Helt til sidst, efter de obligatoriske rulletekster med skuespillere, effekttroldmænd og andet godtfolk, dukker en lille epilog, en lille efterskrift, op i ’Okja’.
Den betyder ikke så meget, og man kan sagtens se ’Okja’ uden at opdage, at der er en lille film tilsidst, men den opsummerer alligevel sjælen i ’Okja’.
I den lille film sidder 10-15 vegetar-aktivister bagerst i en bus. De tager deres elefanthuer på, klar til en aktion mod kødindustrien.
Midt blandt dem sidder en ca 55 år gammel dame, helt forvirret over at være havnet i selskab med en slags terrorister – men så rækker en af aktivisterne hende en elefanthue. Værsgo, kom og vær med. Gør noget.
En orn’li klump kød
’Okja’ er ikke en propagandafilm, der opfordrer til handling, sådan som politiske film gjorde i slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne. Men den hygger sig med tanken.
Den blæser til angreb på kødindustrien, men ikke 100 procent alvorligt. Den vil mest af alt underholde med en vild historie om en verdensomspændende kødmastodont, der udvikler en ny slags supergris, en orn’li klump kød, som kødindustrien kan tjene formuer på.
Men først udskriver den en konkurrence for at se hvilke forhold, den nye supergris udvikler sig bedst under.
Og det viser sig at være i bjergene i Sydkorea, hvor den 10-årig pige Mija opfostrer kæmpegrisen Okja på naturlig natur og god gammeldags ubrydelig kærlighed.
På vegeterroristernes side
Det var ikke lige de forhold, kødproducenten havde i tankerne, og inden længe er Okja og Mija midtpunkt i et vildt slagsmål mellem kødfirmaet og vegeterrorister, der forsøger at befri supergrisene og vise de hjerteløse og glubske forhold grisene lever under – og bliver slagtet under.
Undervejs udnytter instruktøren Bong Joon-Ho også muligheden for at lave sjov med vegeterroristerne.
En af dem bliver for eksempel præsenteret som et dybt ulykkeligt menneske, der leder efter den mest skånsomme måde at gå på, så han ikke ødelægger naturen, hver gang han tager et skridt.
Der er ingen tvivl om Bong Joon-Ho er på dyrenes, naturens og vegeterroristernes side. Undervejs bliver en supergris voldtaget af en anden supergris som en del af nedgørelsen på slagteriet.
Det lyder komisk, måske endda fjollet, men det er en uhørt brutal scene, der med sin skæve vinkel kaster nyt lys på fænomenet voldtægt – og slagtekød.
Ny vinkel på det velkendte
Det er det, koreanske Bong Joon-Ho er så fabelagtigt effektiv til, at se det velkendte fra en ny vinkel.
Hans ’Memories of Murder’ viste, hvor grum virkeligheden optrævling af en mordgåde er, netop fordi de to politimænd ikke kunne løse gåden. ’
The Host’ var en helt atypisk kæmpemonsterfilm pakket ind i lige dele humor og uhygge. Og ’Snowpiercer’ var et finurligt blik på den klassiske fortælling om guden eller overhovedet, der sidder i toppen af systemet – eller forrest i toget – og styrer det hele.
Kødelskere kan se med
På samme vis er ’Okja’ en vildt underholdende og farverig beretning om kødindustriens skruppelløshed – og om menneskets forhold til naturen – men den er samtidig så finurligt sat op, at kødelskere kan se med uden at blive svinet til.
Det er i de subtile detaljer, Bong Joon-Ho folder sig ud, som når han sætter Jake Gyllenhaal til at spille en selvfed og irriterende vært for naturprogrammer på tv.
Eller når Tilda Swinton fyrer den af som grum chef for kødmastodonten.
Eller når den søde supergris Okja flygter gennem et indkøbscenter med både kødskurke, vegeterrorister og Mija i hælene, til tonerne af John Denvers sukkersøde, uforbeholdne kærlighedserklæring ’Annie’s song’. Så kan ingen være i tvivl om at Mija og Okja er evigt forbundne.
’Okja’ har ikke samme dramatiske og skæbnetunge bund som ’Memories of Murder’ og ’The Host’.
Den er en lettere leg, på trods af de grumme scener på slagteriet, og den lægger sig derfor ikke helt så dybt i sjælen, men der er ingen, der som Bong Joon-Ho kan give en kulørt action-komedie en helt nye farve, en vi ikke har set før – ja, en vi slet ikke kendte til eksistensen af.
Kom, tag elefanthuen på.