Jeg kunne godt tænke mig at være Meryl Streep.
Sådan har jeg ikke altid haft det, og hvis jeg skal være helt ærlig, er det ikke noget jeg bruger så meget tid på at tænke på.
Men forleden, da jeg så komedien ’Ricki and the Flash’, gik det op for mig, at jeg i stigende grad gerne vil være Meryl Streep.
Pæn, forudsigelig, glat, ufarlig, respektabel
Det er en følelse, der rækker omtrent 20 år tilbage i tiden, til dengang Meryl Streep holdt op med at være alt det, jeg personligt afskyr ved amerikansk film – pæn, forudsigelig, glat, ufarlig, respektabel.
Pludselig kastede den pæne skuespiller sig ud i en række roller, hvor hun tog chancer, afprøvede grænser og især udfordrede billedet af hende selv som skuespiller.
Først dukkede hun op, ud af ingenting, i 2002, hos de mildt sagt skæve og syrede filmfolk Spike Jonze og Charlie Kaufman i ’Adaptation’, hvor hun sniffede et par baner af noget grønt plantepulver. Og endte i et fjollet nynneanfald.
Det var næsten som om det grønne pulver ændrede Meryl Streep – slap hende fri af Hollywoods røvsyge pænhed og vakte hende til live.
Kort efter dukkede hun op som sig selv, i en lillebitte rolle i ’Stuck On You’ af de grovkornede og sjofle brødre Bobby & Peter Farrelly.
Og snart efter havde hun en af hovedrollerne i englænderen Stephen Daldrys ’The Hours’, hvor hun optrådte langt mere hudløs, selvudleverende og usminket end i de pæne amerikanske film.
Grinet og hygget og eksperimenteret
Fra da at virkede det som om det var sjovt at være Meryl Streep, som om der var frit og grænseløst inde i hende, som om man kunne gøre hvad som helst og slippe af sted med det inde i Meryl Streep.
Siden har det virket som om Meryl Streep, der ofte bliver kaldt USA’s største nulevende skuespillerinde, har grinet og hygget og eksperimenteret sig gennem sine roller, hvad enten det har været som nonne i ’Doubt’, som Margaret Thatcher i ’Jernladyen’ eller som heks i eventyrmusicalen ’Into the Woods’.
I det hele taget har Streep fået lov at ældes med værdighed, hvilket er sjældent for kvinder i Hollywood.
En helt igennem forudsigelig historie
Men naturligvis er det nu, i ’Ricki and the Flash’, det går op for mig at jeg længe har haft lyst til at være Meryl Streep. Hun har transformeret sig selv i mange roller, men sjældent så sjovt, skørt og alligevel indlysende rigtigt som i rollen som den overpyntede rocksangerinde Ricki.
Selv i de mest tragiske og pinagtige scener ser det ud som om Meryl Streep nyder hvert øjeblik som den aldrende sangerinde, der skred fra børnene og manden for at søge lykken i rock ’n’ roll - og som bliver hentet hjem fordi hendes voksne datter er blevet forladt af sin mand og er ved at gå op i limningen.
Det er en helt igennem forudsigelig historie, forfatteren Diablo Cody har skrevet og veteranen Jonathan Demme har instrueret. Der er ikke mange originale idéer i historien om et menneske, der bliver tvunget til at se sin fortid og sine synder i øjnene.
Men heldigvis er den bidende og snerrende dialog fremragende – og heldigvis swinger næsten hele holdet af skuespillere ligeså godt som et sammenspillet jazzorkester.
lag på lag på lag-smykker og stramtsiddende læderkluns
Kevin Kline er suveræn som den pæne forretningsmand, der var gift med Streeps Ricki indtil hun stak af for at være rockstjerne. Mamie Gummer, Streeps datter i den virkelige verden, serverer al den bidende sarkasme med stor overbevisning i rollen som Rickis kuldslåede datter.
Og ovenover det hele er Streep, der synger og guitarerer så man skulle tro, hun også kunne få en karriere ud af DET.
Hun ser tåbelig ud med sit overskudslager af effekter fra 80’ernes amerikanske rockscene, stort opslået hår, lag på lag på lag-smykker og stramtsiddende læderkluns. Og hun opfører sig tåbeligt.
Men uanset den småuopfindsomme historie får Streep gjort Ricki til et helt og nuanceret menneske, der fortryder hvert øjeblik hun har forladt sine tre børn, men som alligevel ville gå efter rockdrømmen hvis hun skulle vælge igen.
Det er en uforglemmelig rolle. Det må være dejligt at være Meryl Streep.
'Ricki and the Flash' er i de danske biografer fra den 2. september