Hvis Oscar-showet var baren rundt om hjørnet, ville stampladserne have skilte med navne som Katharine, Meryl, Jack, Ingrid, Daniel og Walter.
Men der ophører ligheden mellem guldbajer og guldstatuette også, for fornavnene tilhører en eksklusiv skare af skuespillere, der har bedrevet stor filmkunst frem for at rode med sjusser og dart i tilrøgede lokaler. Hver især har de vundet mindst tre Oscar-statuetter og er derved det tætteste, man kommer på stamgæster på de bonede gulve.
Som optakt til søndagens Oscar-show, hvor danske 'Krigen' blandt andet er med i konkurrencen, præsenterer vi de største stjerner og deres allerbedste film ifølge scoren på det internationale filmsite IMDB:
Katharine Hepburn: Løve ved Vintertide
12 nomineringer og 4 oscars for: 'Morning Glory' (1933), 'Gæt hvem der kommer til middag' (1967), 'Løve ved vintertide' (1968) og 'Deres sensommer' (1981)
Skuespillerinden med talentet, der var lige så stort som stemmen var markant, landede en næsten endeløs strøm af hovedroller gennem 6o års karriere. Katharine Hepburn forenede både humor, selvstændighed og excentrisme i sin person foran og bag kameraet - og hendes talent resulterede i en Oscar-rekord på fire statuetter.
Højvandsmærke: I 'Løve ved vintertide' optræder Katharine Hepburn sammen med Anthony Hopkins og Peter O'Toole i et historisk drama om intrigerne omkring den britiske konge Henry II og hans familie.
Meryl Streep: Kramer mod Kramer
19 nomineringer og 3 oscars for 'Sophies valg' (1982), 'Jernladyen' (2011) og 'Kramer mod Kramer' (1979)
KZ-overlever, Margaret Thatcher, Vogue-redaktør, krigsenke, skilsmissemor, Karen Blixen, og så videre. Listen over Meryl Streeps skuespilpræstationer er frygtindgydende lang.
Siden hun som ung teaterskuespiller blev spottet af Robert de Niro, der ville have hende til at medvirke i 'The Deer Hunter' har hun velsignet filmkunsten med en række karakterpræstationer i komedier, dramaer og absurde film.
Højvandsmærke: I 'Kramer mod Kramer' spiller Meryl Streep over for Dustin Hoffman i skilsmissedramet, der udforsker en families splittelse. En præstation, der for alvor satte skuespilleren på landkortet.
Jack Nicholson: Gøgereden
12 nomineringer og 3 oscars for 'Gøgereden' (1975), 'Det bli'r ikke bedre' (1997) og 'Tid til kærtegn' (1983)
Playboyen, levemanden, ulven. Mange ord er blevet sat på Jack Nicholsons person i sladderpressen, men på det store lærred står hans mangefacetterede talent lysende klart. Få har sluppet billedet af hans dæmoniske ansigt, der kiler sig ind i døren i 'Ondskabens Hotel' eller hans psykopatisk grinende tegneserieskurk Jokeren i 'Batman' - for at nævne bare to.
Højvandsmærke: De fleste husker 'Gøgereden' om den vanekriminelle småforbryder McMurphy, der erklærer sig sindssyg for at undgå fængsel. På det psykiatriske hospital bliver han trinvist nedbrudt. Filmen fik sat den amerikanske psykiatris kontroversielle metoder under debat.
Ingrid Bergman: Gaslys
7 nomineringer og 3 oscars for 'Gaslys' (1944), 'Anastasia' (1956) og 'Mordet i Orient-Expressen' (1974)
23 år gammel blev Ingrid Bergman headhuntet af producer-godfather David O. Selznick til Hollywood, og siden har hun samarbejdet med legender såsom Hitchcock og Robert Rossellini, som hun senere blev gift med. Hun har været spektret rundt i sin glorværdige karriere, som hun opsummerer således 'Fra helgen til synder og tilbage til helgen igen'.
Højvandsmærke: Ingrid Bergmans talent funkler i rollen som hustru til en mand, der heller vil drive hende til vanvid end at afsløre sin hemmelighed. 'Gaslys' er suspense-fyldt noir-klassiker, der indbragte Bergman sin første Oscar.
Daniel Day-Lewis: There Will Be Blood
5 nomineringer og 3 oscars for 'Min venstre fod' (1989), 'There Will Be Blood' (2007) og 'Lincoln' (2012)
Få kan overgå Daniel Day-Lewis som method actor. Under optagelserne til 'Min venstre fod' blev han skiftevis skubbet rundt i kørestol på settet og båret, fordi hans karakter lider af spastisk lammelse. Derudover har han blandt andet lært flydende tjekkisk, selvom rollen som tjekkisk hjernekirurg var i en engelsktalende film - samt lært at bygge kanoer.
Højvandsmærke: I sin fremstilling af den driftige minemand, Daniel Plainview, i Paul Andersons 'There Will Be Blood' udforsker Daniel Day-Lewis hvor langt et menneske egentlig vil gå for at opnå sine mål.
Walter Brennan: En mand kom til texas
4 nomineringer og 3 oscars for 'Mands vilje' (1936), 'Kentucky' (1938) og 'En mand kom til Texas' (1940)
Det blev til over 100 filmroller i Walter Brennans karriere - flest i westerngenren. Han har bl.a. spillet over for John Wayne. Tre oscars for Bedste Mandlige Birolle er ret godt gået af en person, der indledte sin karriere med at tage statistroller for at få råd til mad.
Højvandsmærke: Gary Coopers cowboy-karakter får kam til sit hår i 'En mand kom til Texas', hvor Walter Brennan træder i karakter som den hængningsglade dommer, Roy Bean. En klassiker inden for genren.
De er blevet nomineret flest gange - men har aldrig vundet
- •
Peter O'Toole - 8 gange
- •
Richard Burton - 7 gange
- •
Glenn Close - 6 gange
- •
Amy Adams - 5 gange
- •
Leonardo DiCaprio - 5 gange
- •
Albert Finney - 5 gange