Hør her. Jeg har en bekendelse: en filmanmeldelsers arbejde består i høj grad i at pille filmene fra hinanden, at grave ind til det væsentlige og løfte det op så alle kan se det.
De fleste mennesker vil bare gerne have at vide om de skal bruge 100 kroner på en film eller ej, men for en ambitiøs filmanmelder handler det om at finde hjertet i bæstet.
Nogen gange kan man føle sig enormt klog fordi man virkelig har spiddet skidtet. Men her kommer bekendelsen: den følelse af selvfedme bliver altid efterfulgt af noget andet, af tomhed og afmagt, for det er jo ikke der magien i film ligger.
Frie sjæle i et komplekst USA
Det fantastiske i en helt særlig filmoplevelse findes netop i tvivlen, i forundringen, i fascinationen, i lysten til for altid at drage på eventyr. Det er jo lige præcis det, en god bog eller film eller et stykke musik kan. Det kan ikke pilles fra hinanden.
Hvad er det ’Rumrejsen år 2001’, ’Dødens gab’, ’Nocturnal Animals’ eller ’American Honey’ gør ved os? Vi har ingen ord for det. Men vi har netop ’Rumrejsen år 2001’, ’Dødens gab’, 'Nocturnal Animals' og ’American Honey’.
Og hvad er det for et billede Andrea Arnold skaber af nutidens amerikanske ungdom i ’American Honey’? Er det positivt eller negativt? De unge mennesker kommer tydeligvis fra ødelagte familier, fra forældre, der ikke kan magte at have børn, men de er også frie sjæle under Amerikas åbne himmel – levende, drømmende, nysgerrige, og helt åbne væsener, der i 1969 havde været blomsterbørn, men som i 2017 forsøger at finde sig selv i et mere komplekst USA.
De fortumlede unge mennesker lever sammen i et frit nomadekollektiv, der suger oplevelser ud af USA. Men det er på kapitalismens betingelser.
Ingen moralsk pegefinger
Deres leder, den kontrollerende skønhed Krystal, omtaler deres rejsende kollektiv som en ’forretning’. Hun bor i det bedste værelse på motellerne og har de smukkeste fyre som opvartere og elskere, mens resten af flokken sover hvor der tilfældigvis er sovepladser. Hun er arbejdsgiver og mor på samme tid. Hun befaler flokken at snyde og bedrage sig til penge så forretningen løber rundt. Og hun giver dem tryghed.
Hvad fortæller det os? At nutidens fortabte ungdom er livsnydere og liberalister? Måske. Skotske Andrea Arnold har tydeligvis ikke tænkt sig at servere en soleklar morale for nogen. Hun er på en rejse sammen med USA’s ungdom. Hun suger til sig af naturbilleder, flyder sammen med solnedgange og lejrbål og hallucinationer i nattens rus – vikler lyd og billede og musik sammen i en fantastisk sansestrøm, spændt ud over 2 timer og tre kvarter.
Nutidens 'Easy Rider'
Der er en tydelig mangedobbelthed i filmens titel. Vores hovedperson, Star, er en teenageskønhed, den klassiske amerikanske darling, fuld af liv, klar til at plukke livet – og klar til at blive plukket af en nådesløs verden. Hun er honningen af USA’s ungdom, klar til at suge af livets honning. Og hun bliver spillet af debutanten Sasha Lane, plukket direkte ud af virkeligheden og ind i filmbranchen.
I sin stemning kan ’American Honey’ minde om Dennis Hoppers syrede roadmovie ’Easy Rider’ fra 1969, hvor unge tog på en rejse ud i det ukendte. Det var en film fuld af håb og drømme, men også død og undergang.
’American Honey’ har samme dobbelthed for en moderne generation. Den har et forunderlig mix af ustoppelig livsglæde og trist undergangsstemning. Ikke mindst i scenerne, hvor flokken af unge mennesker danser på gaden, i supermarkedet eller omkring lejrbålet, formår Andrea Arnold at gøre moderne pophits med E-40 og Rihanna til nærmest okkulte hymner fra en ukendt del af verden.
Netop den mystik, den fornemmelse af at træde ind i noget ukendt, og ikke få nogen klare svar, gør ’American Honey’ til så anderledes fritflydende og sanselig en oplevelse. Arnold registrerer mere end hun fortæller. Derfor er det så svært at grave ind til hjertet af ’American Honey’. Der er ingen smuk morale at holde op. Men der er ingen tvivl om at filmen samtidig fylder én op med en helt ny og spændende viden.
American Honey Instruktør: Andrea Arnold Skuespillere: Sasha Lane, Shia Leboeuf, Riley Keough Premiere den 26. januar