Egentlig kan jeg godt undre mig over, at jeg var så balstyrisk, da jeg så Pixars nye animationsopfrisker, 'Fremad'.
Jeg sad vist og smilede, som et føl på græs på årets første forårsdag, under hele filmen. Det var skønt.
Men altså, set gennem bakspejlet er 'Fremad' jo ikke overrumplende. Den består mere eller mindre af alt det, animationsfilm plejer at bestå af.
Det er et par unge, friske hovedpersoner – to brødre – der tager på en rejse for at møde den afdøde far, de altid har savnet. Og der er magi. Og fantasi. Og sjove bifigurer. Og op- og nedture. Og en morale. En tyk og fed morale.
I store træk har Pixar – og alle andre amerikanske filmstudier – været der før.
Minder om Harry Potter, men er helt sin egen
Hvad var der galt, eller rigtigt, ved mig under 'Fremad'? Trængte jeg bare til en forårsopfrisker? Eller kan det have noget at gøre med, at Pixar og instruktøren Dan Scanlon lige havde tiltet det hele, lige tippet synsvinklen et par grader til den ene eller anden side og givet deres skabelonhistorie et syv-otte procent friskere udtryk?
Hvad er det for eksempel for en underlig og halvuhyggelig idé at lade brødrenes far genopstå halvt – altså uden overkrop, kun ben?
Og hvad er det for et spøjst univers, Dan Scanlon og hans medforfattere har fundet på, et halvt magisk, halvt realistisk univers, hvor folk bor i villaer og rækkehuse i forstadskvarterer og kører i biler og har jobs, men ikke er mennesker, men elvere, kentaurere, kykloper og troldmænd? Det minder om Harry Potter, men er alligevel sit helt eget.
Og midt i det her spøjse univers ligner alting mere eller mindre sig selv. Vores hovedperson Ian er nemlig en helt almindelig usikker animationsfilms-hovedfigur, der aldrig tør noget.
Hans storebror Barley er til gengæld en rigtig bralrerøv, der tordner derudaf med al sin hippiesnak om magi fra gamle tider og sine skøre idéer og sin gamle, udbankede varevogn, som han har opkaldt efter Kong Arthurs hustru, Guinevere.
Og gad vide, om ikke de to meget forskellige brødre finder en form for fælles fodslag på den dannelsesrejse, de skal ud på, så de kan sørge for, at deres savnede far bliver til et helt menneske, inden solen går ned?
Det lyder velkendt, men…
Det lyder jo helt forrykt velkendt, men der er altså et eller andet, der er anderledes, et eller andet i filmens motor.
Et eller andet fik mig til at smile helt balstyrisk og grine ad noget, jeg ikke nødvendigvis plejer at grine ad. Det kunne snildt være hele filmens finurlige udgangspunkt – at verden engang var fantastisk og magisk og fuld af eventyr, inden noget skete. Verden udviklede og forandrede sig.
Unge troldmandslærlinge gad ikke øve sig i den svære kunst at skabe ild med deres tryllestav, for nogen havde opfundet det kunstige lys, og det er jo meget nemmere at trykke på en kontakt.
Og hvorfor skulle kentaurer løbe på deres fire hesteben, når de kan køre i bil?
Den besyngelse af mistet magi er tæt på at være berusende. Vi moderne mennesker har ikke mistet trolddomskraft, så vidt vides, men man skal ikke slå op på avisernes livsstilssider eller tjekke boghandlernes selvrealiseringshylder ret mange gange for at konstatere, at vi er enige om, vi har mistet noget. Et eller andet. Ikke magi, men naturlighed, balance, sammenhængskraft … eller noget.
Mistet magi = magisk
Dan Scanlon og 'Fremad' taler kun om mistet 'magi'. Og jeg behøvede ikke at få det defineret nærmere for at mærke en forunderlig "nå ja, det er jo sådan, det er"-energi løfte mig og brødrene Ian og Barley afsted på deres småfjollede eventyr.
Var det virkelig den 'mistede magi', der gjorde mig helt balstyrisk? Måske.
Jeg ved bare, at jeg smilede og lo og kneb en lille meget forudsigelig tåre på vej 'Fremad'.