I år er det femte gang komiker og musiker Jacob Haugaard er konferencier på Vig Festival i Nordvestsjælland. Han glæder sig til at mærke stemningen, når unge og gamle hygger sig med hinanden til det han kalder 'Danmarks største havefest' tæt på Sjællands Odde.
- Området minder mig om Østjylland, hvor jeg er vokset op. Derfor holder jeg så meget af det.
Som konferencier glæder han sig både til at præsentere musikerne for et feststemt publikum, selv fyre et nummer af i pauserne, men også til at høre en masse ny musik.
- Jeg passer jo Store Scene, og jeg kender alle de bands, der skal spille der. Men i år skal jeg helt sikkert snige mig lidt væk for at høre dem, jeg ikke kender så godt!
Sort Sol
- For mig skaber Sort Sol et lydmaleri med deres musik, hvor især guitaren stikker så karakteristisk ud. Og så er jeg helt betaget af Steen Jørgensens fængende stemme.
- Sort Sol ser jeg som den reneste kunst. De er jo blevet kendt for to-tre numre, men man burde virkelig sætte sig ned og høre resten af deres musik også. Det er så abstrakt og surrealistisk.
- Jeg har set dem live før, og her er de nærmest monstre, der har en kæmpe lyd i sig. Når de holder koncerter er der næsten altid en stadion-agtig stemning.
Birthe Kjær & Feel Good Band
- Der er altid gang i den, når Birthe Kjær er på scenen med sit kæmpe orkester. Hun synger så rasende godt. Og så har hun det, der skal til i forhold til festivaler, ligesom Kim Larsen også har; noget genkendelighed, der får folk til at gå helt amok. Alle de der moderne hits nu til dags - dem kender folk ikke. Men alle kender 'Pas på den knald røde gummibåd'.
- Jeg er lige ved at begynde at tude, når jeg hører de gamle numre, selvom der ikke er noget nyt i det, så er det dét, der virker.
- Birthe Kjær bakker altid op om festivalernes kærlighedsstemning. Her er der ingen regler, men man passer på hinanden alligevel.
Noah
- Jeg kører meget i bil og så hører jeg altid radio. En dag hørte jeg Noah. Han har en helt speciel stemme, som jeg glæder mig til at opleve live.
- Jeg har ikke dyrket ham på samme måde som de andre, men hans stemme brænder bare igennem, og blander sig ikke med alle mulige andre lyde i hans musik. Ham glæder jeg mig til at tjekke ud!
Gulddreng
- Gulddreng minder mig lidt om Thomas Treo (anmelder fra Ekstrabladet, red.), fordi han generer en masse, men vi griner og accepterer det så længe det ikke går ud over os selv, fortæller Haugaard. Han refererer blandt andet til Gulddrengs nummer 'Se mig lige nu', hvor han fornærmer mandlige musikerkonkurrenter som Topgunn og Christopher.
- Han gør noget særligt mediemæssigt, der får ham til at bryde lydmuren. Han siger til mændene, at de slet ikke er interessante nok til at få damernes opmærksomhed, ligesom han selv er. Han er sjov og humoristisk. Hele den iscenesættelse med ham selv er spændende, i og med at man ikke ved, hvordan han rigtig ser ud.
- Jeg forventer, at koncerten bliver et tilløbsstykke af en anden verden. Jeg håber, folk har guldjakker på, og at der er guld over det hele!
Mit indtryk er dog også, at han er rigtig dygtig musikalsk. Det glæder jeg mig også til at opleve.