Er du med på, at verden er fåkked op for tiden?
Selvfølgelig er du det. Den globale opvarmning er ved at smelte Nordpolen, hvilket får uoverskuelige konsekvenser for os alle. Vejret har selvfølgelig altid været uforudsigeligt, ikke mindst det danske sommervejr, men alligevel, klimaet er ude af balance.
Og så er der de islamistiske terrorister, der slår til overalt i Europa. Terroren er godt nok småting i forhold til de urolige 70’ere og 80’ere, men alligevel, man tør jo næsten ikke rejse. Og så er der russernes præsident og hans hacking og fake news, og den amerikanske kollega og hans alternative fakta.
Det er småting i forhold til atomtruslerne under den kolde krig og chokket over mordet på John F. Kennedy. Og Ronald Reagans politiske planer i 1980’erne var mere vidtrækkende end Trumps nutidige, men alligevel, det hele føles fåkked op. Det går galt lige om lidt. Det er vi alle sammen – på en eller anden underlig måde – temmelig enige om, hvilket nok er det mest fåkked op af det hele.
Den følelse får tydelig støtte af den nye serie ’The Handmaid’s Tale’, der i øjeblikket kan følges på HBO Nordic.
Helvede på jord
Den beretter om en ikke så fjern fremtid, hvor menneskeheden, i hvert fald den amerikanske, har store problemer med at få børn pga. miljøforurening og menneskets øvrige misbrug af kemikalier. Kun få kvinder er frugtbare.
Samtidig er det amerikanske samfund endt i en heftig konservativ de-evolution, hvor kvinder bliver frataget deres rettigheder, religiøse dogmer afløser demokrati, veluddannede og homoseksuelle bliver henrettet offentligt, bevæbnede soldater overvåger alt og alle i gaderne, og de få frugtbare kvinder bliver brugt som rugemaskiner for den herskende klasse.
En af rugemaskinerne er Offred, der engang var en fri kvinde med mand og barn og arbejde. Nu har hun kun én rolle, at stå til rådighed som fødemaskine for en magtfuld mand og hans familie. Hvis ikke hun makker ret, bliver hun sendt i den visse død som arbejder. Hun har alt i alt samme rettigheder som en malkeko.
Frugtbare kvinder iklædt rød heldragt
Biler, huse og teknologi ligner det, vi kender fra nutiden, men i ’The Handmaid’s Tale’ er de frugtbare kvinder iklædt en rød heldragt og en hvid kyse á la 1600-tallet. De ufrugtbare kvinder fra den herskende klasse bærer grønt og mændene sort.
Den opdeling i farver og uniformer bliver brugt til at give serien en klar og distinkt visuel stil, og seriens skaber, Bruce Miller, svælger i farverige ritualer hos den herskende religiøs kult.
Historien stammer fra romanen ’Tjenerindens fortælling’ af den canadiske forfatter Margaret Atwood.
Den blev udgivet i 1985, hvor præsident Ronald Reagan var i fuld gang med at presse USA tilbage til klassiske konservative dyder. Bruce Miller må have set nogen af de samme vinde røre på sig i vore dage, uanset at serien er blevet søsat mens Barack Obama var præsident – og altså ikke er en reaktion på Trumps politik.
Så slemt er det trods alt ikke endnu
Men serien kan læses sådan – og sådan er den i høj grad er blevet modtaget. Den opsamler en følelse af at verden er helt afsporet, og sender et frydefuldt chok gennem os. Vi er trods alt ikke så langt ude … endnu.
Det er en spektakulær leg at sammenligne dystopien i ’The Handmaid’s Tale’ med vor nutid, om end den leg sender rigtig mange spørgsmål tilbage til serien. Hvordan kan basale menneskerettigheder blive kasseret i løbet af et årti? Hvordan fungerer infrastrukturen i det besynderlige religiøse samfund? Hvorfor er de frugtbare kvinder ikke blevet ophøjet til gudinder – i stedet for nedvurderet til kvæg?
Der er rigtig rigtig meget, man bare må sluge i ’The Handmaid’s Tale’. Efter de første tre afsnit er overgangen fra vor tid til seriens dystopi stadig en stor gåde.
Af samme grund er de bedste scener afgjort dem, hvor vi får noget at vide om vores nutidige samfunds deroute, som fx dagen hvor alle kvinder bliver sendt hjem fra arbejde. Det er der, vi instinktivt bliver nysgerrige, for kan det virkelige gå så galt? Det er her serien sætter et frydefuldt skrækindjagende rædselskabinet op foran os.
Det er næsten for skræmmende at gå ind i. Men vi kan heller ikke lade være. Det minder os om vores egne mareridt. Vi er jo enige om planeten er fåkked op.