Det her skulle have været en slags retræte af en anmeldelse.
Den skulle have sat tingene på plads efter en lidt overstadig reaktion på Lars von Triers 'The House that Jack Built' under årets filmfestival i Cannes.
Den internationale filmverden er blevet en utrolig artig paradeforestilling i rigtige meninger.
#metoo-bevægelsen, identitetspolitikken og andre strømninger har deres naturlige berettigelse, men de bliver også brugt til at banke litteratur, film, serier og andre kulturelle tiltag på plads, når de træder ud over korrekthedens selvbestaltede love.
Det bliver tydeligere år for år på de store internationale filmfestivaler, der ihærdigt forsøger at komme eventuel ballade i forkøbet, blandt andet ved at frasortere provokerende film.
Lars von Trier blev taget delvist til nåde i Cannes med 'The House that Jack Built', der blev vist på festivalen, syv år efter 'jeg forstår Hitler'-balladen.
Den beslutning blev modtaget med protester i flere medier, men vist blev filmen, og med sin kompromisløse stil skar den gennem strømmen af artige film som en hajfinne i en glat havoverflade.
Og så skrev den her anmelder en begejstret anmeldelse i glæde over endelig at blive rusket, provokeret og udfordret.
Men så meldte tømmermændene sig. Var Triers nye film ikke lidt flad med sin banale seriemorder? Og var 'Jack' ikke bare en tynd gentagelse af stilen i 'Nymphomaniac'?
'Jeg må hellere se den igen, inden jeg skruer ned for begejstringen', mumlede jeg for mig selv. Og så 'Jack' igen. Og blev mere begejstret end første gang.
Fuld af politisk ukorrekte grovheder
Seriemorderen Jack alias Mr. Sophistication, spillet af Matt Dillon, er en gådefuld figur.
Han begynder først sin karriere som seriemorder, da han en dag bliver stoppet af en kvinde på en øde landevej. Kvinden (Uma Thurman) er frygteligt irriterende. Hun generer endda Jack ved at hævde, at han ligner en seriemorder.
Altså får hun et gok i nøden med sin defekte donkraft – og så er Jack i gang. Inden længe planlægger han sine mord som en del af et kunstværk, en egoistisk higen mod storhed.
Trier præsenterer Jacks mord med kulsort humor og politisk ukorrekte grovheder, som for eksempel at lade Jack skære brysterne at sine kønne kæreste, som han konsekvent kalder Tumpe, og derefter bruge det ene bryst som tegnedreng.
Jack får mere eller mindre lov til at gøre, som han har lyst, hvilket indirekte får Trier til at ligne Jacks åndelige medsammensvorne.
Men undervejs viser Trier sin væmmelse ved Jack, eksempelvis ved at bruge David Bowies 'Fame', når Jack har begået et mord.
Jack er en narcissist, der higer efter berømmelse med sine mord, antyder Trier og hudfletter dermed et træk ved historiens små og store massemordere – en trang til at udødeliggøre sig selv ved at dræbe medmennesker.
Triers mest imødekommende film?
I den konversation med en vis Virgil, som løber gennem hele 'The House that Jack Built', serverer Jack den ene storladne teori om drab efter den næste.
På et tidspunkt sammenligner han for eksempel massemord i krig med vinproduktion på ædelt rådnede druer. Og sådan sender Trier sit publikum på en lang rejse gennem digressioner, syrede sammenligninger, filosofiske teser og andre strøtanker, der hele tiden tvinger publikum til at tænke videre og finde deres egne associationer.
Så kompleks og mangefacetteret en film er 'The House that Jack Built', så meget udfordrer Trier os, indtil Jack møder sin velfortjente skæbne.
Alt det faldt smukkere på plads for mig ved andet gennemsyn.
Og pludselig stod 'Jack' som Triers hidtil mest imødekommende film, et angreb på menneskets iboende grusomhed og ikke mindst et angreb på den trang til at svælge i mord og død, som præger vores kultur og medier.
'The House that Jack Built' er en brutal og grim film om mord, fordi film om mord ikke skal være lækkertgrumme, sådan som krimier og serier har for vane.
En film om en seriemorder skal kraftedeme gøre ondt. Og en film om menneskets iboende ondskab skal ikke være et bilag til aftenkaffen.
Det skal syde helt ind i sjælen, revse, rive, flå, bore og blive ved med at stille spørgsmål – første gang, især anden gang og formentlig også tredje gang...