående skuespiller, men en utrolig hjertevarm og smilende Besir, der tager imod i sin og kærestens hyggelige lejlighed i Nordvest i København.
Familiefotos og plakater hænger på væggene, og på sofaen ligger et hyggetæppe. På sofabordet i det ryddelige hjem har han dækket op med nødder og islandske snacks, som, forklarer han, er fra svigermor. Han byder på vand, danskvand og varm te.
Faktisk minder hans liv på mange måder om karakteren Mo, da alt er godt i starten af serien.
Besir Zeciri har fundet lykken med sin kæreste, som han har været sammen med i tre år. De blev faktisk gift sidste sommer, men han kalder hende af gammel vane stadig for "min kæreste". Skuespilkarrieren går også super godt, og han har lige fået hul igennem til det internationale marked.
- Jeg er sindssygt taknemmelig, siger han.
- Faktisk lykkelig.
Kort sagt er han der, hvor Mo var - inden han mistede alt og kom i fængsel og i sin svigerfars øjne blev alt det, han havde kæmpet hårdt for at lægge afstand til.
Og Besir Zeciri kan sagtens sætte sig ind i, hvad der så driver Mo og andre i hans situation ud i at søge et alternativt fællesskab.
- Hvis jeg mistede det hele, ville jeg også blive vred. Jeg er vokset op med mennesker, der godt kunne ligne Mo, og som kæmper med de samme ting. Det handler om identitet. Vi vil allesammen gerne høre til.
Troede aldrig, han ville komme til at arbejde igen
Ikke at det på nogen måde er på højde med karakteren Mos situation; men i meget mindre alvorlig skala mærkede Besir Zeciri sidste år selv, hvordan det føles at miste noget, man i flere år har kæmpet hårdt for at opnå.
Efter han blev uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i København, der tog adskillige forsøg at komme ind på, var det lykkedes ham at få gang i karrieren.
Han havde landet en birolle som Mads i den meget omtalte spillefilm 'Kød og blod' med Sidse Babett Knudsen. Samtidigt stod han foran sin store debut med en hovedrolle i teaterforestillingen 'Desertør'.
Eller - det var i hvert fald planen, hvis ikke lige corona-lockdown ramte Danmark dagen før premieren, og forestillingen droppet.
Filmen blev også udskudt. Men værre endnu: Besir Zeciris mobil stoppede med at ringe. Og den var tavs i fire lange måneder.
- Som skuespiller under corona skal du virkelig kunne finde ud af at administrere din dag og dine følelser, siger Besir Zeciri.
Han lægger ikke skjul på, at det var en meget svær tid for ham rent personligt. Hvor hvis han ikke var skuespiller, hvad var han så?
- Der var et tidspunkt, hvor jeg tænkte, at jeg aldrig ville komme til at arbejde som skuespiller igen, og at jeg måtte droppe alt. Jeg ved, at jeg skal stoppe med at pive, for jeg var meget heldig at komme i gang igen. Men det var virkelig sådan, det føltes.
Og det var på cirka det her tidspunkt, han hørte om den nye serie 'Fredløs' fra sin ven, Babak Vakili, som er seriens hovedforfatter med Malthe Jagd Miehe-Renard, samt aktuel med sin P3-podcast 'Generationen'.
Lige da Besir Zeciri hørte om rollen som Mo, vidste han det bare: Det var ham, der skulle fortælle den historie.
Men det krævede, at han lige fik overbevist seriens instruktør, Laurits Flensted-Jensen, og de andre på filmholdet om det samme. Da han kontaktede dem og fortalte, at han sindssygt gerne ville have rollen, fik han svaret, at de havde andre planer med karakteren.
Det svar kom egentlig ikke bag på Besir Zeciri, for han har aldrig været typen, der har fået noget forærende.
Det var ikke ham, der fik en lejlighed eller bil af sine forældre. Det var heller ikke ham, der gled ubesværet ind på sin drømmeuddannelse i første hug, hvorefter de store roller stod i kø. Tværtimod har han altid arbejdet hårdt og kæmpet for det, han ville have.
- Men når det så er sagt, er jeg meget taknemmelig for det hele. Det smager jo meget bedre at spise en burger, når man har løbet 100 kilometer, som han siger med et smil.
Det var først, da Besir Zeciri gik til casting på en anden rolle i 'Fredløs', at han endelig fik lov til også at aflægge audition til Mo. Og heldigvis havde han en god dag, som han siger beskedent.
- Det er sindssygt svært at gå til casting, du har et kvarter til at vise, hvad du kan. Men jeg var bare sådan: "Jeg skal have den fucking rolle."
Fordi du var arbejdsløs?
- Nej, det handlede ikke om, at jeg bare ville have et arbejde; Jeg skulle fortælle den historie. Jeg kunne sætte mig ind i Mos tanker, og så er jeg selv vokset op i de her forskellige miljøer, som Mo er i.
Han stopper op.
- Jeg ville ønske, at jeg kunne snakke om mine roller uden at komme ind på min egen baggrund, fordi jeg gerne vil have, folk forstår, det er skuespil, og skelner. Men på den anden side er det også i det her tilfælde en del af min og rollens identitet. Så kan du ikke bare skrive: "Besir har stort kendskab til de miljøer, også de islamiske, som Mo bevæger sig i".
