Mine damer og herrer. Tag godt imod en ny humorist i amerikansk film, Greta Gerwig.
Nye komikere og humorister er ikke ligefrem en sjældenhed i amerikansk film, men det er til gengæld sjældent, de træder så tydeligt frem med deres egen tone som Gerwig.
Hun har helt afgjort gået i skole hos sin kæreste og samarbejdspartner, Noam Baumbach, som hun har arbejdet sammen med i filmene ’Greenberg’, ’Mistress America’ og ’Frances Ha’. Men Gerwig kan noget på egne ben.
Hendes anden film som instruktør, ’Lady Bird’, er ikke en usædvanlig film i sin opbygning eller sit tema.
Det er næsten ikke til at bevæge sig gennem filmhistorien uden at træde på fortællinger om teenagere, der kæmper for at bryde ud af familiens fængsel og længes efter at finde deres egen identitet, helst i den helt anden ende af landet.
Og de fleste af dem handler om en nørdet type, der er ven med en anden nørdet type fra klassen, men drømmer om at score den lækre vindertype.
Der er intet nyt i den sammenhæng i ’Lady Bird’, der er baseret på Greta Gerwigs egen ungdom i Sacramento. Til gengæld kan Gerwig noget med at vende og dreje små komiske hverdagssituationer på finurlige, overraskende og lærerige måder.
Næste stop: Et lokalt college og så videre i fængsel
Hovedpersonen Christine, der i sine identitetskvababbelser insisterer på at hedde ’Lady Bird’, kæmper fx med sin velmenende, men ikke ligefrem støttende mor.
Moderen insisterer på, at Lady Bird ikke er begavet nok til at komme på et fint college i den modsatte ende af landet, på den kulturelt tunge østkyst, hvor ’forfattere lever i skovene’, som Lady Bird romantisk formulerer det under en biltur.
’Du kan komme på et lokalt college, og så videre i fængsel, og så tilbage til et lokalt college, hvor du kan lære at tage dig sammen’, rabler moderen, inden Lady Bird gør det, som de fleste teenagere har fantaseret om at gøre, men alligevel har holdt igen med, klikker sin sikkerhedssele op, åbner døren og vælter sig sidelæns ud af bilen, der kører afsted i høj fart.
Og i omtrent resten af filmen tøffer Lady Bird rundt med sin ene arm i gips.
Som menneskeportrætter og fortælling er ’Lady Bird’ slet ikke så original som Noam Baumbachs film, ’Frances Ha’, ’While We’re Young’ og ’The Meyerowitz Stories’. Til gengæld har Greta Gerwig en usædvanlig streng og præcis timing hele vejen igennem.
Der er næsten ingen scener, der føles slappe, eller uden pointe, eller skrevet med venstre hånd eller indspillet uden mål og fokus. Alt sidder lige i skabet.
'Alene det fjæs er ubetaleligt'
Førnævnte skænderi i bilen mellem datter og mor kunne nemt være endt som den fladeste rugbrødsscene i enhver komisk ungdomsfilm.
Men for det første giver Greta Gerwig en ekstra tand af grovhed, da moderen ligefrem hævder, at hendes datter formentlig vil komme i fængsel.
Derudover er samspillet mellem Saoirse Ronan som Lady Bird og Laurie Metcalf som hendes mor, simpelthen så vidunderligt præcis i hver en tone i ordene og i ethvert ansigtstræk. Alene det fjæs, Laurie Metcalf sætter op, da Lady Bird falder ud af døren, er ubetaleligt.
Og så er der afslutningen på scenen, Lady Birds fald ud af døren. Gennem hele filmen har Greta Gerwig en evne til at afslutte scenerne med et overraskende fysisk punktum – folk der går, folk der smækker med dørene eller folk, der falder ud af en bildør – i stedet for at lukke ned med en klassisk punchline. Og det giver som regel scenerne et forfriskende pust.
Det er i almindelighed Gerwigs bidrag – at være et skønt forfriskende pust. Men hun skal være velkommen til at supplere sin fantastisk komiske timing med et mere opfindsomt menneskeportræt og en mere overraskende historie næste gang.