Omkring bordet sidder syv mænd. De skal stemme om store beslutninger, men ingen stoler på hinanden. Hver gang nogen stiller et forslag, rækker alle hånden tøvende i luften for at afvente den rigtige beslutning.
Skal hånden op eller ned? Hvis nogen hævder at vide, hvad gamle Josef Stalin ville have gjort, bliver de andre straks i tvivl. Ingen mener rigtigt noget – ikke andet end det, der kan sørge for, at de holder fast i deres magt og ikke bliver henrettet som 'fjende af folket'.
Reelt var der ikke meget at grine af, da den kommunistiske leder, Josef Stalin, døde den 5. marts 1953. Ikke alene var Stalin en sjældent brutal magthaver med mange millioner dræbte på samvittigheden.
I dagene omkring hans død begyndte et magtspil, der kostede uskyldige livet, og som også endte med at en af de decideret skyldige, den frygtede leder af det hemmelige politi, Lavrentij Berija, blev henrettet.
I de dage herskede paranoiaen og kynismen overalt i det russiske hovedsæde, Kreml. Endda så grundigt, at det også blev indirekte komisk.
En dødsensfarlig koncert
Det udnytter den britiske instruktør med de italienske aner, Armando Iannucci, i sin filmatisering af Fabien Nurys og Thierry Robins tegneserie 'Stalins død'. Mere kulsort kan komik knap nok blive.
'Ingen vil blive slået ihjel', råber koncertchefen for eksempel nervøst, da han forsøger at genne publikum sammen til en ny opførelse af den koncert, de lige har været vidne til i begyndelsen af 'Stalins død'.
Men nogen, formentlig især koncertchefen, kan faktisk risikere at blive henrettet eller sendt i arbejdslejr i Sibirien.
Selveste Josef Stalin har nemlig ringet og bedt om en optagelse af koncerten. Og sådan én findes ikke. Koncerten blev ikke optaget. Derfor skal publikum og musikere hentes ind igen. Uden at Stalin opdager noget.
Det bliver ikke nemmere af, at dirigenten besvimer af angst, efter at have erklæret at Stalin nok ikke kan høre forskel – for tænk nu, hvis koncertsalen blev aflyttet.
Så må en ny dirigent hentes i nattens mørke. Og det bliver endnu mere problematisk, da koncertens stjernepianist nægter at spille, eftersom Stalin har sendt hele hendes familie i døden i Sibirien.
En kulsort parodi på det politiske spil
Helt så gennemvædet af angst har den russiske virkelighed nok ikke været under Josef Stalin. Men det har været tæt på i visse kredse.
Da Stalin faldt om med en hjerneblødning i marts 1953, gik der mindst 12 timer, inden en læge blev tilkaldt.
Hvad Berija, den senere partichef Nikita Khrustjov og de andre i den magtfulde inderkreds tænkte og gjorde i de mindst 12 timer, kan vi kun gætte på, men det har i hvert fald ikke været til Stalins bedste. Det tog livet af ham.
Den kynisme folder Armando Iannucci ud i nogle vanvittige forløb, der ikke kun skaber komik ud af de russiske kommunisters absurde magtspil og foragt for menneskeliv.
'Stalins død' er i almindelighed en kulsort parodi på politiske spil og intriger. Det har endnu ikke kostet menneskeliv, men nutidens spil om finanslov og skattelettelser i dansk politik har som bekendt også et komisk præg.
Ligesom briternes Brexit-ballade. Og italiensk politik i almindelighed. Dermed overhovedet ikke sagt, at politikere er komiske tosser – det ville være så letkøbt, at det er dumt. Men magtspil har en tendens til at få folk til at se endog meget barnlige ud. Jo større magtspil, jo mere grotesk komik.
Komiske begavelser og velskrevne scener
Nurys og Robins oprindelige tegneserie er mindre morsom og mere knugende end Iannuccis film.
For eksempel lægger tegneserien stor vægt på Berijas hensynsløse misbrug af unge kvinder og endog piger.
Det er alt for hård kost for morskaben i Iannuccis film, der først og fremmest fungerer ved at slippe store komiske begavelser som Steve Buscemi, Michael Palin, Simon Beale og Jeffrey Tambor løs i velskrevne scener.
Det er grundlæggende meget voldsomme begivenheder. Og grinet er ofte tæt på at sidde fast i halsen. Men det er samtidig grinet, der giver filmen den tankevækkende styrke. Den understreger, helt ubesværet, at store politiske magtspil og absurd komik virkelig går hånd i hånd.