(Foto: © Nina Prommer)

Bare ben, kæmpekjoler og kulørte briller: Se alle stjernerne til Golden Globes

Stjernerne havde brugt lang tid foran spejlet i anledning af dette års Golden Globes.

Traditionen tro blev sæsonens prisuddelinger natten til mandag skudt i gang med Golden Globes, hvor et hav af Hollywood-navne var mødt op til festlighederne.

Prisuddelingen bliver ofte kaldt Oscarens sjove lillebror og er kendt for at være en farverig og løssluppen prisfest, hvor der er fuld fart på garderoben og høj stemning til showet med jokes og drinks i stride strømme.

I modsætning til Oscar-uddelingen, der løber af stablen næste måned, bliver der til Golden Globes både delt priser ud til film og tv – en slags blanding af Emmy-uddelingen og Oscar-uddelingen, om man vil.

Udover prestigen i at vinde en gylden globus, så er prisen også vigtig, da den traditionelt set giver et praj om, hvem der kan vinde en Oscar.

Og når man skal på scenen og give sin takketale foran cremen af filmbranchen og millioner af seere, skal tøjet selvfølgelig være knivskarpt.

Kom med på den røde løber og se, hvordan man klæder sig, når man er inviteret med til en af Hollywoods største prisuddelinger.

