- I just took a shit in Korea, rapper Lil Dicky, mens han er ved at indspille musikvideoen til sin kommende k-pop-sang, som han håber vil blive et bredt kulturelt hit.
Han er på den ene side nervøs for, om han nu er respektfuld overfor den koreanske kultur og samtidig komplet blind overfor ufølsomheden i det, han har gang i. For som hans koreanske assistent påpeger:
- Du har lige lavet en sang om at lave en lort i Seoul...
Men Lil Dicky, hvis borgerlige navn er Dave, har jo sat sig ind i diverse facts om Korea, så hvordan kan han være fornærmende?
Det er den slags tåkrummende øjeblikke – som regel med uoverskuelige konsekvenser – der gør 'Dave' til én af de mest intelligente, relevante og underholdende serier i øjeblikket.
Serien, der så dagens lys med en overraskende succesfuld første sæson sidste år, tog mig totalt med bukserne nede. Aldrig havde jeg troet, at en fjollet rapper, der laver ironisk high concept-rap på YouTube, skulle kunne skrive, udvikle og spille hovedrollen i en anstændig tv-serie.
'Dave' viste sig efter et par afsnit at være mere end bare anstændig, og da sidste sæsons finaleafsnit havde blæst mig bagover, måtte jeg sande, at min favoritserie i 2020 var 'Dave'.
Det gør lidt ondt på en serieanmelder, at årets, i mine øjne, bedste og mest nyskabende serie var lavet af en gimmick-rappende YouTuber uden nogen form for erfaring i fiktion.
Ikke desto mindre siger det meget om, hvor serielandskabet er i disse tider, hvor de klassisk "gode" serier med unægteligt godt filmhåndværk, som 'Mad Men' og 'Sopranos', har svært ved at finde afløsere, og hvor unge, idérige, kreative folk (mandsopdækket af dygtige filmfolk, naturligvis) løber afsted med opmærksomheden.
Donald Glover har gjort det med 'Atlanta'. Aziz Ansari med 'Master of None'. Phoebe Waller-Bridge med 'Fleabag'. Og jeg kunne blive ved med at nævne navne, der ikke har tidligere historik som serieskabere, men som ikke desto mindre har lavet nogle af de seneste års bedste og mest nyskabende serier.
'Dave' er efter min mening i kategori med de førnævnte mesterværker og fortjener langt mere opmærksomhed og respekt, end Lil Dickys lave selvværd tillader ham selv.
Nervøs og uudholdelig rapper-type
Lil Dicky, med det borgerlige navn Dave Burd, har haft usandsynligt stor succes på YouTube. Hans største hit 'Earth' har over 314 millioner visninger – og man forstår sådan set godt hvorfor.
Lil Dicky er genial til at skabe catchy, sjove og opsigtsvækkende videoer, og så har han på sin egen måde en god portion rapteknisk snilde, hvilket han igen og igen har bevist ved at imponere respekterede radioværter som Sway og Tim Westwood med skarpe freestyles i deres radiostudier.
Dog er jeg mest imponeret over Daves karriereskift, som synes totalt naturligt. Både bag og foran kameraet er Dave overbevisende, og den gode stil fortsætter her i anden sæson.
Dave er nu mere etableret som rapartist, men han mangler stadig at udgive sit debutalbum.
Han føler, at det vil komme til at definere ham, og selvom han har et pladeselskab i ryggen, har presset gjort ham endnu mere utålelig og neurotisk end i sidste sæson. Måske fordi han mangler sin tidligere kæreste Ally til at få ham til at tænke på noget andet end sig selv.
Dave tænker nemlig kun på sig selv.
Hans manager forsøger konstant at tale fornuft til ham, hans hypeman GaTa er den emotionelle støtte, men uden Ally er Dave på glatis. Berømmelsen har fået overtaget, og i stedet for at nyde den moderate succes, han har, er han besat af alt det, han ikke har opnået endnu. Måske netop derfor prøver han at lave et k-pop-nummer, der gerne skulle få Lil Dicky ud i hele verden.
Men det skarpe fokus på succes har gjort processen ulidelig for Dave, og han er nødt til at finde ind til kernen af, hvem han er.
Sæson to skuffer ikke
Der er altid overraskende meget på spil i 'Dave'.
Dave er genial til at suge os helt ind i sit usikre hoved, og som i en poleret version af 'Curb Your Enthusiasm' forstår vi langt hen ad vejen, hvorfor Dave opfører sig, som han gør – selvom han egentlig er en ulidelig hovedperson.
Det hjælper, at holdet omkring ham spiller med så stor en charme, og de helt ekstremt velskrevne replikker både informerer os på et plotmæssigt plan og underholder, som få serier lige nu.
Anden sæson starter præcis, hvor den første slap, og niveauet er stadig lige så højt som tidligere. Selvom jeg kun har set få afsnit, er det tydeligt, at det momentum, serien fik i slutningen af sæson to, fortsættes her – endda med endnu mere visuelt overskud.
I de to første afsnit er omdrejningspunkterne henholdsvis en mislykket tur til Seoul og en stjernespækket kendisfest. Begge steder er Dave uhyrligt malplaceret.
Det vidner på mange måder om stort, kreativt overskud at portrættere sig selv så lavt i seriens hierarki. Men hvis man er til kiksede hovedpersoner som Richard i 'Silicon Valley' eller Frank i 'Klovn', så vil man elske 'Dave'.
Det er ikke en serie for de pinlighedssarte. Men hvis du har hang til situationskomik og moderne popreferencer, så vil 'Dave' mere end gøre op for den ulideligt usikre hovedperson.
'Dave' kan streames på HBO Nordic.