’Jeg har altid kæmpet for det gode … men jeg ved ikke længere hvad det er’, erklærer hovedpersonen i det tyske drama, ’Tavshedens labyrint’.
I næsten 1 1/2 time har den unge advokat Johann Radmann været tændt af en glødende passion, der har bragt ham på kant med sin overordnede, fået ham til at overtræde loven og endda kørt forholdet til sin drømmepige i smadder.
Men med ét gider han ikke længere. Han kan ikke se retssagen for bare jura. Han kan ikke se hvad der er rigtigt og forkert, hvad der er godt og ondt.
Nazitysklands grusomheder
Det er komplekst stof, Johann Radmann har fingre i, et af forrige århundredes store spørgsmål, hvor stor en rolle spillede den almindelige tysker i nazitysklands grusomheder?
Hvor meget skal den menige tysker stilles til ansvar for de mio af dræbte i koncentrationslejrene? Og ved fronten?
Det er så svært stof, at det burde være umuligt at folde ud til en bred publikumsvenlig film, som både skoleklasser, jurister og krigsveteraner kan følge med i.
Men det er lykkedes den italienske instruktør Giulio Ricciarelli med ’Tavshedens labyrint’. Den er ligeså skarpt skåret og letlæselig som danske Anne-Grethe Bjarup Riis’ ’Hvidstens-gruppen’.
Hver gang en ny figur bliver præsenteret, ved man præcis hvad vedkommende skal bruges til. Alle replikker bliver skåret ud i granit så ingen kan være i tvivl om hvad vores helt tænker og føler.
Det ligger på grænsen til at være mere end småbelastende, men på forunderlig vis formår Giulio Ricciarelli at fortælle et lige-ud-ad-landevejen-drama efter alle velkendte formler og alligevel holde fast i kompleksiteten.
Fiflet lidt med virkeligheden
Til at begynde med har Ricciarelli og hans medforfatter Elisabeth Bartel fiflet lidt med virkeligheden og omskrevet en gruppe advokater til en enkelt person, unge Johan Radmann. Han får den store ære af at repræsentere hele det unge Tyskland, den generation, der ikke havde fingrene ned i 2. verdenskrigs afgrundsdybe grums.
Som ung mand aner han ikke hvad der foregik i koncentrationslejren i Auschwitz. I efterkrigstidens Vesttyskland, der bare vil glemme krigen og komme videre, var koncentrationslejrene ’beskyttelseslejre’.
Og på fine pladser i det tyske samfund sad ustraffede krigsforbrydere.
Grusomheder mod deres jødiske naboer
Men gennem journalistegrusomheder mod deres jødiske naboern Gnielka opdager Radmann hvad der virkelig fandt sted, og som søn af en retskaffen jurist vil også Radmann bruge juraen til noget vigtigt.
Han kaster sig ud i at finde gamle SS-folk og opspore vidner til deres uhyrligheder – på trods af advarsler fra kolleger. Folk var jo bare soldater, der gjorde deres pligt.
Hele tiden må Radmann overveje om de almindelige tyskere havde et valg da de begik. Det er langtfra et nemt spørgsmål at besvare.
Men efter at være stødt ind i fænomenet Doktor Josef Mengele og have hørt hvilket barbariske eksperimenter han udsatte fanger for, er Radmann direkte fanatisk … Indtil han opdager en familiehemmelighed.
Tyskernes dårlige samvittighed
I virkelighedens verden blev retssagerne mod tyske krigsforbrydere i Frankfurt i 1963 første skridt mod en vigtig tysk selvransagelse. Set med efterkrigstidens øjne er de begivenheder, Giulio Ricciarelli og Elisabeth Bartel har skrevet sammen til et drama, af kolossal betydning.
Og i overført betydning handler filmen ikke kun om tyskernes dårlige samvittighed, men om altid at slæbe krigsforbrydere for retten, altid pille i gamle sår fra krigens tid, altid gøre det rigtige, som det siges – typisk temmelig firkantet – i ’Tavshedens labyrint’.
Den pointe er værd at huske på, også i en krigsførende nation som Danmark. Men ’Tavshedens labyrint’ kvalitet som film er, at den skærer en svær pointen så klar og letforståeligt ud, at alle kan få udbytte af den.
'Tavshedens labyrint' kan ses i de danske biografer fra den 3. september