5 stjerner! Dansk instruktør imponerer endnu engang med ny, stjernespækket film

'Retfærdighedens ryttere' lever i den grad op til Anders Thomas Jensens tidligere film som 'Adams æbler', 'Blinkende lygter' og 'De grønne slagtere'.

Mads Mikkelsen spiller hovedrollen som Markus: En soldat, der må vende hjem til sin teenagedatter, da moren i familien dør i en tragisk togulykke. (Foto: © Rolf Konow, Rolf Konow/Zentropa/Nordisk Film)

Det kunne være helt vildt sjovt at være en af hovedpersonerne i Anders Thomas Jensens film.

Tænk at være en psykopat eller nynazist eller terrorist eller en computernørd, der kommer væltende ind i en historie, insisterende på, at man fuldstændig ved, hvordan verden hænger sammen. Og hvis nogen protesterer, kan man ende i et sindssygt skænderi, hvor man overhovedet ikke behøver tænke sig om, men bare brøler løs om det, man fuldt og fast tror på.

Tænk ikke at være klar over, at man ligner en idiot – en rørende og elskelig og begavet idiot, som i løbet af en film skal møde en stor og vigtig erkendelse.

Tænk at være Mads Mikkelsens præst i 'Adams æbler' – ham der tror, at verden er fyldt med godhed, fordi en kæmpe svulst i hjernen har fået ham til at glemme alle de rædsler, hans liv har bestået af. Han lever på en løgn, men det er den solide løgn, der får ham til at stå op.

Tænk at være Nikolaj Lie Kaas' computernørd, der skubber handlingen i 'Retfærdighedens ryttere' i gang, fordi han fuldt og fast tror på, at man med algoritmer kan regne sig udenom tilfældigheder og frem til fremtidige begivenheder – og som derfor insisterer på, at han ved, hvorfor en Afghanistan-veteran mister sin kone i en togulykke.

Fra venstre: Nikolaj Lie Kaas, Lars Brygmann og Nicolas Bro spiller de tre computer- og matematikkyndige, der prøver at regne ud, hvad der forårsagede togulykken, der dræbte Markus' (Mads Mikkelsen) kone. (Foto: © Rolf Konow, Rolf Konow/Zentropa/Nordisk Film)

Tænk at være Nikolaj Lie Kaas' gode ven, Lars Brygmanns computernørd Lennart, der hele tiden forklarer sin opførsel ved at henvise til sin traumatiske opvækst i Horsens, og som uden de mindste problemer kan hacke sig vej ind overalt i internettets mangfoldige verden, uanset om det er rockergrupper eller fitnesskæder.

Og som i øvrigt konstant ender i et skænderi med sin anden gamle ven, Nicolas Bros fintfølende computernørd, Emmenthaler.

Birollerne bliver hovedpersoner

Det må være fantastisk at drøne afsted gennem livet med skyklapper på.

Det må være skønt at være en del af et så velorkestreret, helt igennem skideskørt skænderi som den slags, Lennart og Emmenthaler kaster sig ud i 'Retfærdighedens ryttere'.

Det må være skønt at kunne råbe "pisse-lille-kneppecomputer" og "fisseprocessor" med en overbevisning, som om det simpelthen er det eneste, der giver mening at råbe lige præcis på det tidspunkt.

Tænk at vælte rundt i selskab med Mads Mikkelsen, Nicolas Bro, Nikolaj Lie Kaas og Lars Brygmann og opføre sig aldeles tåbeligt med udgangspunkt i et stort og filosofisk spørgsmål om verdens sammenhæng.

Sikke et privilegie det må være at kegle rundt i Anders Thomas Jensens sirligt sammensatte univers, hvor den type mennesker, der plejer at få små biroller – som regel som en kulørt pauseklovn – pludselig er blevet hovedpersoner.

Tænk at være nynazist eller terrorist eller computernørd, men på en måde, hvor alt det, som andre film vil opfatte som en komisk fejl, pludselig er det, der gør én rørende eller sympatisk.

Andrea Heick Gadeberg spiller Markus' (Mads Mikkelsen) teenagedatter Mathilde, der mister sin mor i en togulykke. Derfor må den udstationerede soldat Markus vende hjem til datteren og sorgen. (Foto: © Rolf Konow, Rolf Konow/Zentropa/Nordisk Film)

Tænk at have været fast element i Anders Thomas Jensens film fra 'Blinkende lygter' over 'De grønne slagtere', 'Adams æbler' og 'Mænd og høns' til 'Retfærdighedens ryttere' og kunne se og fornemme, at hans univers bliver mere og mere sofistikeret og elegant sat op: At den altafgørende og i øvrigt dybt personlige balance mellem komik og alvor sidder mere stabilt.

Og at 'Retfærdighedens ryttere', selv om den er lige så ligetil og lineært sat op som debutfilmen 'Blinkende lygter', kæmper med et enormt kompliceret og svært spørgsmål – om tilværelsen er styret af logik eller tilfældigheder.

Tænk at lægge krop og sprog til Anders Thomas Jensens vanvittige og vittigt vandede og bidende, vidende idéer og kunne se, at overblikket og overskuddet og ambitionerne stiger for hver gang.

Det ser fandeme sjovt ud…

(© Zentropa/Nordisk Film)