Man kan næsten høre en samlet filmbranche sætte et stort kryds. Ahhhh, sådan! Så lykkedes det.
Så fik vi en vellykket filmatisering af amerikaneren Frank Herberts 58 år gamle ufilmatisérbare science fiction-klassiker, 'Dune' – historiens bedst sælgende science fiction-litteratur.
Så fik vi brudt den forbandelse, der har ligget over Herberts fortovsflise af en roman.
Chileneren Alejandro Jodorowsky forsøgte i mange år at skabe en 14 timer lang filmversion.
Det mislykkedes, men projektet var så vildt, at der kunne skabes en dokumentar om det med 'Jodorowsky's Dune'.
Senere, i 1984, floppede ellers så succesrige David Lynch fælt med sin filmversion, der blev en sær blanding af b-films-action og surrealistisk operette.
Endnu senere, i år 2000, kom en tv-serie, som ikke satte sig de store spor.
Samtidig gik der rygter om, at der blev arbejdet på en ny filmversion – for selvom Herberts roman er enormt mangfoldig med mange figurer og mange lag, SKULLE det da kunne lade sig gøre at skabe en fantastisk film ud af Herberts vilde vision om ørkenplaneten Arrakis og dens beboere: et mytisk krigerfolk, kæmpestore sandorme og et bevidsthedsudvidende stof, der er så vigtigt for resten af universet, at krige udkæmpes om det.
Filmen rammer det, der gjorde romanen særlig
Efter en rodet udskiftning af instruktører og rettighedshavere havnede 'Dune' hos canadiske Denis Villeneuve, en filmmager med samme evne som Christopher 'Tenet' Nolan til at skabe visionære og personlige film og samtidig hive et stort blockbuster-publikum i biografen med film som 'Arrival' og 'Blade Runner 2049'.
Hvis nogen kunne sætte det kryds udfor en vellykket 'Dune', var det Villeneuve.
Og det er det. Hans 'Dune' er en storladen actionfilm med religiøse, psykedeliske, økologiske og socialistiske overtoner.
Arrakis træder frem i al sin fascinerende mystik og stjerneskuddet Timothée Chalamet fungerer fremragende som Paul Atreides, den unge adelsmand, der kan se ind i fremtiden takket være Arrakis' vidunderstof, Krydderiet.
Men mest af alt har 'Dune' en balance. Den er fyldt med action og effekter, men det smadrer aldrig de religiøse og spirituelle elementer, der gør Herberts roman så særlig.
Men … og selvfølgelig er der et men her. Endda flere af slagsen.
Krydset ud for 'Dune' er lidt gnidret, endda sat med en tøven.
For Herberts roman fra 1963 er også fyldt med så mange særlige elementer, at andre har været på rovdrift i den, især 'Star Wars'.
Ørkenplaneter, kæmpeorme, religioner med superkræfter og magtgale rumimperier – alle grundelementer i 'Dune' – er blevet en standardvare i moderne science fiction-eventyr.
Der er altså, ironisk nok, noget lidt for hov-det-har-vi-da-set-fornylig-det-der ved Villeneuves 'Dune'. Det er ikke lykkedes den canadiske filmbegavelse at skabe et univers, der er helt hans eget.
En fortsættelse er endnu ikke fastsat
Men når krydset ud for 'Dune' er tøvende, skyldes det især, at selskabet bag filmen, Legendary Pictures, endnu ikke har givet grønt lys til anden del af 'Dune'.
Villeneuves film dækker kun første del af Herberts roman – som i øvrigt fik fem opfølgere.
Historien slutter altså på overhovedet ingen måde i 'Dune', der burde hedde 'Dune del 1', men Legendary er åbenbart så usikre på deres projekt, at de vil have penge i kassen, før de fortæller hvad der videre sker med Paul Atreides, ørkenkrigeren Chani og den dystre 'Empero', der styrer det hele med hård hånd.
Det er en besynderlig beslutning. Og den bliver ikke mindre mærkelig af, at Villeneuve lader 'Dune del 1' slutte uden den klassiske cliffhanger, men svævende og drømmende mens Paul Atreides' finder en ny højere bevidsthed.
Vi har altså fået sat et kryds ud for en vellykket filmudgave af 'Dune'. Men den føles ikke epokegørende og skelsættende. Og den er slet ikke færdig. Og hvis alt går rigtig galt med indtjeningen i biograferne, bliver vi nødt til at fjerne krydset igen.