Anmelderne er vilde med den nye Star Wars-film

Filmen 'Star Wars: The Last Jedi' får ros for sine flotte scener, gode skuespilpræstationer og moderne rollebesætning.

Britiske John Boyega spiller igen Finn, som vi mødte første gang i 'Star Wars: The Force Awakens' i 2015. (© Walt Disney Pictures)

I aftes rullede den velkendte, gule introtekst, som alle ’Star Wars’-filmene er blevet indledt med, igen over lærredet.

Det skete, da den nyeste film i rækken, ’Star Wars: The Last Jedi’, tirsdag fik premiere i London.

Og med den følger de første danske anmeldelser, som er ovenud positive. Berlingske giver filmen fem stjerner, og Politiken uddeler fire hjerter.

Det skriver Ritzau.

Begge medier fremhæver, at filmen formår at tilføje noget moderne til den nostalgiske fortælling, da helterollerne ikke længere kun tilhører hvide mænd.

- De nye, unge helte er en sort (John Boyega) og en jødisk (Oscar Isaac) pilot af hankøn, en hvid ung kvinde og en drenget asiatisk pige (Kelly Marie Tran). Regnbuekoalitionen er hermed på plads, skriver Politikens Kim Skotte.

Kelly Marie Tran spiller Rose. Bag ved hende ses John Boyega, der spiller Finn. (Foto: © Jonathan Olley, Copyright: 2016 Lucasfilm Ltd. & ™)

Når de store slag skal udkæmpes mellem mørkemænd og oprørere, har skaberne af den nye film sørget for storslåede, visuelle effekter.

- Filmen har fantastisk flotte scener, der kan tage pusten fra selv den mest forvænte, skriver Kim Skotte.

- En helt vanvittigt flot film

Jyllands-Posten erklærer sig enig i den påstand. Anmelder Katrine Sommer Boysen kvitterer også med fem ud af seks stjerner.

- Det er en helt vanvittigt flot film. Alt fra rumskibene over scenografien til de smukt koreograferede lyssværdkampe er perfekte, skriver avisen.

DR’s Per Juul Carlsen fra podcasten Filmland giver samme pæne karakter og glæder sig over instruktør og forfatter Rian Johnsons arbejde med det velkendte univers, der er landet i Disneys hænder.

- Håbet er tilbage i Star Wars. Den pengebevidste sithhersker, Disney, kan lyttes. Og med Rian Johnson - den nye helt - ved roret, er Star Wars igen rigtig spændende at følge, skriver Per Juul Carlsen.

Også Christian Monggaard fra Information, der dog ikke uddeler stjerner, er stærkt tilfreds med den nye film.

- At skulle løfte arven efter George Lucas og 'Star Wars' er i sig selv en frygtindgydende opgave. At det så lykkes Disney, der har købt Lucasfilm, og Kathleen Kennedy, der er sat i spidsen for selskabet, på fremragende vis, er noget nær et mirakel, skriver han.

Her ses Captain Phasma og et par Stormtroopers i en scene fra den nye film. (Foto: © Jonathan Olley, Copyright: 2016 Lucasfilm Ltd. & ™)

Ros til skuespillerne

Ekstra Bladet giver fem stjerner ud af seks mulige og hylder både filmens teknik og fortælling, og i BT bliver der også sendt fem stjerner ud af seks mulige afsted.

Her roser anmelderen især skuespillernes præstationer.

- Vi får især stærke præstationer fra Mark Hamill som den rådvilde Skywalker, fra Daisy Ridley som den søgende Rey, et sørgmodigt gensyn med nu afdøde Carrie Fishers Leia og ikke mindst en stærk og rørende Adam Driver som Kylo Ren, skriver anmelder Michael Lund.

/DR Kultur/