Det var alt andet end business as usual, da Ferhat Turan gæstede 'Løvens hule'.
For mens det som regel er forretningsmodeller og værdiansættelser, der er i fokus, var det noget helt andet, der løb med opmærksomheden i ugens program. Og Ferhat Turan vidste godt, at han havde noget i bagagen, som kunne komme til at spænde ben for ham.
Så sveden begyndte at pible, mens iværksætteren gjorde sig klar til at gå ind i hulen.
- Jeg havde præstationsangst. Jeg tænkte: "Hvad fanden foregår der - kommer jeg til at dumme mig?," husker Ferhat Turan.
- Men så tænkte jeg: "I det kriminelle miljø har jeg set masser af løver. Og de her løver er ikke farlige i forhold til dem, så der sker ikke noget."
Så Ferhat Turan indtog hulen, og han dummede sig ikke.
Løverne var nemlig vilde med hans mission: at få flere kvinder med indvandrerbaggrund i arbejde med sin rengøringsvirksomhed.
Og da snakken faldt på Ferhat Turans kriminelle baggrund, skete der noget uventet.
For pludselig blev hulen omdannet til noget, der kunne minde om en skriftestol, hvor flere af løverne luftede de lig, de selv har i lasten fra deres ungdom.
Jesper Buch berettede om dengang, han blev nappet af politiet. Det skete, efter at han havde spraymalet testiklerne på en tyre-skulptur i Kolding og smidt en trailer i havnen. Jacob Riisgaard fortalte, at han var så stor en rod, at han blev smidt ud af det børnehjem, hvor han boede. Og Christian Arnstedt tilstod, at han engang hældte mælk på rutsjebanen i folkeskolen.
- Fokus blev fjernet fra mig, og de snakkede om deres eget liv. Så kunne jeg tage den lidt med ro, siger Ferhat Turan.
Da alt kom til alt, var der dog ingen af de fem, som investerede i virksomheden. Men løverne syntes alligevel, formålet var så sympatisk, at de gav Ferhat Turan nogle utraditionelle tilbud.
Christian Arnstedt donerede virksomheden 20.000 kroner til online annoncering samt teknisk assistance, mens Mia Wagner tilbød iværksætteren personlig rådgivning fire måneder frem.
Det var altså ikke ligefrem en helt almindelig 'Løvens hule'-case. Men Ferhat Turan er heller ikke nogen helt almindelig iværksætter.
Fra bandemedlem til direktør
For Ferhat Turan er vokset op i Askerød i Hundige. Et boligområde, han selv betegner som "belastet".
Som ung lavede han drengestreger. Unoderne udviklede sig til organiseret kriminalitet. Og bandekriminaliteten resulterede i flere fængselsdomme.
- Efter noget tid fandt jeg ud af, at jeg ville væk fra mit liv. Jeg ville kunne se mig selv over skulderen uden at være bange. Jeg ville skabe mig selv en fremtid.
Så han vendte ryggen til kriminaliteten og blev en del af et aktiveringsprogram.
Programmet hjalp ham med at starte en virksomhed, og han vidste fra start, at den skulle have et socialt formål.
- Jeg ville hjælpe andre mennesker, som ikke kan skabe sig selv en fremtid, siger iværksætteren.
Og han vidste præcis, hvor han skulle tage fat.
For han har set et overtal af kvinder i sin forældres generation stå uden for arbejdsmarkedet i årevis. I sin egen familie og resten af det boligområde, han er opvokset i.
- Det går rigtig godt for andengenerationsindvandrerne. Mange har flotte uddannelser, det kører derudad, og det er virkelig smukt. Men førstegenerationsindvandrerne har altså nogle udfordringer, siger han.
Han mener, at systemet har fejlet i at indsluse den første generation af kvinder med indvandrerbaggrund til arbejdsmarkedet. Og så tror han, at en del af årsagen findes i hjemmene.
- Ofte er manden over dem. Han mener ikke, de skal gå ud. Jeg tror, der er meget jalousi i det.