  • Skuespilleren Billy Porter havde fundet fjerene frem på den røde løber. Han var nomineret til en Golden Globe for 'Bedste mandlige skuespiller i en tv-serie – drama' for serien 'Pose', men måtte se sig slået af Brian Cox, der vandt for sin rolle i 'Succession'. (Foto: © Nina Prommer)
    1 / 20
  • Også sanger Taylor Swift var inviteret til prisuddelingen. Her får hun lidt hjælp til slæbet på sin storblomstrede kjole. Hun var nomineret i kategorien 'Bedste originale sang' for balladen 'Beautiful Ghosts', der var med i 'Cats'-filmen. Prisen gik dog i stedet til 'I'm Gonna Love Me Again' fra 'Rocketman'. (Foto: © VALERIE MACON, AFP or licensors)
    2 / 20
  • Jennifer Lopez vakte opsigt i sin kæmpekjole med stort gyldent bånd. Hun var nomineret for sin rolle i 'Hustlers', men det blev Laura Dern, der løb med prisen for sin rolle i 'Marriage Story'. (Foto: © NP)
    3 / 20
  • Én af Hollywoods allerstørste stjerner Leonardo DiCaprio var nomineret for sin rolle i 'Once Upon a Time... in Hollywood', men måtte se sig slået af Taron Egerton for rollen som Elton John i 'Rocketman'. (Foto: © VALERIE MACON, AFP or licensors)
    4 / 20
  • Et andet stort navn ved dette års Golden Globes var Brad Pitt, der, som Leonardo DiCaprio, også var nomineret for sin rolle i 'Once Upon a Time... in Hollywood'. I modsætning til DiCaprio vandt Pitt dog prisen. Dermed slog han legendariske navne som Al Pacino og Tom Hanks. (Foto: © VALERIE MACON, AFP or licensors)
    5 / 20
  • En af Hollywoods kvindelige veteraner Nicole Kidman var nomineret som bedste kvindelige skuespiller i en tv-serie - drama for sin rolle i 'Big Little Lies'. Prisen gik dog til Olivia Colman for rollen i 'The Crown'. (Foto: © George Pimentel, 2020 George Pimentel)
    6 / 20
  • Gwyneth Paltrow på den røde løber i en gennemsigtig kjole. Tilbage i 1998 vandt hun selv en af hovedpriserne for sin rolle i 'Shakespeare in Love'. (Foto: © VALERIE MACON, AFP or licensors)
    7 / 20
  • Elton John havde taget sin mand, David Furnish, med til Golden Globes. Han havde i anledning af festlighederne fundet et par af sine karakteristiske store par briller frem. Da han skulle præsentere et klip fra den biografiske film 'Rocketman', måtte han tage brillerne af, da han ikke kunne læse, hvad der stod på teleprompteren. Han vendte senere tilbage på scenen, da 'Rocketman' vandt for 'Bedste originale sang'. (Foto: © Frazer Harrison, 2020 Getty Images)
    8 / 20
  • Komiker, skuespiller og forfatter Ramy Youssef vandt prisen som 'Bedste mandlige skuespiller i en tv-serie – komedie' for 'Ramy'. I sin takketale jokede Ramy Youssef med, at hans egen mor faktisk heppede på Michael Douglas, der var nomineret i samme kategori. (Foto: © VALERIE MACON, AFP or licensors)
    9 / 20
  • Tom Hanks var nomineret som 'Bedste mandlige birolle i enhver genre' for 'A Beautiful Day in the Neighborhood'. Desuden modtog han dette års ærespris Cecil B. DeMille-prisen og fik et langt, stående bifald, da han indtog scenen og gav en tårevædet takketale. (Foto: © Jon Kopaloff, 2020 Getty Images)
    10 / 20
  • Skuespilleren Daniel Craig lignede sit alter ego James Bond i en stilet sort smoking på den røde løber. Han var nomineret som 'Bedste mandlige skuespiller i en komedie eller musical' for 'Knives Out', men prisen gik i sidste ende til Taron Egerton for 'Rocketman'. (Foto: © VALERIE MACON, AFP or licensors)
    11 / 20
  • En af de store favoritter ved prisuddelingen var Joaquin Phoenix, der var nomineret som 'Bedste mandlige skuespiller i en dramafilm' for 'Joker'. Og som mange måske havde forventet, vandt han også prisen. (Foto: © VALERIE MACON, AFP or licensors)
    12 / 20
  • Komikeren Ellen DeGeneres ses her med sin kone Portia de Rossi. DeGeneres blev hædret med Carol Burnett-prisen for sin lange karriere i tv-branchen. (Foto: © VALERIE MACON, AFP or licensors)
    13 / 20
  • Komiker, forfatter og skuespiller Ricky Gervais var for femte vært gang ved prisuddelingen. Han er berømt og berygtet for sit værtskab, hvor han gør grin med alt og alle og ofte bliver beskyldt for at gå over stregen. (Foto: © Nina Prommer)
    14 / 20
  • Skuespilleren Scarlett Johansson viste tatoveringerne frem ved dette års Golden Globes. Hun var nomineret som 'Bedste kvindelige skuespiller i en dramafilm' for 'Marriage Story'. (Foto: © VALERIE MACON, AFP or licensors)
    15 / 20
  • Skuespilleren Jason Momoa, kendt for sin rolle som 'Aquaman' var også med til prisuddelingen. Han vakte opsigt under selve uddelingen, da han tog sin jakke af og tilbragte en stor del af sin aften i en sort undertrøje, mens de fleste af kollegerne sad i gallakjole og smoking. (Foto: © VALERIE MACON, AFP or licensors)
    16 / 20
  • Quentin Tarantino vandt prisen for sit manuskript til 'Once Upon a Time... in Hollywood'. (Foto: © VALERIE MACON, AFP or licensors)
    17 / 20
  • Sacha Baron Cohen var til at få øje på i sit knaldblå jakkesæt ved prisuddelingen, hvor han var nomineret til prisen for 'Bedste mandlige skuespiller i en miniserie eller tv-film' for 'The Spy'. (Foto: © Steve Granitz, 2020 Steve Granitz)
    18 / 20
  • Skuespiller Adam Driver har haft et stærkt år med flere store roller - blandt andet i 'Star Wars' og 'Marriage Story'. Sidstnævnte optræden gav ham en nominering som bedste mandlige skuespiller i en dramafilm, men han blev slået af Joaquin Phoenix, der vandt for 'Joker'. (Foto: © VALERIE MACON, AFP or licensors)
    19 / 20
  • Renée Zellweger ses her på den røde løber. Hun var nomineret som bedste kvindelige skuespiller i en dramafilm for sin rolle i 'Judy', hvor hun portrætterer Judy Garland. Hun endte også med at vinde prisen. (Foto: © VALERIE MACON, AFP or licensors)
    20 / 20