ARKIV Se Foo Fighters-sangers første Roskilde-besøg - og frisørtip til Kurt Cobain

Fredag aften spiller Dave Grohl og Foo Fighters på Roskilde. Se klip med ham fra første gang han besøgte festivalen - med legendariske Nirvana.

Klokken 22 fredag aften træder Dave Grohl op på Roskilde Festivals Orange Scene som frontmand for bandet Foo Fighters.

Det er ikke første gang, han spiller på den danske festival med bandet - men hans første optræden på Roskilde Festival ligger faktisk 25 år tilbage i tiden.

Skaldet Cobain?

Dengang sad Dave Grohl bag trommerne i det legendariske grungeband Nirvana, der gik i opløsning efter forsanger Kurt Cobains selvmord i 1994.

Nirvana spillede på Roskilde om aftenen 26. juni 1992 - og som du kan se i videoen ovenfor, interviewede DRs Kenan Seeberg inden da bandet.

Det kom blandt andet til at handle om Kurt Cobains sommerfrisure, som Kenan Seeberg foreslår skal være helt skaldet - og det er Dave Grohl med på!

"Tillykke med sporten"

Hvis du synes, du kender datoen 26. juni 1992 er det måske fordi, det også var den aften, Danmark blev europamestre i fodbold. En begivenhed, der kom til at præge Nirvanas eneste optræden i Danmark nogensinde.

En del publikummer droppede formentlig koncerten - og dem, der var der, var så ekstatiske, at den absolut ikke-sportslige Kurt Cobain blev nødt til at kommentere det fra scenen:

"Ehm, Congratulations on the sports..."