Anmeldelse: Boe Følsgaard er glimrende... men Malling burde have haft rollen

'Den bedste mand' giver boksefænomenet Jørgen "Gamle" Hansen et personligt twist.

Mikkel Boe Følsgaard i rollen som Jørgen "Gamle" Hansen og Søren Malling som Mogens Palle i filmen 'Den bedste mand'. (© Nordisk Film)

Det kan godt være, at ham knøsen, der står der, påstår, at han er Jørgen "Gamle" Hansen. Det er han ikke.

"Gamle" Hansen lignede faktisk en gammel mand, der gang på gang forvildede sig ind i bokseringen til yngre, sportstrimmede mænd.

Mikkel Boe Følsgaard er en fortræffelig skuespiller, men han er ikke "Gamle" Hansen.

Han ligner en stor teenagedreng, som er blevet hypnotiseret til at tro, at han er professionel bokser. Han ser alt for ung og frisk ud til at være et gammelt ringvrag, der ikke kan finde ud af at stoppe.

Det betyder måske ikke så meget, hvis man er for ung til at huske "Gamle" Hansen og hans fortumlede boksemeritter i 1970'erne, dengang han vandt titlen som europamester i weltervægt i en sen alder af 36 år.

Og hvis man slet ikke kendte noget til de år, hvor dansk professionel boksning føltes som en verdenssensation, og Hansen og Ayub Kalule boksede om titler i Randers-hallen - få hundrede meter fra den her anmelders barndomshjem.

Men hvis man kan huske de år, er 'Den bedste mand' slet ikke en film om Jørgen "Gamle" Hansen. No way.

Ligner ikke virkeligheden

Men skidt med det. Biografiske film, hvor et filmhold ihærdigt forsøger at dramatisere et virkeligt menneskes virkelighed, er en svær størrelse.

Det ligner meget, meget sjældent den virkelighed, den forsøger at dramatisere – i hvert fald hvis tilskueren selv oplevede virkeligheden, da den faktisk fandt sted. Og skidtet er som regel mast så grundigt gennem en dramatisk skabelon, at det slet ikke ligner virkelighed.

Men hvis man skubber den rigtige Jørgen "Gamle" Hansen langt om i det bagerste af bevidstheden, er 'Den bedste mand' et jovialt og underholdende komediedrama om en helt igennem almindelig parcelhusdansker, der slæber rundt på nogle heftige dæmoner, mens han forsøger at bokse huslejen hjem.

(© Nordisk Film)

Det er sgu en mærkelig historie, og det er bestemt en del af charmen ved 'Den bedste mand'.

Ingen ville nogensinde finde på sådan en historie, hvis ikke den var bygget på virkelige begivenheder. Og når den nu ikke ligner de virkelige begivenheder, ender den som en underlig fritsvævende himstregims midt imellem.

En moderne Klods-Hans

Dens tidsbillede, dens 1970'ere i Aalborg og Randers er helt klart vore dages blik på 1970'erne med enorme bakkenbarter, sirlige sideskilninger, svaj i bukserne, en besynderlig hang til brunt og nogle spøjse sports-tv-udsendelser, der ser ud som de er optaget i en malet papkasse.

Instruktør Mikkel Serup opbygger kort sagt et underligt bastardunivers i 'Den bedste mand', mens han fortæller om en moderne Klods-Hans, der er hunderæd for at gå i ringen, men kæmper for at slippe af med mindet om en voldelig far, og som for alt i verden vil beholde sit parcelhus og sin kone, Hanne, og deres to børn. Derfor bliver han ved med at bokse.

Still fra 'Den bedste mand'. (Foto: © Rolf Konow, Nordisk Film)

Det er en smuk fortælling, på sin egen lilleputtede danske facon, hvor titlen som europamester godt nok er kronen på historien, og det der skaber legenden, men i sidste ende er det familien og parcelhyggen, det handler om.

Mikkel Boe Følsgaard er overhovedet ikke "Gamle" Hansen, men han er til gengæld glimrende i rollen som et helt andet sympatisk menneske, der også er bokser. Og som har samme store talent for tørre, humoristiske punchlines som "Gamle" Hansen havde.

Lene Maria Christensen fungerer også storartet som fruen, der holder sammen på den martrede mand, og Søren Malling, der bliver bedre og bedre, lyser altid op som boksekøbmanden Mogens Palle.

Det havde været interessant med Malling i rollen som netop den for gamle bokser. Men skidt, det må blive en anden gang.

'Den bedste mand' er charmerende og spøjs film om en stor knøs, som slås for at få lov at være helt almindelig dansker.

Instruktør: Mikkel Serup

Medvirkende: Mikkel Boe Følsgaard, Lene Maria Christensen, Søren Malling

Premiere: 15. juni