Når den danske verdensstjerne Mø spiller koncert, er der rigtigt mange ting, der skal være styr på. Til det er der også ansat en masse folk, og i spidsen for det hele står projektlederen Søren Borkmann.
Det gør han også inden, under og efter Møs koncert på Northside i aften.
- Når man skal afvikle en livekoncert, er der en tidsplan, man skal sørge for holder, og så skal man løse alle de uforudsete udfordringer, der kommer. Nøgleordet i alt det her er så, at man skal forsøge at holde sig gode venner med hele lortet, fortæller Søren Borkmann i dag i Musiktjenesten på P6 Beat live fra Northside.
Karma cowboy nummer ét
Men når alt skal gå op i en højere enhed, hvornår har man så en god dag, når man er Søren Borkmann?
Det har man, hvis publikum får en god oplevelse, siger han.
- På en dag som i dag, hvor vi er hovednavnet på en af de store scener, så har man en god dag, hvis det hele forløber efter planen. Og så er der forhåbentlig nogle mennesker derude, der skal høre koncerten, som kommer til at få en god oplevelse, lyder det fra Søren Borkmann.
- Og så skal jeg sørge for, at der er en god 'vibe' hele dagen. Jeg er ligesom 'karma cowboy' nummer ét, siger han.
Intimkoncert med Liam Gallagher
Mens Mø så står på scenen, står Søren Borkmann på sidelinjen og holder øje med, at tingene forløber, som de skal.
I den forbindelse har han også kunnet snige sig til at se andre kunstnere på helt tæt hold, senest på Pinkpop Festival i Holland.
- Liam Gallagher spillede lige før os, så jeg stod på kanten af scenen og så ham spille. Og så da jeg skulle ned til Møs garderobe, hørte jeg nogen spille i nærheden. Så sad han inde ved siden af og spillede nummeret 'Rock 'N' Roll Star' på sin western-guitar, fortæller Søren Borkmann.
Tjekket at være hovednavn
Som forhenværende tour manager for blandt andet The Minds of 99 og i dag for Mø, har han været med på turnéer i USA og Europa til både mindre og større koncerter.
Sammen med Mø, der i dag er et internationalt navn, er produktionerne og holdet større end noget af det, Søren Borkmann tidligere har været med til. Og det er fedt, siger han,
- Det kan være mere tjekket at komme som hovednavn end bare som support for en stor artist. Når det er et større setup, er det ofte også mere professionelt, siger han.
Mø spiller i aften klokken 21.45 på Northside på Blue Stage.