Jeg får lyst til at knibe mig selv i armen.
Njah, det er måske lidt fjollet. Er det virkelig så utroligt, det jeg lige har været vidne til?
Ja, det er det faktisk.
Godt, jeg kniber mig selv i armen… okay, jeg er vågen, jeg har faktisk set en absurd ambitiøs film, der bryder med de firkantede rammer og regler, filmbranchen har sat op for sig selv.
Den gider ikke være en af alle de vanvittigt mange amerikanske animationsfilm, man kan stikke børn, når de bliver uregerlige eller irriterende eller bare er til besvær.
Den gider ikke være et hold kæft-bolsje med en masse sjove dyr, der styrter rundt i en helvedes fart og opfører sig tosset, så børnene ikke kan få ro til at tænke selv.
Den gider ikke være en del af de etiketter og kasser og forbrugervejledninger og segmentanalyser, den amerikanske underholdningsindustri er proppet med.
'Sjæl' insisterer på at være sig selv.
En abstrakt rejse mellem liv og død
Filmen insisterer på, at børn og deres forældre og deres bedsteforældre skal tænke. Tænke sig om og tænke selv.
Okay, moralen i filmen er måske lige lovlig tydeligt anrettet og klar til at blive skyllet ned i pilleform sammen med vitaminpillerne efter aftensmaden. Men den er kompleks. Den kræver tid. Næsten lige så meget tid som 'Sjæl's forgænger, 'Inderst inde', der også var udtænkt og instrueret af en af filmstudiet Pixars mest kreative hjerner, Pete Docter.
'Sjæl' og 'Inderst inde' gør noget usædvanligt i amerikansk animation - og i familieunderholdning i almindelighed. De beder os tænke abstrakt og bryde vores forestillinger ned for at bygge dem op på ny.
I 'Inderst inde' beskrev Docter en piges handlinger ved at lade figurer repræsentere hver af hendes hovedfølelser; Glæde, Vrede, Angst, Sorg og Afsky.
I 'Sjæl' forsøger Docter og hans medskabere, Mike Jones og Kemp Powers, minsandten at beskrive - helt bogstaveligt - hvordan et menneskes sjæl bliver udklækket og dannet.
Det er ikke lige så overbevisende som beskrivelsen af en piges følelsesliv i 'Inderst inde', men det gør ikke noget.
Det kan der såmænd være en pointe med - hvis du er med på det - at vi selv sparker knoppen i gang og danner vores egne billeder af, hvordan vores sjæl er blevet til det, den er.
Velsignet poetisk
Vores repræsentant i den abstrakte leg er musiklæreren Joe, der underviser ikke altid så musikalske børn, men drømmer at være rigtig musiker - at flyde væk på tonerne til den jazz, han elsker så højt.
Pludselig en dag får han sit hedeste ønske opfyldt med en tjans hos saxofondivaen Dorothea Williams. Og ligeså pludselig skvatter han i et kloakhul og dør.
Jamen, det kan han da ikke, ikke nu, indvender han. Ligesom vi, tilskuerne, gør.
Dermed begynder en rejse i den abstrakte verden mellem liv og død, hvor sjæle formes og skabes eller klinger ud på rejsen mod dødsriget.
Det er umuligt at gengive, hvordan det ser ud i 'Sjæl'. Det er syret, det er abstrakt, det er grænseoverskridende. Det er enormt musikalsk, når Joe går i flow og forsvinder ind i sin jazz.
Det er velsignet poetisk, når Joe ser en ahornbælg dale som en propel ned mod sig i morgensolen og derved opdager moralen i 'Sjæl'. Og det sætter nye standarder for fuldfed tredimensionel animation, når langlemmede Joe jazzer rundt på New Yorks efterårsfarvede gader.
Det er også en smule irriterende, at Pete Docter bryder formen ved at servere voksenjokes til forældrepublikummet.
Men først og fremmest er det et lille mirakel, at en filmmager tør tænke så skævt og ved siden af rammerne og reglerne og strategierne på marketingskontorerne i den amerikanske filmbranche.
Det er så naturstridigt, at jeg overvejer at knibe mig selv i armen igen. Nej. Jo, jeg gør det sgu lige igen…