Der er mange vidunderlige øjeblikke i 'La La Land', med Emma Stone og Ryan Gosling, der synger henført foran smukke scenarier i det blå lys – altid blå lys – i minutterne efter solnedgang.
Men hjertet i filmen, den scene, der viser 'La La Land'’s sjæl, finder sted inden døre, langt fra romantiske turistmagneter, på et kedeligt kontor på et filmselskab. Her står Emma Stone i rollen som skuespilleren Mia og forsøger endnu engang at vise sit talent og få fingre i en af de roller, hun så brændende ønsker sig.
Med mobiltelefonen til øret græder hun sig gennem en scene. Det er fup og snyd, det er skuespil, men Mias følelser virker så overbevisende, at man tror på dem – uanset at de, naturligvis, er falske. Det er i sig selv temmelig kompliceret.
En falsk virkelighed
Så bliver det for alvor flertydigt.
Bag Mia forsøger nogen at signalere noget til damen, der bestyrer den audition, Mia deltager i. Døren bliver åbnet og Mias følelsesladte tale bliver forstyrret. Det er jo alligevel bare fake. Men for Mia, der krænger sin sjæl så overbevisende ud, er det alt andet end fup.
Det er hendes virkelighed, det er hendes drøm om at blive skuespiller, der bliver behandlet som toiletpapir af damerne på kontoret.
Vores opfattelse af hvad der er ægte eller falsk, virkelighed eller imitation, bliver vendt aldeles på hovedet i den scene. Det er instruktøren Damien Chazelles bittersøde hilsen til det La La Land, underholdningens Los Angeles, som han tydeligvis elsker højt og foragter dybt. Den tone siver gennem hele 'La La Land', Chazelles tredje spillefilm.
Alene det, at Chazelle har valgt musicalformen til sin hyldest til det klassiske Hollywood, viser noget flertydigt.
Få genrer er så latterliggjorte som musicalen, der alligevel, når den lykkes, som i 'La La Land', kan forstærke banale følelser og give en fantastisk fornemmelse af, at hjertet svulmer op og fylder hele kroppen ud.
Forelskelse og drømme om gennembrud
Både Mia og jazzmusikeren Sebastian drømmer stort i Los Angeles, om at slå igennem med det, de elsker højst, skuespil og jazz i deres mest rene udtryk.
Mia vil spille stort skuespil med store følelser. Sebastian vil spille jazz som i bebop'en, uden kompromiser. Der begynder alle drømmere i La La Land, fortæller Chazelle os … men de banker lynbørge knolden ind i virkeligheden, i damerne på audition-kontoret, der hverken er interesseret i kunst eller autenticitet.
Mia og Sebastian forelsker sig tilmed i hinanden, på ganske ægte vis, som musicalgenren altid har fortalt os, at to mennesker forelsker sig smukt og rent i hinanden. Sådan veksler Damien Chazelle mellem imitation og virkelighed i 'La La Land'.
Filmen besynger den rene kærlighed, men i filmisk form. Og Mia og Sebastians kærlighed smelter sammen med deres drømme om at slå igennem med ægte kunstnerisk smerte.
Imponerende ørehængere
Den kærlighed er altså ligeså meget fake og imitation som Mias følelsesladte optræden ved sin audition. Men fordi Chazelle viser os, at alt andet omkring Mia og Sebastian er forlorent, fra damerne på kontoret til overtjeneren og klientellet på restauranten, hvor kunstneren Sebastian spiller julehyggemusik, fremstår Mia og Sebastian som den ægte vare.
De er overjordisk, farvestrålende ægte mens de synger der, foran solnedgangen i drømmenes Los Angeles, selve magiens og illusionens hovedstad.
Den dobbelthed besynger Chazelle elegant og velformuleret i 'La La Land', mens hans komponist Justin Hurwitz leverer imponerende ørehængere, der peger tilbage på Jacques Demys klassiske farverige musical, 'Pigen med paraplyen'.
Og så slutter Chazelle endda af med en brillant arrangeret afrunding, der viser det svære forhold mellem kunstneriske stjernedrømme og ægte kærlighed.
Det er en forbavsende romantisk og nostalgisk film af en blot 32-årig filminstruktør. Er det også et comeback for musicalfilmen? Meget tvivlsomt. 'La La Land' peger aldrig fremad. Det, den gør så fantastisk velformuleret, er at minde os om, hvad musicalgenren og Los Angeles har givet os.