Det fantastiske ved ’The Shape of Water’ er … Nej, vent lidt, om igen. Det, der OGSÅ er fantastisk ved ’The Shape of Water’ er, at den består af flere film i et smukt samarbejde.
Den er en kærlighedshistorie, en romantisk fortælling om skønheden og udyret, der forsøger at finde sammen under de mest umulige omstændigheder og i en af USA’s mest intense perioder, politisk set.
Men det er også en spændingsfilm, om de to elskendes kamp for at slippe væk med et virkelig ondskabsfuldt bæst på nakken. Og ’The Shape of Water’ er en monsterfilm, en af den slags, hvor et mystisk og frastødende væsen dukker op og skaber forvirring midt i den verden, vi troede, vi kendte så godt.
Her er monstret bare sjældent nærværende. Det kender til medfølelse, kunstnerisk skønhed og det har endda et sexliv – med et menneske.
Og så er ’The Shape of Water’ en hyldest til den amerikanske underholdningsindustri, ikke mindst til Hollywood, til al den glittede populærkultur som musicals, popmusik og tv-udsendelser, der normalt regnes for at være åndelig junkfood, men som giver nogen af os små øjeblikke af berusende glæde.
Ode til outsidere
Men mest af alt er ’The Shape of Water’ en ode til alle outsidere. Som Eliza, den stumme rengøringskone, der masturberer på tid i sit badekar og drømmer sig væk til sort/hvide musicals i biografen under hendes lejlighed, når hun ikke gør rent i et oceanarium, der en dag bliver beriget med et mystisk væsen, trukket op af en sydamerikansk flod.
Og Elizas nabo, den homoseksuelle reklametegner Giles, der er for håbløst romantisk til den her verden. Og Elizas evigtsnakkende veninde, Zelda, der er sort i 1950’ernes USA og dermed per definition ukorrekt.
Og videnskabsmanden Hoffstetler, der er kommunist og dermed i særdeleshed outsider i 1950’ernes hysterisk kommunist-angste USA.
Og ikke mindst det mystiske vandvæsen, der bare ikke passer ind i vores verden.
Alle de outsidere har en fælles fjende i Richard Strickland, det menneskelige bæst, der trak havvæsenet op af floden i Sydamerika i håb om at berige sit elskede USA med ny viden.
Hvorvidt Strickland arbejder for CIA, militæret eller en hemmelig efterretningstjeneste står hen i det uvisse. Det er netop pointen.
Han er repræsentant for den grumme side af 1950’ernes glansbillede-USA. Han afskyr per instinkt sorte. Han ser homoseksuelle og kommunister som en naturlig fjende. Han nedkæmper til enhver tid det ukendte og unormale.
Og hvad angår hans kernefamilie, der er taget lige ud af en af Giles’ reklametegninger fra 50’erne, er han kun interesseret i at ondulere sin smukke, hengivne hjemmegående husmor, mens han holder hende for munden, så hun ikke støjer. Kvindefrigørelse interesserer ham med andre ord ikke.
5-6 film i smukt samarbejde
Det er alt sammen afgjort sat på spidsen af den mexicanske instruktør Guillermo del Toro, der altid har hyldet outsidere i film som ’Pan’s Labyrint’ og Hellboy 1 og 2’. Men ’The Shape of Water’ er heller ikke socialrealisme.
Den er et sammenkog af Hollywoods fantasifabrikationer, med klare referencer til gamle monsterfilm og romantiske musicals – og med 1950’ernes amerikanske perfektionistiske normalitet som modbydelig modpol.
Og med fremragende skuespillere som Sally Hawkins, Richard Jenkins, Octavia Spencer og Michael Shannon i uforglemmelige roller som henholdsvis stumme Eliza, drømmende Giles, evigtplaprende Zelda og ualmindeligt grumme Strickland.
Det er i imponerende velorkestreret filmhåndværk, overdådigt filmet af danske Dan Laustsen, hvis kamera smyger sig nysgerrigt gennem de klassiske Hollywood-kulisser.
Men det helt fantastiske ved ’The Shape of Water’, det der får den medmenneskelige varme til at sprede sig uimodståeligt ud til tilskuerne, det der gør den til en virkelig anderledes monsterfilm, er at den består af 5-6 film i et smukt, smukt samarbejde.