Læderbukser i gymnasiet
For 31 år siden blev Besir Zeciri født af herboende albanske forældre fra Nordmakedonien og voksede op på Vestegnen. Som efternøler med fire ældre søskende var hjemmet fyldt med liv og kærlighed.
Ligesom mange andre unge hørte han rappere som Tupac og Biggie, men identificerede sig ikke som gangsta. Han kunne sagtens finde på at dukke op i læderbukser i gymnasiet og bryde ud af de roller, der blev forventet af ham.
Selvom forældrene nok helst havde set ham blive tandlæge eller noget andet "fornuftigt", var han draget af filmens verden. Gymnasiet i Avedøre, hvor han gik, havde et samarbejde med Zentropa, og han havde en fantastisk lærer, som introducerede ham til 'Godfather' og andre filmklassikere.
- Der startede det stille og roligt med, at jeg skulle være skuespiller. Jeg var bare meget fascineret af det, man kunne fortælle via et filmmedie og har altid været fascineret af mennesker og deres historier.
Efter gymnasiet fik Besir Zeciri et par mindre roller og besluttede sig for at gå hele vejen og uddanne sig til skuespiller. Så efter et par forsøg - okay, fire - slap han gennem optagelses-nåleøjet til Den Danske Scenekunstskole med syv andre elever, hvor han blandt andet "rendte rundt i bare tæer og talte om følelser".
Den læring har han brugt til at sætte sig ind i sin karakter Mo. Men han har også haft personlige referencer at trække på til rollen.
- Min karakter Mo er albaner og flytning fra Kosovo, og jeg er jo brun og har albanske rødder. Jeg hader at snakke om det, fordi jeg ikke føler, folk kan forholde sig til en opvækst, hvor man er anderledes, fordi man er brun - med mindre man selv har prøvet det. Faktisk vil jeg ikke snakke om at være brun, og nu snakker jeg alligevel om det. Men det handler meget om intentionen hos den, jeg taler om det med.
Har du da oplevet at blive behandlet anderledes?
- Som barn får vi hele tiden at vide, "du er dansker, araber, somalier", og det mener jeg, er forkert. Børn skal have lov til at være børn og så finde ud af resten selv hen ad vejen, siger han og fortsætter:
- Hvis jeg sidder til en middag, og en begynder på: "Jeg har ikke noget imod nogen, men…". Det har jeg det meget svært ved. Så kan jeg bedre forholde mig til folk, der rent faktisk siger, de er racister.
Han husker stadig, hvordan han så nyhederne med sin far som barn og blev ked af det, når politikerne omtalte dem som et "problem".
- Jeg mener, at den måde politikerne har talt om indvandrere på de sidste tyve år, påvirker folk og adskiller os i stedet for at bringe os sammen. Og når først du bliver ked af det som barn, kan det ske, at du bliver vred, når du bliver ældre. Mo var vred, fordi han blev behandlet så uretfærdigt, at det ødelagde hans liv.
Mo er delvist bygget på en virkelig historie, og hvad karakteren tager af drastiske beslutninger i forsøg på at finde et sted, hvor han hører til, skal ikke afsløres her. Men Besir Zeciri håber inderligt, at vi seere kan forstå, hvad der ligger bag Mos kontroversielle valg.
- Jeg dømmer ikke Mo, jeg forsvarer ham og bakker ham hundrede procent op. Jeg vil gerne vise nuancerne, og det giver serien lov til.
Hemmeligt projekt for international streamingtjeneste
Efter corona er Besir Zeciris mobil begyndt at ringe igen, og han er et sted i sin karriere, hvor han kan begynde at sige nej til ting. Og så er han så småt ved at få hul igennem til det internationale marked.
I øjeblikket er han i fuld gang med indspilningerne til et pt. hemmeligt projekt for en international streamingtjeneste med en kendt instruktør. Og for nyligt var han i Helsinki i forbindelse med en spillefilm, der skal optages i Tenerife i næste måned. Her spiller han en albansk fyr fra Skandinavien.
Hvordan har du det med at spille endnu en albansk karakter?
- Jeg er meget taknemmelig for alle de roller, jeg får tilbudt, fordi det giver mig mulighed for at lave så meget forskelligt. Men jeg vil da også gerne portrættere brune mennesker som helt almindelige mennesker, der gennemgår samme problemer som alle andre, for sådan er vi også.
Han nævner som eksempel, at han drømmer om at spille hovedrollen som en helt almindelig mand, der måske holder Ramadan eller jul eller noget helt tredje, og så bliver hans barn ramt af sygdom. Eller periodedrama tilbage i tiden, hvor han ville "elske at ride på en fucking hest", hvor hudfarve og kultur ikke er i fokus.
- Mit mål er at være kendt som ham, der går ind i en rolle og fylder personen ud, uanset hvem det er, siger han.
Så tilføjer han med et smil:
- Jeg vil være den bedste karakterskuespiller i Danmark. Det må du gerne slutte af med at skrive.
'Fredløs' er en DR3-serie på otte afsnit og kan ses på DRTV