Uanset fra hvilken klassisk vinkel man betragter amerikaneren Michael Moore, er han utilstrækkelig.
Som debattør er han for følelsesladt og alt for præget af letkøbte argumenter.
Som journalist er han elendig, for tendentiøs, alt for præget af at ’bevise’ den konklusion, han har med i lommen hjemmefra.
Som dokumentarist er han håbløs, ude af stand til at dokumentere andet end sine egne holdninger.
Som satiriker er han ikke helt sjov nok.
Og som følelsespornograf er han slet ikke ublu nok.
Jeg vil plukke blomster, ikke ukrudt
Men lægger man det hele sammen – halvdebattøren, kvasijournalisten, semisatirikeren, pseudodokumentaristen og halvtidsfølelsespornografen – får man en bastard med sin helt egen funktion her på kloden.
Med revsende film som ’Bowling for Columbine’, ’Sicko’ og ’Capitalism – A Love Story’ har Moore fundet en plads som the missing link mellem det liberalistiske USA og det venstresnoede Europa.
Det er ham, en stor del af Europa tyr til, når de har gloet måbende på et fænomen som Donald Trump. Så kræver det blot et blik på Moores jordnære udstråling med fedtet, halvlangt hår, stort vraltende korpus og snasket kasket for at konstatere, at amerikanerne ikke er fra en anden planet alligevel.
Den funktion fylder Moore helt ud i ’Where to Invade Next’, hans første film i 6 år. Han satiriserer over amerikanernes trang til at invadere fjerne lande og indgå i væbnede konflikter, som ikke har ført noget godt med sig siden den ubetingede succes i 2. verdenskrig. Men nu vil Moore drage til Europa, invadere udvalgte lande og plyndre det, amerikanerne rent faktisk har brug for.
’Jeg vil plukke blomster, ikke ukrudt’, som Moore proklamerer i det første land, han invaderer, Italien.
Italienere ser altid ud som om de lige har haft sex
’Har du bemærket at italienerne altid ser ud som om de lige har haft sex’, spørger Moore – til billeder af smilende, tilsyneladende livsglade italienske par, inklusive to unge fyre. Det er præcis i den slags situationer, Moore har sin oplagte funktion.
Når man har været i Italien og set talrige mennesker skændes på åben gade, ved man at det ikke passer.
Det er en fjollet konklusion, men den er sjov og den har noget sandt i sig.
I Italien finder Moore et arbejdsmarked, hvor cheferne ved at deres lønslaver har brug for ferier og gode spisepauser for at være dygtige arbejdere.
I Norge finder han en respekt for straffefanger, der bliver behandlet som mennesker og med en enestående succes bliver sendt ud i friheden som velfungerende samfundsborgere.
I Frankrig finder han et samfund hvor børn lærer at sætte pris på velsmagende og sund mad.
I Island møder han et samfund, der har lært at tænke feminint – og dermed ansvarligt.
Og i Finland et skolesystem, hvor børn skal have frihed til at være børn og derfor har kortere skolegang og færre lektier – og samtidig klarer sig bedst af alle i internationale tests.
Værdighed og selvstændighed
Alle steder leder Moore efter ordninger, der respekterer medmennesker, giver dem værdighed og selvstændighed – i modsætning til i USA, ifølge Moore, hvor børn spiser skodmad og bliver syge, hvor en god uddannelse er forbeholdt de rige, hvor mænd med testosteron i fuldt flor jonglerer med verdensøkonomien og hvor man delvist har genindført slaveriet ved at spærre mange sort mænd inde i fængslerne så de kan udføre arbejde uden løn.
Alene den sidste påstand er så voldsom, at den bestemt burde have sin egen seriøse undersøgelse i en selvstændig dokumentar, men sådan fungerer Moore altså ikke.
En mere moden og mild Moore
’Where to Invade Next’ er hverken dokumentar, journalistik, satire, debat eller ren følelsespornografi, men en løst sammenklasket blanding. Det betyder ikke at det er værdiløst. I sammenklaskningen opstår noget særligt, noget Michael Moore’sk.
’Where to Invade Next’ er en mere moden og mild Moore, der indirekte tager på en rejse for at finde regelsæt og love med menneskets værdighed i centrum. Han fylder ikke så meget, som han før har gjort, men lader andre stemmer tale, og skaber derved en slags katalog over banebrydende idéer til fri afbenyttelse, ikke kun i USA.
Billederne af franske børn, der ikke gider drikke cola og spise burgere, eller finske børn, der får besked på at klatre i træer og tegne fordi det er sundt for dem, er bestemt også værd at tænke over herhjemme.
’Where to Invade Next’ er ikke så skarpt tegnet og så målrettet som fx ’Bowling for Columbine’. Netop derfor, netop fordi Moore lader andre mennesker tale til inspiration for alle, kan ’Where to Invade Next’ ende med en Moore-film, der for alvor gør en forskel.
'Where to Invade Next' kan ses i danske biografer fra den 14. april