Og det er problematisk, for det koster statskassen penge, hæmmer integrationen og indskrænker kvindernes frihed, mener iværksætteren.
Derfor besluttede Ferhat Turan at stifte rengøringsvirksomheden Comeback Cleaning. Og det er ikke tilfældigt, at valget faldt på netop dét fagområde.
For som han fortæller, kan man sagtens brillere med sin rengøring, selv hvis man har begrænsede danskkundskaber. Mange af de kvinder, Ferhat Turan gerne vil have i arbejde, har livslang erfaring med rengøring som hjemmegående mødre, så de ved, hvad det handler om. Og så kan en rengøringsvirksomhed nemt skaleres, hvilket er vigtigt for Ferhat Turan.
- Jeg vil gerne gøre det på en hardcore måde. Jeg vil skabe mange arbejdspladser, så jeg kan få for eksempel 50 af de her kvinder ind, fortæller han.
Hvis dronning Margrethe skulle komme forbi
Ferhats metode er simpel. For hver gang han hyrer fire uddannede rengøringsassistenter, ansætter han også én, der hidtil har været uden for arbejdsmarkedet.
Han fortæller, at langt de fleste gerne vil arbejde, når først de bliver hjulpet lidt på vej. Men at mange er bange for at opsøge arbejdsmarkedet.
- Kvinderne er bange for at komme ud. De er hjemme, og ofte har de været det i mange år, så de ser ikke, hvad der foregår i samfundet. De hører kun, hvad der bliver sagt i medierne, og der får de at vide, at de skader samfundet og ikke gider arbejde. Men man giver dem ikke et alternativ, så de kan komme i gang.
Men når Ferhat Turan får kvinderne i arbejde, er hans erfaring, at deres arbejdskraft er mindst lige så værdifuld som de uddannedes.
- Det er sjovt at få de her kvinder ind, for de skynder sig og gør sig så umage, at man skulle tro, dronning Margrethe skulle komme på besøg. Nogle gange bliver jeg nødt til at sige, at de gerne må tage den lidt med ro, siger Ferhat Turan.
Han indskyder, at det selvfølgelig ikke er helt uden udfordringer at bedrive virksomhed på den måde. Men han tager det sure med det søde og trækker på sin egen baggrund, når problemerne skal løses.
Selv kommer han fra en familie af indvandrere, som kom til Danmark fra Tyrkiet i 1969.
- Jeg kan tale deres sprog, forstå deres signaler og komme ind til deres tabuer. Jeg forstår, at deres rygsæk er meget fuld, og vi har en socialrådgiver tilknyttet, som kan hjælpe dem med at lette den.
- Jeg har også en god kontakt til deres mænd. De fleste mænd fra den generation har indset, at det var en fejl at holde kvinderne hjemme. Så de er også rigtig glade og vil som regel gerne støtte, at de her kvinder får et arbejde.
Får hjælp af løverne
Inden coronakrisen ramte, havde Comeback Cleaning 18 ansatte – heraf fire langtidsledige kvinder med mellemøstlig baggrund. Krisen har gjort det nødvendigt at skalere ned, men Ferhat Turan har i sinde at "ekspandere aggressivt", når landet genåbner.
I mellemtiden trækker han på den hjælp, han fik tilbudt af Mia Wagner og Christian Arnstedt.
- Arnstedts kapitalfond ringer engang imellem og spørger, om det hele kører, og om der er noget, jeg har brug for. De er i fuld gang med at sætte annoncering op for os.
- Mia Wagner har vi haft vores fire møder med, men vi ringer stadig sammen, og på mandag skal vi ud at gå en tur for at følge op på nogle ting, siger Ferhat Turan.
Han drømmer om at gøre Comeback Cleaning til en af Danmarks største rengøringsvirksomheder. Som enhver anden iværksætter er han motiveret af tanken om en bugnende bundlinje. Men til syvende og sidst er det ikke det, der er hans drivkraft, for som han siger:
- For mig er det mennesker først. Pengene kommer bagefter.